SFIs hjemløsetælling
SFI offentliggjorde d. 23. august rapporten Hjemløshed i Danmark 2013, der bygger på den seneste hjemløsetælling, der blev foretaget i uge 6 i 2013.
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,
- at Socialudvalget tager orienteringen om SFI’s hjemløsetælling 2013 til efterretning.
Problemstilling
Nedenfor gives en sammenfatning af SFI’s hjemløsetælling 2013 og udviklingen siden baselinetællingen i 2009 og den forrige hjemløsetælling i 2011. Endvidere gives forvaltningens bud på, hvad tællingen betyder for det videre arbejde med hjemløseområdet.
På møde i Socialudvalget den 4. september 2013 blev Socialudvalgets medlemmer orienteret om Rambølls evaluering af Hjemløsestrategien, som bl.a. byggede på foreløbige tal fra SFI's hjemløsetælling i uge 6 2013. Indeværende indstilling indeholder de endelige tal fra SFI's hjemløsetælling i uge 2013.
Løsning
Tællingen viser, at der samlet set er sket en stigning i antallet af hjemløse siden forrige tælling i 2011. Det gælder både på landsplan og i København.
Tabel 1: udviklingen i antallet af hjemløse 2009-2013.
|
2009 |
2011 |
2013 |
Procentvis stigning 2009-2013 |
På landsplan |
4.998 |
5.290 |
5.820 |
16,5 % |
København |
1.494 |
1.507 |
1.581 |
5,8 % |
Københavns Andel af landets Hjemløse |
30 % |
28 % |
27 % |
-3,0 % |
Således er der i 2013 talt 5820 hjemløse borgere på landsplan mod 4998 i 2009, svarende til en stigning på 16,5 % over fire år. Stigningen har været kraftigst i de seneste to år. I København blev der i 2009 registreret 1494 hjemløse, hvilket er steget til 1581. Stigningen på 5,8 % hjemløse i København er således mindre end på landsplan, hvor stigningen er på 16,5 %. Dermed er Københavns andel af de hjemløse også faldet fra 30 % i 2009 til 27 % i 2013.
Hvor det ved tællingen i 2011 var usikkert, om den registrerede stigning afspejlede en reel stigning, eller om den var udtryk for et stigende samfundsmæssigt fokus på hjemløseproblematikken, så lader det nu til, at stigningen er reel. Det ses bl.a. ved, at stigningen ses i hele landet, men at den er markant større i de kommuner, der ikke har deltaget i hjemløsestrategien, og dermed ikke har haft et øget fokus ad den vej. Under alle omstændigheder er det vigtigt at være opmærksom på, at der er tale om et minimumstal for, hvor mange, der på et givet tidspunkt er hjemløse, idet der er en vis usikkerhed forbundet med opgørelsen. Det skyldes, at det udelukkende er de hjemløse, som på den ene eller anden måde er i kontakt med og er kendt af det sociale system, der tælles med i kortlægningen.
Forskydninger i hjemløsesituation
Mens det samlede antal hjemløse er steget både på landsplan og i København, er fordelingen på hjemløsesituationer nogenlunde stabil fra 2011-2013. Forskydningerne i København afspejler generelt tendensen på landsplan. Tabel 1 viser forskydningerne i København.
Tabel 2: Hjemløse i Københavns Kommune fordelt efter hjemløsesituation, antal og procent 2009-2013
Kategori |
Antal 2009 |
Procent 2009 |
Antal 2011 |
Procent 2011 |
Antal 2013 |
% 2013 |
Gadesovere |
174 |
12 % |
139 |
9 % |
259 |
16 % |
Natcaféer |
213 |
14 % |
128 |
8 % |
175 |
11 % |
Herberger |
637 |
43 % |
527 |
35 % |
524 |
33 % |
Hotel |
36 |
2 % |
18 |
1 % |
14 |
1 % |
Familie og venner |
181 |
12 % |
287 |
19 % |
295 |
19 % |
Udslusningsbolig |
36 |
2 % |
56 |
4 % |
61 |
4 % |
Fængsel/Kriminalforsorg |
13 |
1 % |
18 |
1 % |
9 |
1 % |
Hospital/Behandling |
38 |
3 % |
42 |
3 % |
24 |
2 % |
Andet og uoplyst |
166 |
11 % |
292 |
19 % |
220 |
14 % |
I alt |
1.494 |
100 % |
1.507 |
100 % |
1.581 |
100 % |
Tabellen viser, at der fra 2011-2013 er sket en stigning i antallet af hjemløse borgere, der opholder sig på gaden og natcaféer, mens der ses et lille fald i antallet af borgere, der opholder sig på herberger. Andelen af hjemløse, der overnatter hos familie og venner tog et spring på 7 procentpoint fra 2009-2011, men er forblevet uændret siden da. For de øvrige kategorier er antallet stort set uændret.
Mest markant er stigningen i antallet af borgere der opholder sig hhv. på natcaféer og på gaden. Man må formode, at der bliver talt flere ophold på natcaféer som følge af, at der de sidste to vintre har været etableret ekstra pladser i vinterperioden med finansiering af Socialministeriets nødovernatningspulje. Endvidere trækker Café Klare, natcaféen for kvinder, også op i statistikken her, idet den åbnede i marts 2011 – altså efter forrige tælling.
Hvad angår antallet af gadesovere, er der betydelig usikkerhed forbundet med tallet i København. SFI angiver således, at det kun er 134 ud af de registrerede 259 gadesovere, der er identificeret som unikke personer. Der er således ikke garanti for, at de resterende er udtryk for unikke borgere. Dermed er der usikkerhed om, hvorvidt der er tale om en reel stigning, eller om det aktuelle antal ligger på samme niveau som i 2011. Socialforvaltningens Hjemløseenhed oplever ikke, at der er sket en stigning i antallet af gadesovere i perioden, ligesom byens herberger og natcaféer fortsat ikke afviser borgere, der tilhører målgruppen.
Socialforvaltningen er meget fokuseret på målgruppens udvikling, og følger derfor meget nøje efterspørgslen på, og belægningen af, byens nødovernatningstilbud efter Servicelovens § 110.
Karakteristik af de hjemløse
Det generelle billede af, hvem de hjemløse på landsplan er, har ikke ændret sig væsentligt siden sidste tælling. Kønnene fordeler sig med 78 % mænd og 22 % kvinder, hovedparten er yngre og midaldrende, mens andelen af hjemløse over 60 år udgør 5 % af målgruppen. Af tabel 3 fremgår det, at der siden 2009 er sket en forskydning i aldersgruppen, hvor andelen af hjemløse mellem 18-29 år er steget fra 23 % i 2009 til 31 % i 2011 og 2013. Det skal ift. tabel 3 nævnes, at opgørelsen af hjemløse under 18 år primært udgøres af børn og unge, som er blevet registreret i forbindelse med ophold på krisecenter, hvis karakteristika derfor ikke er lig med den øvrige målgruppes.
Tabel 3: Alders- og kønsfordeling blandt hjemløse på landsplan i procent, 2009-2013
|
2009 |
2011 |
2013 |
Alder: |
|
|
|
< 18 år |
4 % |
4 % |
3 % |
18 - 29 år |
23 % |
31 % |
31 % |
30 - 49 år |
53 % |
46 % |
46 % |
50 < |
20 % |
19 % |
20 % |
|
|
|
|
Kønsfordeling: |
|
|
|
Mænd |
78 % |
77 % |
78 % |
Kvinder |
22 % |
23 % |
22 % |
Indkomstgrundlaget er primært kontanthjælp, sekundært førtidspension. I den sammenhæng bemærkes det, at andelen af hjemløse med en lønindkomst samt hjemløse på førtidspension er faldet fra tælling til tælling, mens andelen på kontanthjælp er steget. SFI betragter det som en indikation på den generelle stigning i antallet af hjemløse, og at det oftest er kontanthjælpsmodtagere, der ender i hjemløshed.
Som noget nyt har SFI registreret SU som forsørgelsesgrundlag. På landsplan modtager 2 % af de hjemløse, svarende til 116 personer på SU. De fleste hører til blandt den yngre del af målgruppen. Det er 6 % af de hjemløse i aldersgruppen 18-24, der modtager SU, svarende til 68 personer og 3 % af de 25-29-årige svarende til 18 personer. Det fremgår ikke af rapporten, hvor mange hjemløse SU-modtagere, der opholder sig i København. Såfremt der er tale om studieaktive SU-modtagere, må det antages, at de kan regnes som relativt velfungerende hjemløse, hvor økonomi og boligmarked er udslagsgivende for deres situation, snarere end svære sociale problemer.
Der er sket en stigning fra 44 % til 47 % i andelen af hjemløse med psykisk sygdom. 65 % har misbrugsrelaterede problemstillinger, mens 31 % har både psykiske problemer og misbrugsproblemer. Udviklingen gennem årene fremgår af tabel 4:
Tabel 4: Andel af hjemløse med psykisk sygdom og/eller misbrug
|
2009 |
2011 |
2013 |
Psykisk sygdom |
37 % |
44 % |
47 % |
Misbrug |
70 % |
67 % |
65 % |
Psykisk sygdom og misbrug |
25 % |
29 % |
31 % |
Der kan således konstateres en stigning i andelen af hjemløse, der har en psykisk sygdom eller psykisk sygdom i kombination med et misbrug. Til gengæld er der sket et fald i hjemløse, der ”kun” har et misbrug. Rapporten indeholder ikke en tilsvarende særskilt opgørelse for København.
Unge hjemløse
Fra 2009-2013 er der sket en markant stigning i antallet af unge hjemløse i aldersgruppen 18-24 år. På landsplan er der tale om en stigning på 80 %, mens stigningen i København har været på 50 %. På landsplan har stigningen været mest markant fra 2009-2011, hvorefter kurven er fladet ud. I København er tendensen endnu mere markant, idet hele stigningen har fundet sted fra 2009-2011, hvorefter der er konstateret et lille fald fra 2011-2013.
Karakteristik af de unge hjemløse
Kønsfordelingen blandt de unge hjemløse er 74 % mænd og 26 % kvinder, altså en smule større andel af kvinder end blandt de hjemløse generelt. På landsplan er 22 % af de unge hjemløse indvandrere eller efterkommere, mens det i Københavns Kommune er 37 %. Set i sammenhæng med befolkningssammensætningen er der tale om en stærk overrepræsentation, idet andelen af indvandrere og efterkommere blandt unge københavnere kun udgør 22,6 %.
I gruppen af unge hjemløse angives 51 % at have en psykisk sygdom, 58 % et misbrug og 32 % at være psykisk syge misbrugere. 26 % har hverken psykisk sygdom eller misbrug. I København er andelen af unge hjemløse, der hverken har psykisk sygdom eller misbrug en smule højere end landsgennemsnittet, nemlig 28 %. SFI angiver, at det er udtryk for, at hjemløshed i hovedstaden i højere grad end i resten af landet hænger sammen med strukturelle forhold som økonomi og boligmangel.
På landsplan er 18 % af de unge i aktivering, mens 8 % følger et uddannelsesforløb, hvilket for begge indsatsområders vedkommende er en højere andel end for de hjemløse over 25 år. Det peger på, at økonomiske og boligmæssige forhold er særligt udslagsgivende for de unge hjemløse.
Årsager til hjemløshed
Nogle af de årsager, som de hjemløse borgere selv nævner som afgørende for, at de er havnet i hjemløshed er: psykisk sygdom, misbrug, økonomi, mangel på boliger og udsættelser.
Udsættelser
På landsplan angiver 21 % udsættelse af bolig som en væsentlig årsag til, at de lever som hjemløse. I København er det 22 %, der nævner denne årsag, hvilket er et fald siden 2011, hvor det var 26 %.
Mangel på passende boliger
Også mangel på passende boliger er en væsentlig faktor for 21 % af landets hjemløse. I København er andelen med 23 % en anelse højere. Ser man særskilt på de unge under 25 år, er det 26 %, der mener at boligmangel er af afgørende betydning.
Økonomi
Hjemløse borgeres indkomstgrundlag er som nævnt primært kontanthjælp, hvorfor det ikke er nogen overraskelse, at økonomi er en afgørende faktor for 32 % af de hjemløse på landsplan. For unge hjemløse under 25 år, er økonomi afgørende for 36 %. Denne øgede andel må formodes at hænge sammen med, at kontanthjælpen er lavere for borgere under 25 år. Niveauet er uændret siden 2011.
Psykisk sygdom og misbrug
På landsplan vurderes psykisk sygdom at være årsag til hjemløshed for 31 %, mens stofmisbrug og alkoholmisbrug som årsag angives at være henholdvis 29 % og 26 %. For gruppen af unge hjemløse er andelen, hvor psykisk sygdom eller stofmisbrug angives som årsag, en anelse højere, nemlig hhv. 33 % og 32 %. Til gengæld er det kun 6 %, der angiver alkoholmisbrug som årsag.
Løsladelse fra fængsel eller udskrivning fra behandling
Der er 8 %, der angiver løsladelse fra fængsel som årsag til hjemløshed, mens 3 % angiver udskrivning fra behandling som årsag. Det vil sige, at andelen af hjemløse, der angiver disse to faktorer som årsag til deres hjemløshed er stort set uændret i forhold til tællingen i 2011.
Yderligere information
For yderligere information kan hele SFI’s hjemløsetælling, ”Hjemløshed i Danmark, National kortlægning” downloades på SFI’s hjemmeside www.sfi.dk
Forvaltningens bemærkninger
Selv om stigningen i antallet af unge hjemløse er aftaget siden 2011, er det stadig tydeligt, at der er en udfordring i forhold til tilgangen af hjemløse i aldersgruppen 18-24 år. Meget peger på, at den nedsatte kontanthjælp i samspil med strukturelle faktorer på boligmarkedet, er en afgørende faktor for at unge i de større byer havner i hjemløshed. At de unge har en særlig udfordring, understøttes af Københavns Kommunes fattigdomsundersøgelse, der bl.a. viser, at unge mellem 18-29 år er overrepræsenterede i fattigdomsstatistikkerne.
På baggrund af udviklingen i hjemløshed blandt unge, har Socialforvaltningen iværksat en undersøgelse af de unge hjemløse, der bl.a. skal afdække, hvilke faktorer foruden økonomi og boligmarkedet, der har været udslagsgivende for, at de er havnet i hjemløshed. Undersøgelsen forventes færdig primo november 2013, og skal munde ud i en plan for en forstærket indsats for denne del af målgruppen.
Som en del af Finansloven fremlagde regeringen det første overordnede udspil til Satspuljen for 2014, hvori det udmeldes, at der vil blive afsat midler til en målrettet indsats, der skal styrke den forebyggende indsats og tidlige opsporing af unge, som er hjemløse, eller er i risiko for at blive det. Socialforvaltningens ungeundersøgelse vil her desuden underbygge og kvalificere forvaltningens ansøgning, når den endelige Satspulje for 2014 udmeldes.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Anette Laigaard
/Gitte Bylov Larsen
Beslutning
Kontorchef Gitte Bylov Larsen deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt.