Nødovernatningspladser 2020-2021
Resumé
Den samlede kapacitet af overnatningspladser til hjemløse er noget lavere end forrige vinter, bl.a. pga. corona-restriktioner, der betyder, at borgerne skal spredes på flere kvadratmeter. Socialudvalget skal derfor tage stilling til, at der hurtigst muligt etableres et kommunalt COVID-nødovernatningstilbud, og at der afsættes midler til etablering. Forvaltningen vil indmelde COVID-nødovernatningstilbud som COVID-19 relaterede udgifter til Økonomiforvaltningen. Socialudvalget skal også tage stilling til, om der skal gives mulighed for at udbyde en pulje til frivillige organisationer, hvor de kan søge om støtte til drift og bemanding af et ekstra antal sparsomme nødovernatningspladser denne vinter. Hvis de ekstra nødovernatninger skal være oprettet inden nytår, skal Socialudvalget godkende, at kompetencen til at fordele puljemidlerne for ansøgningsrunden til nødovernatning i vinteren 2020/2021 delegeres til Socialforvaltningen. Midlerne til puljen finansieres af forvaltningen.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender, at der etableres et kommunalt COVID-nødovernatningstilbud i København i vinteren 2021 for at sikre tilstrækkelig kapacitet og for at sprede borgerne mere på de nuværende pladser. Oprettelsen af et kommunalt COVID-nødovernatningstilbud kræver, at Socialforvaltningen kan indhente de nødvendige tilladelser.
- at Socialudvalget godkender, at der kan udbydes en ekstraordinær ansøgningspulje på 1 mio. kr. til nødovernatning efter servicelovens § 18 til frivillige organisationer.
- at Socialudvalget godkender, at kompetencen til at fordele puljemidlerne for ansøgningsrunden til nødovernatning i vinteren 2020/2021 delegeres til Socialforvaltningen.
Problemstilling
Socialforvaltningen vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt at øge kapaciteten af overnatningstilbud til hjemløse i København denne vinter, så der er muligt at sprede borgerne på flere kvadratmeter og dermed modvirke risikoen for smittespredning med COVID-19. Det er derfor vigtigt, at oprettelsen af pladserne sker hurtigst muligt. Der forventes at være 228 pladser denne vinter, mens antallet af pladser de foregående vintre har været hhv. 295 i 2019 og 267 i 2018.
Kapaciteten af kommunale pladser på natcafé efter servicelovens § 110 er i vinteren 2020/2021 lavere end tidligere år, fordi borgerne skal ligge mere spredt grundet corona-restriktioner. Det er forvaltningens vurdering, at den nuværende kapacitet af pladser på natcaféer kan rumme det antal borgere, der sidste vinter efterspurgte en plads på en kommunal natcafé. Kapaciteten vil dog være udfordret i tilfælde af forøget efterspørgsel. Socialforvaltningen arbejder på at øge antallet af pladser på de kommunale natcaféer, men det forventes dog kun muligt i begrænset omfang.
Kapaciteten af private nødovernatningspladser er også noget lavere i denne vinter end tidligere år. Det skyldes, at en frivillig organisation ikke har fået nok statslige midler til at drive det ønskede antal pladser, som de ansøgte staten om, og at en anden frivillig organisation ikke har haft mulighed for at åbne de pladser, de har drevet tidligere år, fordi de ikke har søgt den statslige pulje i tide.
Løsning
I København findes der tre typer af overnatningstilbud til hjemløse:
- Herberger efter servicelovens § 110, som er midlertidigt ophold på herberg til borgere med særlige sociale problemer. Det er en forudsætning, at borger har et lovligt opholdsgrundlag i Danmark.
- Natcaféer efter servicelovens § 110. Natcaféerne drives ligesom herbergerne efter servicelovens § 110 og dermed efter samme lovgivning. Den væsentligste forskel på en natcafé og et herberg i Københavns Kommune er, at natcaféer er et gratis tilbud, dvs. uden egenbetaling. Derudover er pladserne mere sparsomme.
- Nødovernatningspladser. Disse tilbud er primært NGO-drevne tilbud i vinterperioden
Kommunalt COVID-nødovernatningstilbud
Socialforvaltningen vurderer, at det kan være hensigtsmæssigt at etablere et kommunalt COVID-nødovernatningstilbud efter servicelovens § 110 hurtigst muligt. Et COVID-nødovernatningstilbud kan supplere både den kommunale kapacitet af natcafé-pladser og de frivillige organisationers kapacitet af nødovernatningspladser. Dette kan fx ske i en multihal, der ligger ved Kofoeds Skole. Anbefalingen af multihallen ved Kofoeds Skole skyldes, at placeringen er velegnet ift. målgruppen, ligesom den er placeret i nærheden af Sundholm mv. Herudover er lokalområdet vant til Socialforvaltningens målgrupper.
Der vil være tale om et tilbud svarende til det, som blev drevet i Bavnehøjhallen under nedlukningen i foråret 2020, hvor der var 36 pladser. Det er endnu ikke afklaret, hvor mange pladser, der kan etableres, men der arbejdes på en kapacitet svarende til i foråret.
Forvaltningen arbejder på at løse nogle forhold i forbindelse med etableringen af et COVID-nødovernatningstilbud, herunder at finde egnede lokaler, få godkendelse af Socialtilsynet, få indhentet de nødvendige tilladelser samt skaffe mandskab til at bemande tilbuddet, fx gennem vikarbureauer i en kombination med benyttelse af internt ansatte i forvaltningen.
Socialforvaltningen samarbejder med de øvrige forvaltninger om at få skabt løsninger og indhentet de nødvendige tilladelser, så COVID-nødovernatningstilbuddet kan oprettes hurtigst muligt.
Forårets tilbud i Bavnehøjhallen blev primært bemandet af et internt korps bestående af medarbejdere fra Socialforvaltningens Borgercenter Voksne, som var hjemsendte på grund af nedlukningen. Dette er ikke længere tilfældet, og en bemanding alene via Socialforvaltningens eksisterende medarbejdere ville således påvirke øvrige indsatser. Da der er normal drift på socialområdet, er der således ikke i den nuværende situation medarbejdere fra Socialforvaltningen, som står klar til at kunne bemande et tilbud.
Socialforvaltningen er derfor i dialog med bl.a. vikarbureauer omkring bemandingen.
Herudover skal der tages højde for eventuelle nuværende aktiviteter i de lokaler, man overvejer at etablere et COVID-nødovernatningstilbud i. Ift. multihallen ved Kofoeds Skole er der fx behov for at tage stilling til, hvad man skal gøre med de nuværende idrætsaktiviteter, der i dag kører i hallen. Der er tale om fritidsaktiviteter for børn og unge, der benytter hallen om eftermiddagen og tidlig aften. Konkret skal det afklares, om det er muligt at opretholde aktiviteterne i hallen, eller om det vil være nødvendigt at flytte dem og afsøge muligheder for alternative lokaler. Det afhænger bl.a. af muligheden for daglig rengøring og opsætning/nedtagning af sengepladser i hallen. Socialforvaltningen er i dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen om mulighederne for at imødekomme de relevante foreningers behov. Hvis Socialudvalget godkender etableringen af et COVID-nødovernatningstilbud, forudsætter ibrugtagning af hallen Kultur- og Fritidsudvalget stillingtagen.
Hvis en hjemløs borger er smittet med COVID-19, og ikke har mulighed for at isolere sig, skal Socialforvaltningens COVID-omsorgspladser bruges. Isolation kan ikke ske på natcaféer eller nødovernatningstilbud.
Ansøgningspulje
Herudover vurderer Socialforvaltningen, at det også kan være en mulighed at finde finansiering til at støtte frivillige organisationer, der måtte have mulighed for at drive og bemande et yderligere antal sparsomme nødovernatningspladser i vinteren 2020/2021. Socialudvalget skal godkende, at denne pulje oprettes. Af hensyn til den korte tidsfrist indstiller Socialforvaltningen desuden, at udvalget godkender, at kompetencen til at fordele puljemidlerne for denne ansøgningsrunde, som vedrører nødovernatning i vinteren 2020/2021, delegeres til Socialforvaltningen. Dette kan ske med almindeligt flertal.
Efter godkendelse i Socialudvalget kan forvaltningen derfor eventuelt udbyde en ekstraordinær ansøgningspulje, som kan tildeles efter servicelovens § 18. En evt. ansøgningsrunde vil blive gennemført med meget kort ansøgningsfrist. Forvaltningen vil i givet fald foretage en rundringning til de organisationer, der tidligere har leveret nødovernatning, så de kan være opmærksom på ansøgningsrunden. For at de sparsomme nødovernatningspladser kan været oprettet inden nytår, skal en evt. ansøgningsrunde være afsluttet inden jul.
Økonomi
Ved etablering af et COVID-nødovernatningstilbud er der udgifter forbundet med dette. Det er udgifter til etablering, indkøb af inventar, drift og kommunikation. Der må også forventes udgifter forbundet med bemanding ift. vikarudgifter, udgifter til vagt, husleje, rengøring mv. Udgifterne for perioden ultimo december til ultimo marts forventes at udgøre ca. 1.35 mio. kr. Hertil kommer udgifterne til husleje og drift af bygning samt udgifter til mad til borgerne. Forvaltningen vil efter sædvanlig procedure indmelde dette som COVID-merudgifter.
Hverken på landsplan eller i kommunen er der taget endelig stilling til, om COVID-udgifter vil blive dækket i 2021. Hvis der ikke dækkes COVID-udgifter, dækkes udgifterne inden for Socialforvaltningens ramme.
Derudover vil der være udgifter forbundet med evt. støtte til frivillige organisationer, der måtte have mulighed for at drive og bemande et antal sparsomme nødovernatningspladser. Forvaltningen indstiller, at der afsættes 1 mio. kr. til en ny pulje fra indeværende års budget, som forvaltningen i år ekstraordinært kan finansiere pga. forvaltningens samlede mindreforbrug. Hvis der kun kommer ansøgninger for et samlet beløb på under 1 mio. kr., vil et mindre beløb bliver uddelt.
Videre proces
Forvaltningen arbejder på at oprette det kommunale COVID-nødovernatningstilbud inden nytår. Hvornår tilbuddet er i drift afhænger bl.a. af godkendelser fra Socialtilsynet og Brandmyndighederne. Ansøgningspuljen vil blive udmeldt hurtigst muligt med kort ansøgningsfrist, hvis det bliver relevant. Forvaltningen vil kontakte de relevante frivillige organisationer med information om puljen. Efter ansøgningsfristens udløb, vil Socialforvaltningen, hvis Socialudvalget delegerer kompetencen hertil, fordele puljemidlerne for nødovernatning i vinteren 2020/2021. Udvalget vil blive orienteret om fordelingen af midlerne hurtigst muligt derefter.
Udgifterne skal afholdes i vinteren 2020/2021, og udgiftsføres i regnskabet for 2020.
Mikkel Boje
/ Anders Møller Jakobsen og Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.
Vicedirektør Anders Møller Jakobsen og kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.