Ny organisering af psykologerne på området for udsatte børn og unge
Socialudvalget skal tage stilling til forvaltningens forslag om, at psykologerne på området for udsatte børn og unge samles i en ny institution under Center for familiebehandling og psykologisk rådgivning.
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget godkender,
- at psykologerne på området for udsatte børn og unge samles i en ny institution under Center for familiebehandling og psykologisk rådgivning.
- at årlig besparelse på 1 mio. kr. 2013 p/l indgår i Budget 2013 jf. økonomiafsnittet
Problemstilling
På området for udsatte børn og unge er psykologerne i dag organiseret således, at der både er ansat psykologer på myndighedssiden og på udførersiden, som udfører psykologisk behandling og undersøgelser. De otte lokale børnefamilieenheder har i forskelligt omfang ansat psykologer til at varetage rådgivning, behandling og udredninger. Samtidig har de to psykologklinikker Sct. Stefans Rådgivningscenter og Ungdomsklinikken tilsvarende ydelser. Det betyder, at der i dag kan være uklarhed i forhold til rolle og ansvar på tværs af myndigheds- og institutionssiden, hvilket ikke skaber de optimale rammer for indsatsen til de udsatte børn, unge og deres familier.
Løsning
Forvaltningen indstiller, at der etableres en psykologinstitution, som placeres under Center for familiebehandling og psykologisk rådgivning, hvor Sct. Stefans Rådgivningscenter og Ungdomsklinikken allerede er placeret. Psykologinstitutionen kommer til at bestå af Sct. Stefans rådgivningscenter, Ungdomsklinikken og de psykologer, der i dag udfører behandling og undersøgelsesopgaver under Børnefamiliecenter København. Sct. Stefans Rådgivningscenter har specialiseret sig i arbejdet med familier udsat for seksuelle overgreb samt familier der har oplevet en akut krise i form af f.eks. voldsom ulykke eller uventet dødsfald i familien. Ungdomsklinikken henvender sig i stedet til unge i alderen 13-17 år med psykiske og sociale vanskeligheder, som har brug for samtaler med en psykolog, familiesamtaler eller gruppeterapi.
Den nye psykologinstitution har til formål at samle de psykologiske behandlings- og undersøgelsesopgaver på området for udsatte børn og unge. Det vil skabe en bedre indsats på området, da der opnås en række stordriftsfordele og synergieffekter ved, at psykologerne og de psykologfaglige kompetencer samles. Desuden vil det skabe en mere klar og tydelig indgang til visitering af de udsatte børn, unge og deres familier. Psykologinstitutions indsatser skal så vidt muligt baseres på evidensbaserede forskning om, hvad der virker for hvilke målgrupper med udgangspunkt i systematiske forskningsoversigter.
Proces for medarbejdere
Den 5. marts 2012 blev de relevante medarbejdere orienteret om forvaltningens planer for etableringen af den nye psykologinstitution, og den 30. marts 2012 blev forslaget drøftet på HovedMED. Ledelses- og medarbejderrepræsentanter vil deltage i forskellige arbejdsgrupper, som skal bidrage til at skabe de bedst mulige rammer for den nye psykologinstitution, hvilket er beskrevet i den vedlagte tids- og procesplan (se bilag).
Arbejdsgrupperne skal blandt andet tage stilling til, hvordan den særlige ekspertise hos Sct. Stefans Rådgivningscenter og Ungdomsklinikken bevares og videreudvikles i den nye organisering.
Den nye organisering
Der ansættes en leder for den nye samlede psykologinstitution, som får ansvar for at etablere og udvikle institutionen med inddragelse af medarbejderne. Der er i den forbindelse afsat 250.000 kr. i 2012 til udviklingen af psykologinstitutionens organisation og faglige arbejdsgrundlag.
Alle psykologer fra Ungdomsklinikken og Sct. Stefans Rådgivningscenter flytter med over i den nye psykologinstitution, mens der for psykologerne i Børnefamiliecenter København er planlagt en ønskeproces, hvor de får mulighed for at tilkendegive, hvor de fremadrettet ønsker at arbejde. Udgangspunktet er, at man så vidt muligt følger sine opgaver. De psykologer, som forbliver i Børnefamiliecenter København, skal fortsat varetage opgaver i forhold til at understøtte familiebehandlingen i enhederne, yde rådgivning og vejledning i Familie- og Ungerådgivningerne i henhold til § 11 i Serviceloven, sikre en dialog med PPR i Børne- og Ungdomsforvaltningen og yde psykologisk konsulentbistand i enhedernes sagsbehandling
Forvaltningen er ved at afklare, hvor mange psykologer (årsværk) der skal flyttes fra Børnefamiliecenter København til den nye psykologinstitution. Det afhænger af, hvilke opgaver psykologerne løser i dag, men forvaltningens foreløbige vurdering er, at det svarer til 12-14 årsværk. Psykologerne vil i en overgangsfase følge deres nuværende opgaver og blive i deres respektive grupper, da alle har brugere og opgaver, hvor det er vigtigt, at der er kontinuitet i opgaveløsningen.
Den nye psykologinstitution placeres i Svendborggade på Østerbro, så der sikres en god tilgængelighed for målgruppen. Lokalerne kan overtages pr. 1. maj 2012 og skal klargøres med henblik på ibrugtagning 1. september 2012, hvor psykologerne fra de to psykologklinikker og Børnefamiliecenter København flytter ind. Det er planen, at Ungdomsklinikkens lokaler overgår til Børne- og Ungdomsforvaltningen, og at Sct. Stefans Rådgivningscenters lokaler overgår til Socialforvaltningens voksenområde.
Økonomi
Den nye organisering af psykologerne indebærer en samlet besparelse på 1 mio. kr. 2013 p/l om året på bevillingsområdet børnefamilier med særlige behov.
Besparelsen er fordelt således:
1.000 kr. 2013 p/l |
Funktion |
Beløb |
Færre udgifter til administration |
6.45.51 |
500 |
Mindre brug af privatpraktiserende psykologer |
5.28.21 |
500 |
I alt |
|
1.000 |
Jf. 2. at-punkt indmeldes besparelsen i budget 2013.
Videre proces
Den nye organisering af psykologerne forventes endelig implementeret 1. september 2012.
Anette Laigaard
/Ane Kristine Christensen
Beslutning
Kontorchef Ane K. Christensen overværede punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt