Ansøgninger til 15M puljen 2013-2016 om nye veje mod inklusion for borgere med sindslidelse
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller,
- At Socialudvalget godkender Socialforvaltningen og Bedre Psykiatris ansøgning til 15M puljen om ”Vores vej”
- At Socialudvalget godkender Socialforvaltningen og Oda’s ansøgning til 15M puljen om ”Min Vej – til netværk og relationer”, og
- at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen har givet støttetilsagn til LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskades ansøgning til 15M puljen om Åben dialog som redskab til forebyggelse af langvarige sygdoms- og behandlingsforløb for personer med spiseforstyrrelser.
Problemstilling
Løsning
Formålet med Social-, Børne-, og Integrationsministeriets 15M-pulje er at udvikle nye veje mod inklusion og deltagelse i hverdagslivet. Det skal ske via partnerskaber/samarbejder mellem det offentlige, private aktører og civilsamfundet. Der skal særligt være fokus på den forebyggende indsats over for personer med sindslidelser.
Puljen udmeldes som en 3-årig ansøgningspulje (2013-2016) med et budget på i alt 49,0 mio. kr. Midlerne fordeles med 15,0 mio. kr. årligt og der er ikke krav om kommunal medfinansiering. Endvidere afsættes der 4,0 mio. kr. til tværgående evaluering, proces-støtte og formidlingsaktiviteter.
De to metodeudviklingsprojekter, Socialforvaltningen har søgt midler til, understøtter den rehabiliterende tilgang, som Socialforvaltningens socialpsykiatriske indsats bygger på. Projekterne vil være med til at realisere den kommende strategi for området.
Ansøgning om ”Projekt Vores vej”. Et samarbejdsprojekt mellem Bedre Psykiatri og SocialforvaltningenMed metodeudviklingsprojektet ”Vores vej” ønsker Socialforvaltningen sammen med Bedre Psykiatri at styrke indsatsen overfor pårørende således, at de bedre kan forstå og støtte den sindslidende i dennes personlig recoveryproces. Projektet vil være med til at realisere fokusområdet ”Netværk og pårørende” i den kommende strategi for socialpsykiatrien.
Socialforvaltningen vil i samarbejde med pårørendeforeningen Bedre Psykiatri udvikle og afprøve:
- en manualbaseret metode til undervisning af pårørende til mennesker med psykisk sygdom
- koncept for strukturerede netværksgrupper for pårørende, der har gennemgået undervisningen
- udvikle en manual for undervisningskonceptet, der kan benyttes af andre efter projektperiodens udløb
- uddanne undervisere, der kan varetage undervisningen og netværksdannelsen efter projektperiodens udløb
Det primære formål med projektet er at forebygge konsekvenserne af en sindslidelse via en indsats for de pårørende, så de bliver bedre i stand til at støtte det menneske, som bliver ramt af en sindslidelse. Det sekundære formål med projektet er at mindske den belastning, der ofte er forbundet med at være pårørende.
Indsatsen forventes at kunne tilbydes til ca. 160 pårørende (16 hold á 10 mennesker, der får undervisning i ca. 2- 3 timer 6 gange). Det vurderes at være realistisk at rekruttere dette antal pårørende.
Socialforvaltningen har ikke forpligtet sig til at videreføre indsatsen efter projektperiodens udløb. Såfremt projektet vurderes at have tilstrækkelig effekt, vil Socialforvaltningen udarbejde et notat til budgetforhandlingerne med henblik på at videreføre indsatsen. Alternativt kan projektet eventuelt blive videreført – fx i regi af Bedre Psykiatri - med brugerbetaling fra de pårørende, der deltager i undervisningen.
Ansøgning om ”Min Vej – til netværk og relationer. Recovery og netværksskabelse for unge med psykiske lidelser”
Med metodeudviklingsprojektet ”Min vej – til netværk og relationer” ønsker Socialforvaltningen i samarbejde med ODA (fællesorganisationen for OCD-, Depressions- og Angstforeningerne) at styrke indsatsen overfor unge med sindslidelse. Projektets formål er at forebygge isolation blandt unge med sindelse og understøtte dem i at genetablere og fastholde sociale relationer. Projektet vil være med til at realisere fokusområdet "Tidlig indsats" i den kommende strategi for socialpsykiatrien. Projektets fokus på brug af social teknologi understøtter desuden Socialforvaltningens strategi for Velfærdsteknologi.Socialforvaltningen vil i samarbejde med ODA:
- udvikle og afprøve et innovativt uddannelsesprogram til unge frivillige, som ønsker at hjælpe, men som mangler redskaberne til at gøre det
- videreudvikle Socialforvaltningens app "Minvej" til at understøtte inddragelsen af frivillige og udvikle netværk mellem unge med sindslidelse
- udvikle en manual for undervisningskonceptet, der kan benyttes af andre efter projektperiodens udløb
- uddanne undervisere, der kan varetage undervisningen efter projektperiodens udløb
Konceptet vil blive baseret på den nyeste viden om, hvad der virker og vil blive udviklet i et tæt samarbejde med både de unge frivillige og de unge med sindslidelse. Indsatsen forventes at kunne tilbydes 150 frivillige, der dernæst matches med 150 unge med sindslidelse.
Socialforvaltningen har ikke forpligtet sig til at videreføre indsatsen efter projektperiodens udløb. Såfremt projektet vurderes at have tilstrækkelig forebyggende effekt, vil det let kunne videreføres. Videreførelsen af projektet være næsten omkostningsfrit, når først uddannelseskonceptet og app'en er udviklet, da det bygger på inddragelse af frivillige.
Støtteerklæring til LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade
LMS– Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade har udarbejdet en ansøgning om Åben dialog som redskab til forebyggelse af langvarige sygdoms- og behandlingsforløb for personer med spiseforstyrrelser. Udgangspunktet for Åben Dialog er, at den berørtes netværk udgør en særlig ressource, som kan bruges i terapi- og støtteøjemed. I Åben Dialog inddrages derfor alle, der er relevante i opgaveløsningen og giver mulighed for at alle bliver hørt, inddraget, får en oplevelse af anerkendelse og får indflydelse.
Socialforvaltningen har tilkendegivet overfor LMS, at forvaltningen er positivt indstillet overfor projektet og gerne vil indgå i et samarbejde i form af deltagelse i relevante møder, såfremt LMS får midler til deres ansøgning til 15M-puljen. Projektansøgningen har ingen ressourcemæssige konsekvenser for Socialforvaltningen.
Økonomi
Socialforvaltningen ansøger om i alt 6.830.375 kr. til projekt ”Vores vej” og i alt 2.891.782 kr. til ”Min Vej – til netværk og relationer”.
Såfremt ansøgningerne imødekommes placeres en indtægts- og udgiftsbevilling på bevillingsområdet Borgere med sindslidelse i forbindelse med førstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer, svarende til det bevilligede beløb.
Videre proces
Anette Laigaard/
Gitte Bylov Larsen
Beslutning
Kontorchef Gitte Bylov Larsen deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt.