Mødedato: 11.03.2015, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Drøftelse af resultaterne af afklaringssporerne for udvikling af misbrugsomårdet

Se alle bilag

Socialforvaltningen forelægger Socialudvalget resultaterne af afklaringssporerne for ungebehandling og familiebehandling til drøftelse i relation til udvikling af misbrugsområdet.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller til Socialudvalget,

1. at Socialudvalget drøfter to af de syv afklaringsspor for udvikling af misbrugsområdet: Ungeområdet og Familiebehandling.

Problemstilling

Der ligger en række faglige og effektivitetsmæssige forbedringspotentialer på misbrugsområdet. Forvaltningen har gennem en inddragelsesproces valgt en grundmodel for indfrielse af potentialerne. Et samlet koncept for misbrugsområdet kræver imidlertid en forsat afklaring på en række delområder, hvor der er forskellige perspektiver og interessekonflikter. Delområderne er de sidste måneder blevet belyst gennem syv afklaringsspor med henblik på at få et så kvalificeret beslutningsgrundlag som muligt og om muligt nå til enighed.

Socialudvalget drøftede på mødet d. 25. februar afklaringsspor for udvikling af misbrugsområdet. Udvalget blev forelagt fire spor men nåede kun at drøfte to. Socialforvaltningen forelægger her de to resterende spor til Socialudvalgets drøftelse.

Løsning

Forvaltningen har igangsat en yderligere inddragelsesproces ved at nedsætte syv arbejdsgrupper til at belyse udfordringerne i hvert af sporene. Arbejdsgrupperne består af medarbejdere, ledere, brugere/brugerrepræsentanter, samarbejdspartnere og faglige organisationer. Grupperne afholder som udgangspunkt to møder i hvert af sporene. Resultaterne fra arbejdsgrupperne bliver af tre omgange forelagt Socialudvalget til drøftelse. Resultaterne for to af arbejdsgrupperne blev drøftet på mødet den 25. februar 2015. Forvaltningen lægger nu op til, at udvalget drøfter endnu to spor med afsæt i gruppernes arbejde. Referaterne fra de enkelte møder i de to afklaringsspor er vedlagt i bilag 1 og 2, hvor det seneste brugerinterview også er vedlagt. Resultaterne for de sidste tre grupper vil blive forelagt til drøftelse på mødet den 25. marts 2015. Efterfølgende indstiller forvaltningen en samlet løsning for udvalget.

De 7 afklaringsspor er:

Afklaringsspor 1: Myndighed og beskæftigelse.

Afklaringsspor 2: Integration af alkohol- og stofbehandling.

Afklaringsspor 3: De stabile substitutionsbrugere.

Afklaringsspor 4: De svage substitutionsbrugere.

Afklaringsspor 5: De unge.

Afklaringsspor 6: Familiebehandlingen.

Afklaringsspor 7: Tilbuddene som ikke bliver en del af Behandlingscentret.

Afklaringsspor 5: Ungeområdet

Med omlægningen af misbrugsområdet åbner sig forskellige muligheder for organiseringen af behandlingen til unge. Hvor behandlingen nu både foregår på voksen- og ungeområdet kunne man i stedet samle den på et af de to områder. Rationalet skulle være, at det kunne øge sammenhængen i behandlingstilbuddet til unge og udnytte kompetencerne bedre. Hvis man samler behandlingen, er spørgsmålet, om man skal samle på voksen- eller unge-området? Hvad er bedst for de unge? Og skal man overhovedet samle tilbuddet eller giver det mening med flere tilbud at vælge imellem?

Bilag 3 dokumenterer de engagerede drøftelser i gruppen. I drøftelserne fremkom argumenter for at placere en samlet ungebehandling på børne- ungeområdet. På ungeområdet har man skabt en særlig ungebehandlingskultur, som tiltaler og tiltrækker de unge til behandlingen. Området har de bedste vilkår for at forebygge ved blandt andet de tætte organisatoriske bånd til det øvrige børne- og ungeområde. Desuden har man det indlysende set up til at adressere hjælpen til børn og unge under 18 år. Ungeområdet kan således skabe en sømløs overgang hen over det attende år og henover de forskellige børne- og ungetilbud.

På den anden side kan man konstatere, at der går ligeså mange unge mellem 18 og 25 år i behandling på voksenområdet. Det er tilsyneladende ikke alle, der profiterer af den særlige ungebehandlingskultur. Voksenområdet har en styrke, når det kommer til at håndtere de mere udsatte unge, unge ønsker at arbejde målrettet med deres misbrugsproblem, unge som skal have substitutionsbehandling og unge med dobbeltdiagnoser. Kontakten til beskæftigelsesområdet er også mere opdyrket på voksenområdet. En selvstændig ungesøjle på voksenområdet kunne sikre de to behandlingstilgange og samtidig udnytte specialkompetencerne effektivt på tværs.

Arbejdsgruppen var det meste af vejen enige om ovenstående styrker ved de to områder. Arbejdsgruppen nåede dog ikke til en anbefaling af, hvordan den organisatorisk forankring skulle være. En forankring som sikrer, at det bedste fra de to områder fortsat kom de unge til gode. En samling på et af områderne eller fastholdelse af, at der er to forskellige tilbud til de unge.


Afklaringsspor 6: Familiebehandling
 
 
Aktuelt er der et tilbud: Familieambulatoriet, som varetager en specialiseret behandling af forældre med et stofmisbrug. Med omlægning af misbrugsområdet er der mulighed for at gentænke den specialiserede misbrugsbehandling, så den kommer flere til gode end blot dem, som er indskrevet i Familieambulatoriet. Det kunne man fx gøre ved at fordele specialisterne på de forskellige enheder eller have et udgående familiebehandlingsteam. Begge modeller vil fokusere familiebehandlingen og effektivisere leveringen af de supplerende behandlingsydelser. Modellerne har imidlertid også skabt bekymring om man vil miste kompetencer og de nære relationer.

Arbejdsgruppen nåede hurtigt til enighed om, at specialkompetencerne ikke skal spredes ud på de enkelte enheder, da det vil udvande kompetencerne. Arbejdsgruppen nåede aldrig 100 % til enighed om, at Familieambulatoriet med fordel kan omlægges, men langt s
tørstedelen af arbejdsgruppen så flest muligheder i en teamorganisering. Det giver mulighed for at fokusere familiebehandlingen, det giver mulighed for at nå ud til flere brugere og det fastholder og udvikler samtidig specialkompetencerne.

Arbejdsgruppen arbejdede videre med den model og nåede frem til en række anbefalinger, der skal sikre sammenhæng og kontinuitet mellem borgerens behandling og den specialiserede indsats:

* Det specialiserede familiebehandlingsteam bør være samlokaliseret med en eller flere behandlingsenheder. Fordelen er, at den specialiserede familiebehandling bliver en integreret del af brugerens samlede behandlingsforløb og at brugeren mere fleksibelt og nemt kan få tilknyttet en specialiseret familieindsats for en periode og herefter fortsætte i det generelle misbrugsbehandlingstilbud. De afgrænsede forløb giver ikke overbehandling og frigør resurser, så flere familier kan profitere af tilbuddet.
* Det er vigtigt, at teamet får selvstændige lokaler, der er egnede til, at brugerne kan medbringe deres børn, og de kan føle sig trygge.
* Man skal arbejde videre med at præcisere snittet mellem den almindelige familiebehandling i alle enhederne og den specialiserede behandling i teamet.
* Man skal se på mulighederne i at teamet supplerer familiebehandlingen i de øvrige enheder ved - i et vist omfang - at være udgående.

Økonomi

Der er i budgetforhandlingerne aftalt, at de skal ske en besparelse på misbrugsområdet på 2,5 mio. kr. i 2015 og 5 mio. kr. i 2016 i forbindelse med misbrugsomlægningen. Denne besparelse skal realiseres gennem den samlede omlægning af misbrugsområdet, der i 2015 har et samlet budget på 244,5 mio. kr. til alkohol- og stofmisbrugsbehandlingen.

Videre proces

Socialforvaltningen vil forelægge Socialudvalget resultaterne for de sidste tre afklaringsspor til drøftelse på mødet den 25. marts 2015.

På baggrund af Socialudvalgets drøftelser, referater og brugerinterview fra afklaringssporerne vil forvaltningen forelægge et samlet løsningskoncept for udvikling af misbrugsområdet til politisk behandling den 22. april 2015. 




Anette Laigaard / 

                                Gitte Bylov Larsen

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylov Larsen, myndighedscenterchef Alberte Bryld Burgaard, centerchef Tina Wils og chef Unna Madsen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev drøftet.

Til top