Borgerrådgiverens afsluttende brev om det afviklede private opholdssted Møllen i Kalundborg
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller,
- At Socialudvalget tager Socialforvaltningens orientering om Borgerrådgiverens afsluttende brev om det private opholdssted Møllen i Kalundborg til efterretning.
Problemstilling
Borgerrådgiveren iværksatte den 19. marts 2013 en undersøgelse af det private opholdssted, men tilkendegav samtidig, at han afventede Social- og Indenrigsministeriets endelige stillingtagen til den redegørelse, som ministeriet havde anmodet forvaltningen om den 18. marts 2013.
Social- og Indenrigsministeriet har den 27. august 2015 afsluttet sagen, idet de har lagt vægt på, at kommunen følger Socialtilsynets anvisninger og anviser borgerne tilbud, der har den fornødne godkendelse.
Borgerrådgiveren har herefter afsluttet sin undersøgelse og i den forbindelse udtalt kritik af Socialforvaltningens manglende handling i forhold til ulovligheder på bostedet i perioden 2007-2012, og at forvaltningen dengang benyttede et tilbud, der ikke var godkendt i henhold til servicelovens regler, og heller ikke førte tilsyn med bostedet. Borgerrådgiveren har tilkendegivet, at han ikke foretager sig videre, da Socialforvaltningen efter hans opfattelse har gennemført en række foranstaltninger, som sikrer, at borgere kun anvises tilbud, som på forhånd er godkendt i henhold til lovgivningen.
Socialudvalget er tidligere orienteret om sagsforløbet vedrørende Møllen og om statusafrapporteringer til Social- og Indenrigsministeriet om Møllen og forvaltningens øvrige enkeltmandsprojekter.
Socialudvalget orienteres nu om Borgerrådgiverens afsluttende brev om Møllen.
Løsning
Socialforvaltningen havde siden 2002 samarbejdet med det private opholdssted Møllen om såkaldte enkeltmandsprojekter for borgere med handicap. Grundlaget for samarbejdet var individuelle aftaler om såkaldte enkeltmandsprojekter. Der havde gennem årene været mange udfordringer omkring de aftalemæssige forhold, da Møllen ikke ønskede at blive godkendt som et privat opholdssted af Kalundborg Kommune, og Kalundborg Kommune tilsvarende ikke ønskede at forholde sig til botilbuddet. Derfor var det kun muligt at indgå individuelle aftaler med tilbuddet. Der blev ikke ført et egentligt driftsorienteret tilsyn med tilbuddet, fordi de formelle rammer omkring godkendelse af tilbuddet som privat opholdssted, som nævnt, ikke havde kunnet gennemføres.
Som følge af whistleblowersagen afsluttede Socialforvaltningen sit samarbejde med det private opholdssted ved udgangen af april 2013. Forvaltningen havde i december 2012 iværksat afhjælpende foranstaltninger i tilbuddet og derefter fundet nye tilbud til de fem beboere på Møllen. Den beboer, som whistleblowersagen omhandlede, var allerede flyttet til et nyt botilbud ved juletid i 2012. Det private opholdssted Møllen lukkede i forbindelse med beboernes fraflytning den 1. maj 2013.
Der blev med virkning fra den 1. januar 2014 indført ny lovgivning omkring tilsyn med sociale botilbud. Der blev oprettet fem regionale socialtilsyn, som siden den 1. januar 2014 har godkendt sociale botilbud og ført driftsorienteret tilsyn med botilbuddene. Opgaven med at godkende sociale botilbud er således overgået fra kommunerne til de nye socialtilsyn. Kommunerne må kun benytte sociale botilbud, der er godkendt af socialtilsynene og registreret i Tilbudsportalen. Socialtilsynene kan kun godkende et kommunalt, regionalt eller privat tilbud, hvis tilsynets samlede vurdering viser, at tilbuddet kan levere den fornødne kvalitet inden for de temaer, der er fastsat i lov om socialtilsyn. Der er således i dag lovgivningsmæssigt taget stilling til de kvalitetskrav, der skal være opfyldt, for at kommunerne må benytte et socialt botilbud.
Kommunerne fører efter servicelovens bestemmelser stadig et personrettet tilsyn med den enkelte borger på botilbuddet. Ved det personrettede tilsyn holder kommunerne øje med, at borgeren profiterer af tilbuddet, herunder om personalet har de nødvendige kompetencer i forhold til borgerens konkrete behov.
Kortlægning af enkeltmandsprojekter
Socialforvaltningen kortlagde efter Social- og Indenrigsministeriets henvendelse alle forvaltningens enkeltmandsprojekter for at sikre, at der ikke var tilsvarende problemer med de øvrige tilbud. Socialforvaltningen sikrede i den forbindelse, at der forelå godkendelse af alle enkeltmandsprojekter, og at de var oprettet på Tilbudsportalen. Der blev også gennemført en sundhedsfaglig screening på enkeltmandsprojekterne og en opkvalificering af den faglige indsats i tilbuddene gennem blandt andet undervisning i relevante regler i sundhedslovgivningen og magtanvendelsesreglerne. Der blev i forløbet lagt vægt på et tæt samarbejde med beboere og pårørende.
Derudover fastlagde Socialforvaltningen rammerne for den fremadrettede anvendelse af enkeltmandsprojekter for at sikre, at man lever op til alle forpligtelser, herunder at alle anvendte tilbud er godkendt: Der blev udarbejdet retningslinjer for indberetning af magtanvendelser og foretaget driftsorienteret tilsyn af enkeltmandsprojekterne, ligesom kontrakterne blev gennemgået. Der blev desuden udarbejdet retningslinjer om visitation og personrettet tilsyn samt procesbeskrivelser for arbejdet med køb af pladser og opfølgning.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Anette Laigaard
/ Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning.