Ophævelse af Foreningen SSP København og flyt af medarbejdere til Socialforvaltningen
Resumé
Parterne i SSP-samarbejdet har et ønske om fremadrettet at sikre klarere juridiske rammer for samarbejdet i SSP samt at sikre et sammenhængende sekretariat og ét samlet budget. Dette kan sikres ved at forankre SSP København i Socialforvaltningen og ophæve Foreningen SSP København. Der er tale om et fælles ønske på tværs af forvaltningerne, Københavns Politi og Kriminalforsorgen, da det har været vanskeligt at adskille arbejdet i regi af foreningen fra det tværfaglige myndighedssamarbejde. Udvalgene forelægges med denne sag den nye ramme for SSP-samarbejdet.
Indstilling
Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Socialudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at SSP København bliver forankret i Socialforvaltningen, og at Foreningen SSP København lukkes
Problemstilling
SSP-samarbejdet i Københavns Kommune har siden 1988 været opdelt i hhv. en forening og i et myndighedssamarbejde med hvert sit budget. Foreningen SSP København består i dag af en bestyrelse med medlemmer fra de øverste ledelseslag i de respektive forvaltninger, Københavns Politi og Kriminalforsorgen. Foreningens daglige ledelse og drift varetages af SSP Sekretariatets sekretariatschef, som ansættes af bestyrelsen, og er organisatorisk placeret i Socialforvaltningen. Myndighedssamarbejdet består af et tværfagligt samarbejde mellem Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Kriminalforsorgen samt Københavns Politi. SSP København har 15 lokaludvalg, hvori bl.a. skolelærere, klubmedarbejdere, politi, socialarbejdere og medarbejdere fra kulturinstitutioner er repræsenteret. Formålet med samarbejdet er at forebygge kriminalitet blandt børn og unge og at nedbringe antallet af unge, der begår alvorlig kriminalitet.
Parterne i SSP-samarbejdet har i 2023 og 2024 drøftet Foreningen SSP København samt foreningens egentlige formål. Foreningskonstruktionen har historisk været mere udbredt i kommunen, end den er i dag, og den vurderes i regi af arbejdet i SSP København at være utidssvarende. Opdelingen har over tid gjort det vanskeligt at adskille arbejdet i regi af foreningen fra det tværfaglige myndighedssamarbejde, ligesom ansvaret som bestyrelsesmedlem for foreningen ikke har været klart defineret.
Forvaltningerne i SSP-samarbejdet i Københavns Kommune, Københavns Politi og Kriminalforsorgen har derfor arbejdet på at finde en ny organisatorisk ramme og at tydeliggøre myndighedssamarbejdet i forhold til roller og ansvar samt at afklare SSP Sekretariatets ledelsesmæssige ophæng og personalets ansættelsesforhold. Ændringen vil træde i kraft den 1. januar 2025 og betyder bl.a., at SSP Sekretariatets to medarbejdere fra hhv. Børne- og Ungdomsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skifter ansættelsesforhold til Socialforvaltningen.
Løsning
Den foreslåede nye ramme for SSP-samarbejdet består overordnet af to ændringer: 1) SSP København forankres i Socialforvaltningen og 2) Foreningen SSP København ophæves. De to foreslåede ændringer uddybes nedenfor. Ændringerne medfører en mere simpel administrativ konstruktion af SSP København og forventes ikke at få betydning for de unge eller den udførende del af SSP Københavns organisering i koordinationsgrupperne og lokaludvalgene.
Kommunal forankring af SSP København i Socialforvaltningen
SSP-samarbejdet forankres fra 1. januar 2025 i Socialforvaltningen. Det strategiske ansvar for SSP-samarbejdet placeres hos en SSP-styregruppe, hvor ansvaret i dag er placeret i SSP-bestyrelsen. Medlemmerne af SSP-styregruppen vil være de samme repræsentanter fra forvaltningerne, som i dag er en del af SSP-bestyrelsen. Den fremadrettede organisering er visualiseret i et organisationsdiagram i bilag 1.
Hensigten er, at SSP-samarbejdet forbliver et ligeværdigt og forpligtende samarbejde, hvor de involverede forvaltninger alle bidrager til drift af sekretariatet, myndighedssamarbejdet, tværgående projekter mv. Det overordnede strategiske ansvar forbliver fælles i styregruppen mellem forvaltningerne, Københavns Politi og Kriminalforsorgen. Samtidig ønskes en mere enkelt organisering, hvilket forankringen i Socialforvaltningen har til hensigt at bidrage til, og en mere tydelig ansvarsfordeling i forhold til økonomien, hvilket ophævelsen af Foreningen SSP København har til hensigt at bidrage til. Med ophævelsen af Foreningen SSP København går SSP København fra at have to forskellige budgetter i hhv. Foreningen SSP København og SSP Sekretariatet til fremover kun at have ét budget. De fire forvaltninger vil fortsat bidrage ligeværdigt med driftstilskud til SSP København, mens Københavns Politi fremover ikke længere bidrager med særskilte midler til driften. Dette begrundes bl.a. med den fremadrettede forankring af SSP Sekretariatet i kommunen, samt at det vil stemme bedre overens med politiets formålsparagraffer. Københavns Politi opnormerer i stedet antallet af medarbejdere, der er indstationeret i SSP Sekretariatet, fra én til to medarbejdere. Selvom SSP København forankres i Socialforvaltningen, vil de involverede forvaltninger fortsat have et fælles ansvar for at dække et eventuelt merforbrug.
Konkret medfører forankringen af SSP København i Socialforvaltningen, at en medarbejder fra Børne- og Ungdomsforvaltningen og en medarbejder fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, som hidtil har været udlånt til SSP Sekretariatet fra deres respektive forvaltninger, vil få ændret ansættelsesforhold og fremadrettet være ansat i Socialforvaltningen. Midlerne til medarbejdernes løn, overhead mv. flytter i den forbindelse med til Socialforvaltningen. Forvaltningerne i SSP-samarbejdet er i den forbindelse opmærksom på, at der skal laves en aftale, som skal være med til at sikre, at medarbejderne bevarer en tilknytning til Børne- og Ungdomsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen efter skiftet til Socialforvaltningen. Aftalen skal omhandle, hvilke aktiviteter (mødefora, arrangementer mv.), som medarbejderne skal deltage i i hhv. Børne- og Ungdomsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, hvordan der sikres løbende kompetenceudvikling af medarbejderne, og hvordan der sikres adgang til relevante fagsystemer. Der skal ligeledes udarbejdes stillingsbeskrivelser, så det bliver tydeliggjort, hvilke opgaver de pågældende medarbejdere har i SSP København. Kultur- og Fritidsforvaltningen har ikke medarbejdere forankret i SSP Sekretariatet.
Københavns Politi bakker op om beslutningen om, at SSP København får et tydeligt kommunalt ophæng i Socialforvaltningen. Københavns Politi vil ikke længere bidrage med særskilte midler til driften af SSP Sekretariatet, men opnormerer fra i dag én til fremadrettet to medarbejdere, der er indstationeret i SSP Sekretariatet. Københavns Politi ønsker at fortsætte sin indsats som en ligeværdig part i SSP København og vil forblive repræsenteret med medarbejdere i de forskellige SSP-udvalg og -grupper.
Ændringerne vurderes ikke at få betydning for de unge eller den udførende del af SSP Københavns organisering i koordinationsgrupperne og lokaludvalgene. Sekretariatschefen i SSP Sekretariatet vil fortsat have det daglige ansvar for SSP København, herunder ansvaret for betjening af SSP-styregruppen. Derudover fortsætter organiseringen med SSP-chefgruppen, SSP-ledergrupper, SSP-lokaludvalg og SSP-koordinationsgrupper med repræsentanter fra bl.a. forvaltningerne, Københavns Politi og Kriminalforsorgen, som hidtil.
Ophæve Foreningen SSP København
Foreningen SSP København ophæves pr. 1. januar 2025. En ophævelse af foreningen vil bl.a. sikre klarere juridiske rammer for samarbejdet i SSP. Ophævelsen vil desuden medføre et sammenhængende sekretariat samt tydeliggøre, at SSP-samarbejdet i København er et myndighedssamarbejde, der arbejder på strategisk og udførende niveau.
Ophævelsen af Foreningen SSP København er blevet gennemgået juridisk og compliancemæssigt af foreningens revisor fra Deloitte, samt af medarbejdere fra Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Københavns Politi. Der foreligger ingen juridiske forhold, der forhindrer hverken en foreningslukning eller en ny ramme, hvor SSP-samarbejdet i København organisatorisk er forankret i en fagforvaltning med særskilt økonomi.
Det fremgår af foreningens vedtægtsbestemmelser, at foreningens formue i tilfælde af ophævelse, skal anvendes til kriminalitetsforebyggende arbejde blandt børn og unge i Københavns Kommune. Foreningens formue var pr. april 2024 ca. 1,1 mio. kr. og videreføres til prioritering i den nye SSP-konstruktion
Økonomi
Hvis indstillingen godkendes, vil midlerne til de to medarbejdere fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen overgå til Socialforvaltningen.
Videre proces
Indstillingen forelægges Økonomiudvalget den 19. november 2024 og Borgerrepræsentation den 28. november 2024.
Mikkel Boje, Henrik Lund, Tobias Børner Stax og Søren Tegen Pedersen