Mødedato: 11.10.2023, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Socialforvaltningens implementering af Københavns Kommunes kønsligestillingspolitik

Se alle bilag

Resumé

Københavns Kommunes nye kønsligestillingspolitik har været i offentlig høring over sommeren (1. juni – 31. august 2023), og Socialudvalget skal nu drøfte implementeringen af kønsligestillingspolitikken i Socialforvaltningen, herunder om der skal udarbejdes handleplaner.

 

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget godkender, at der ikke udarbejdes handleplaner i Socialforvaltningen i forbindelse med implementeringen af Københavns Kommunes kønsligestillingspolitik.

 

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede i 2021 at styrke kommunens kønsligestillingsindsats, bl.a. ved at udvikle en kønsligestillingspolitik på tværs af kommunens forvaltninger med fokus på kønsligestilling for borgere og medarbejdere i Københavns Kommune.

Økonomiudvalget vedtog den 30. august 2022, at forvaltningerne skulle realisere kønsligestillingspolitikken via handleplaner. Af hensyn til at sikre så enkle administrative processer som muligt besluttede Økonomiudvalget den 23. maj 2023, at fagudvalgene selv vurderer, om det er relevant at udarbejde handleplaner til implementering af politikken på udvalgenes område.

Politikken har været i offentlig høring i perioden 1. juni 2023 til 31. august 2023. Ved den offentlige høring har Københavns Kommune modtaget i alt 22 høringssvar (heraf seks fra Københavns Kommunes fagudvalg). Høringssvarene bakker generelt op om politikkens vision og tilgang til kønsligestilling, hvor der også er blik for fx seksualitet, alder, etnicitet og handicap. Politikken kritiseres dog for at være abstrakt og uforpligtende, blandt andet af KVINFO, Sabaah, Institut for Menneskerettigheder og LGBT+ Danmark, som opfordrer til, at der udarbejdes målsætninger og handleplaner ved implementering af politikken. Det bemærkes, at de eksempler, der gives som eksempler på konkrete ønskede indsatsområder, kun i begrænset omfang vedrører socialområdet. Derudover problematiseres det af enkelte NGO’er, at der ikke er afsat midler til at implementere politikken.

 

Løsning

Socialforvaltningen har som kerneopgave at sikre, at Københavns Kommunes udsatte borgere og borgere med handicap har samme muligheder og adgang til fællesskaber som alle andre københavnere. Udgangspunktet er at understøtte borgeren ift. at afhjælpe borgerens udsathed og/eller understøtte borgere med handicap, og Socialforvaltningens medarbejdere er trænet i at møde borgerne med blik for de faktorer, der påvirker borgerens livssituation og muligheder. Her kan køn og seksualitet på lige fod med f.eks. alder og etnicitet have betydning for borgerens udsathed og/eller handicap. Det gælder i særdeleshed på lovunderstøttede områder som f.eks. partnervold og kvindekrisecentre.

Derudover har Socialforvaltningen flere lokale initiativer målrettet seksuelle minoriteter og kønsminoriteter. Der er f.eks. lokalt fokus på at arbejde med maskulinitetsidealer og kønnede familiedynamikker, ligesom der tilbydes seksualvejledning og peer-to-peer samtalegrupper for unge LGBTI+ personer.

På personaleområdet arbejder Socialforvaltningen for at nå Københavns Kommunes måltal for lige anvendelse af barnets 1. og 2. sygedag, mandlige medarbejderes brug af barsel samt kønsbalanceret ledelse. Forvaltningen har fokus på forebyggelse og håndtering af krænkende adfærd (herunder seksuel chikane og diskrimination) og har bl.a. en fast procedure for opfølgning på indrapportering af krænkende adfærd i forbindelse med forvaltningens trivselsundersøgelser og undersøgelse af sexistisk kultur og adfærd.

Forvaltningen vil følge op på implementering af kønsligestillingspolitikken i Socialforvaltningen i en årlig afrapportering til Økonomiudvalget. Socialforvaltningen indstiller i forlængelse af ovenstående, at forvaltningen ikke udarbejder særskilte handleplaner/initiativer som led i implementeringen af Københavns Kommunes kønsligestillingspolitik. Dette skal også ses i sammenhæng med Socialudvalgets og Socialforvaltningens bestræbelser på at reducere ekstra administrative processer. Det bemærkes endeligt, at det følger af beslutningen i Økonomiudvalget 23. maj 2023, at fagudvalgene selv skal afsætte midler til evt. finansieringskrævende initiativer på eget område.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Hvis Socialudvalget beslutter, at Socialforvaltningen skal udarbejde handleplaner, vil der være behov for at afsætte midler til finansiering af initiativer.

Videre proces

Såfremt Socialudvalget godkender, at der ikke udarbejdes handleplaner i Socialforvaltningen i forbindelse med implementeringen af Københavns Kommunes kønsligestillingspolitik, følges Socialforvaltningens implementering af politikken i en årlig afrapportering til Økonomiudvalget. Københavns Kommunes kønsligestillingspolitik forelægges til godkendelse i Økonomiudvalget og i Borgerrepræsentationen.

 

Bilag

  1. Udkast til Københavns Kommunes Kønsligestillingspolitik
  2. Høringssvar fra den offentlige høring af politikken

 

Mikkel Boje                                           

/ Tine Kock Nielsen

Beslutning

Beslutning

Indstillingen blev godkendt under godkendelse af dagsordenens punkt 1.

Til top