Mødedato: 10.06.2015, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Orientering om samarbejdet mellem Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen - Fællesindstilling

Se alle bilag
Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget orienteres om samarbejdet mellem Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget tager orientering om samarbejdet til efterretning.

Problemstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen har siden 2012 haft et systematisk og forpligtende samarbejde. Samarbejdet startede med Programmet for bedre samarbejde mellem SOF og BUF på skoleområdet, men er efterfølgende udvidet til førskoleområdet og handicapområdet.

Formålet med samarbejdet er at kunne levere gode, rettidige og koordinerede
indsatser til børn og unge og deres familier på tværs af de to forvaltninger.

Løsning

Status viser, at der i samarbejdet mellem forvaltningerne er fokus på både kvalitative og kvantitative dele af samarbejdet. Det ses bl.a. ved, at der er etableret netværk og samarbejdsmøder på tværs af de to forvaltninger, hvor myter aflives, og nye fælles fortællinger skabes, og at der er etableret fælles ledelsesinformation vedr. elevfravær, der giver områderne mulighed for sammen at følge op på og etablere indsatser i forhold til elever med højt fravær (se indstilling om samarbejdet om elevfravær).

I det følgende gives status på virkning af samarbejdet samt en række udvalgte samarbejdsindsatser (se også bilag 1):

Resultatet af det øgede samarbejde er, at der i områderne generelt et fælles fokus på at styrke det tværfaglige samarbejde både internt i forvaltningerne og mellem forvaltningerne. Det afspejles bl.a. i en spørgeskemaundersøgelse på skoleområdet fra 2014, hvor 69 % af de adspurgte ledere og 81 % af medarbejderne i 'nogen' eller 'i høj grad' vurderer, at der er et godt samarbejde på tværs af faggrupper i arbejdet med børn og unge med behov for særlig støtte.

Der er således skabt et godt fundament på skoleområdet, der nu danner afsæt for udviklingen af samarbejdet om både førskolebørn og unge samt børn og unge med handicap.

Indsatser og resultater på førskoleområdet
Forvaltningernes mål for samarbejdet på førskoleområdet er bl.a., at flere børn med særlige behov får en tidligere indsats, så flere børn og familiers vanskeligheder løses, inden der er behov for støtte fra Socialforvaltningen. Samarbejdet på førskoleområdet er, med inspiration fra skoleområdet, under opbygning. Især erfaringerne med systematisk tværfagligt samarbejde og brobygning til Socialforvaltningen er med til at understøtte den tidlige indsats, hvilket ressourceteam og socialrådgivere i daginstitutioner er gode eksempler på.

Børne- og Ungdomsforvaltningens ressourceteam i alle dagtilbudsklynger danner rammen for et systematisk og tværfagligt samarbejde. Ressourceteamene i klyngerne består af ressourcepersoner, der yder rådgivning til personalet i dagtilbuddene. I de klynger, hvor der er dagtilbudssocialrådgivere, deltager disse i ressourceteamet.

Socialrådgivere i daginstitutioner skal bidrage til et stærkere tværfagligt samarbejde, og at flere børn bliver kendt af Socialforvaltningen og får støtte på et tidligere tidspunkt. Ordningen dækker dog kun ca. 114 ud af ca. 450 dagtilbud, og en del af finansieringen udløber med udgangen af 2015.

Samarbejdet på førskoleområdet er udvidet til hjemmetræningsområdet, hvor forvaltningerne med afsæt i dialog med forældrene har udarbejdet et fælles sagsforløb og informationsmateriale for at sikre en helhedsorienteret indsats (se indstilling om helhedsorienteret indsats for hjemmetræning) 

Resultater på førskoleområdet:

  • Gennemsnitsalderen for underretninger til Socialforvaltningen er siden 2012 faldet med 6 måneder.
  • En evaluering fra 2014 af Børne- og Ungdomsforvaltningens ressourceteam i dagtilbudsklyngerne viser, at teamene har styrket det tværfaglige samarbejde, og at dagtilbuddene oplever en lettere adgang til rådgivning og hermed øget kvalitet i opgaveløsningen.
  • En evaluering af socialrådgivere i daginstitutioner viser, at der i de dagtilbud, hvor der er tilknyttet socialrådgivere, er spottet dobbelt så mange børn, hvor der er en bekymring, at børnene i gennemsnit er 4 måneder yngre ved første børnefaglige undersøgelse og 7 1/2 måned yngre ved første sociale foranstaltning.

Indsatser og resultater på skoleområdet
Forvaltningernes mål for samarbejdet på skoleområdet er bl.a., at flere børn med særlige behov inkluderes i almenområdet.

Hovedindsatserne i Programmet for bedre samarbejde mellem SOF og BUF er etableringen af en fælles sagsgang og det tværfaglige koordineringsmøde aftaleforum samt fleksible tilbud som alternativ til dagbehandling.

Initiativerne skal øge det tværfaglige samarbejde og styrke inklusionen af børn og unge, der har behov for en samlet social og undervisningsmæssig indsats.

Forvaltningerne er på skoleområdet indstillet på at fastholde fokus på de igangsatte indsatser, frem for at udvikle nye tiltag. Det er vigtigt, at aftaleforum og fleksible indsatser på alle skoler og i alle områder er en integreret del af den daglige drift.   

Resultater på skoleområdet
Indsatserne i Programmet for bedre samarbejde mellem SOF og BUF er nu implementeret og en spørgeskemaundersøgelse fra 2014 viser, at der i områderne er et godt kendskab og opbakning til de fleksible tilbud. Alle ledere og medarbejdere kender til de fleksible tilbud, og 85 % af lederne og 80 % af medarbejderne vurderer i 'nogen' eller 'i høj grad', at de fleksible tilbud er med til at forbedre det tværfaglige samarbejde om elever med behov for en samlet social og undervisningsmæssig indsats.

At de fleksible tilbud giver mening i praksis ses også i brugen af tilbuddene. I skoleåret 2014-2015 var 22 børn og unge indskrevet i et fleksibelt tilbud, mens status maj 2015 er, at der er visiteret i alt 69 børn og unge til fleksible tilbud til skoleåret 2015-2016.

Indsatser og resultater på ungeområdet
Forvaltningerne har ikke en lang tradition for samarbejde på ungeområdet i forhold til fx ungdomsuddannelse. Dette skyldes bl.a., at samarbejdet kompliceres af de mange aktører omkring de unge, herunder en række ikke kommunale aktører fx ungdomsuddannelserne.

Regeringens 2020 mål er, at 50 % af udsatte unge skal have en ungdomsuddannelse som 25-årige. I dag har 33 % af unge udsatte københavnere en ungdomsuddannelse som 25-årige. Derfor har begge forvaltninger området som en særlig prioritet.

Også på ungeområdet er det tværfaglige samarbejde og brobygning mellem forvaltningerne i fokus. Triangelsamarbejdet (Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen), der koordinerer indsatsen omkring uddannelse og beskæftigelse for udsatte unge, danner en god struktur for et systematisk tværfagligt samarbejde. Samarbejdet omfatter dog kun foranstaltningsmodtagere. Derfor ønsker forvaltningerne fremadrettet at afsøge mulighederne for at etablere et samarbejde om unge, der ikke nødvendigvis har en foranstaltning, samt en øget brobygning til de ungdomsuddannelsesinstitutioner, hvor udsatte unge tager deres uddannelse.

Socialforvaltningen har fokus på ungeområdet i omstillingsprogrammet Tæt på Familien, hvor der er afsat ressourcer til at unge og familier får en tættere kontakt til deres sagsbehandler, der systematisk arbejder for, at der opbygges og fastholdes støttende relationer mellem den unge, familien og personer i familiens omgangskreds, samt at den unge integreres i det omgivende samfund gennem skole, fritidsjob og en aktiv fritid. Omstillingsprogrammet sker i tæt samarbejde med de øvrige forvaltninger, herunder Børne- og Ungdomsforvaltningen og denne forvaltnings indsatser på ungeområdet.

Resultater på ungeområdet
Forvaltningerne har et godt samarbejde på det kriminalpræventive område
, hvilket formodes at være medvirkende til, at ungdomskriminaliteten i København faldende generelt såvel som blandt foranstaltningsmodtagere.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen fremsætter dog budgetforslag om socialrådgivere i dagtilbud samt socialrådgiverstøtte til Ungdomsskolen, 10. klasser og produktionsskoler.

Videre proces

Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget får årligt en status på samarbejdet mellem de to forvaltninger.

Else Sommer                     Anette Laigaard

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top