Koordinering af sikrede pladser til udsatte unge på landsplan
Socialudvalget skal tage stilling til, hvordan Socialforvaltningen fremadrettede skal forholde sig til antallet af sikrede pladser og hvem, der koordinerer antallet af sikrede pladser på landsplan.
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget godkender
- at forvaltningen afviser Danske Regioners ønske om at lukke pladser på Sønderbro i 2012
- at forvaltningen kontakter KL med henblik på, at KL og Kommunekontaktrådene påtager sig en større opgave med at koordinere de sikrede pladser på landsplan
Problemstilling
De sikrede institutioner har traditionelt været overbelagte, men siden sommeren 2010 har der været en kraftigt faldende belægning på landets sikrede institutioner, og i 2011 var den gennemsnitlige belægning kun 66 % på landsplan. På grund af den faldende belægning er Danske Regioner i gang med at reducere antallet af sikrede pladser på landsplan.
Københavns Kommune har som den eneste kommune en sikret institution – resten af de sikrede institutioner drives af regionerne. De sikrede institutioner er døgninstitutioner, hvor døre og vinduer er låste, og bruges hovedsagligt til at anbringe unge under 18 år i varetægtssurrogat. Københavns Kommunes sikrede institution hedder Sønderbro og har 18 pladser. På landsplan er der aktuelt 138 sikrede pladser, men pr. 1. september 2012 åbner en ny sikret institution i region Nordjylland, hvorefter det samlede antal pladser er 146, fordelt på otte institutioner. København er imod denne udvidelse, da den sker på trods af den lave belægning på landsplan og en meget lav efterspørgsel efter sikrede pladser i region Nordjylland.
Socialforvaltningen ønsker at gå mere aktivt ind i forhandlingerne om, hvor mange sikrede pladser der er, og hvor de er placeret på landsplan. Derudover ser forvaltningen et behov for, at kommunerne generelt set får mere indflydelse på de sikrede institutioner.
Løsning
Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget godkender, at forvaltningen afviser Danske Regioners ønske om færre pladser på Sønderbro, og at forvaltningen kontakter Kommunernes Landsforening (KL) for at anbefale, at KL og Kommunekontaktrådene (KKR) påtager sig en mere aktiv rolle i koordineringen af de sikrede pladser på landsplan. KKR er KL's regionale organisation, og fungerer som et politisk forum, hvor kommunerne i de enkelte regioner kan drøfte og koordinere relevante emner.
Færre sikrede pladser på landsplan
Danske Regioner har besluttet at styre efter en belægning på 85 % på de sikrede institutioner, hvilket betyder, at der fremover skal være 124 sikrede pladser. Det er under forudsætning af, at der er samme efterspørgsel efter pladserne i 2012 og frem, som der var i 2011. Socialforvaltningen bakker op om en belægningsprocent på 85 %, og at der kun skal være 124 pladser, men er uenig i fordelingen af de 124 pladser. En belægning på 85 % betyder, at institutionerne så vidt muligt vil have plads til at tage unge ind akut, når de f.eks. skal i varetægtssurrogat. Derved forsøger regionerne at undgå, at unge eksempelvis anbringes i Vestre Fængsel, fordi de sikrede institutioner er fyldte.
Socialforvaltningen er interesseret i, at der sker en reduktion i antallet af sikrede pladser, da forvaltningens udgifter til sikrede pladser stiger, hvis der er tomme pladser på landsplan. Halvdelen af udgifterne til de sikrede pladser er objektivt finansieret, hvilket betyder, at Socialforvaltningen betaler 6 % af udgifterne, svarende til kommunens andel af landets 15-17-årige. Resten betales af kommunerne efter forbrug til en pladspris på 1,25 mio. kr. om året. En sikret plads koster samlet set ca. 2,3 mio. kr. om året. Københavns Kommune køb af sikrede pladser svarer til cirka 24 pladser om året. Når der er tomme pladser, finansieres hele udgiften via objektiv finansiering, da der er tale om et nulsumsspil mellem kommunerne, hvor manglende indtægter opvejes af mere objektiv finansiering. Derfor er det dyrt for forvaltningen, hvis der er mange tomme pladser rundt omkring på de sikrede institutioner.
Fordeling af sikrede pladser på landsplan
Danske Regioner er ved at afklare, hvordan lukningen af de 20 pladser skal fordeles på de otte sikrede institutioner. Danske Regioner har i den forbindelse foreslået, at der i første omgang lukkes to pladser på Sønderbro. Derudover har regionernes socialdirektørkreds besluttet, at hver region er forpligtet på en belægningsprocent på 85 %. Er det ikke muligt at realisere denne belægningsprocent, skal regionen fremover sørge for at reducere antallet af pladser. Socialforvaltningen ønsker, at der bevares et højt antal sikrede pladser i og omkring København, da det har afgørende betydning for forvaltningens arbejde med de unge, som anbringes på de sikrede institutioner. Både Dommervagtsprojektet og det nyetablerede ungesamråd er vigtige aktører, når en af kommunens unge anbringes i f.eks. varetægtssurrogat på en sikret afdeling. Dommervagtsprojektet repræsenterer den unge i dommervagten og hjælper også sagsbehandlerne med at udarbejde en handleplan for den unge. Arbejdet omkring de unge vil blive vanskeligt, hvis de unge anbringes på sikrede institutioner i Jylland frem for, at det sker i og omkring København. Det er politiet, som skal køre de unge, og Københavns Politi har således også en interesse i, at de unge kan anbringes i sikrede institutioner på Sjælland. Desuden er det vigtigt , at de unge ikke anbringes for langt væk fra deres familie og netværk. Familien bliver ikke mindre vigtigt, selvom man er ung og anbragt på en sikret institution - tværtimod. På Sønderbro er familien derfor en vigtig del af det pædagogiske arbejde med de unge, og her er det vigtigt, at institutionen ligger centralt i byen, så den er nem at komme til.
Der er ved at blive bygget en ny sikret institution i Region Nordjylland, som står klar 1. september 2012, så de unge fra Nordjylland ikke skal køres til institutioner i andre regioner. Socialforvaltningen er imod denne udbygning, da pladserne i Nordjylland etableres i en tid, hvor der generelt er brug for færre sikrede pladser. Desuden betyder de nye pladser i Nordjylland, at der skal lukkes endnu flere pladser på resten af landets sikrede institutioner, for at nå ned på 124 pladser. Socialforvaltningen er utilfreds med dette, da København og resten af Region Hovedstandes kommuner med 54 % står for langt størstedelen af de unge , som er anbragt på sikrede institutioner. Tilsvarende havde kommunerne i Region Nordjylland 3 % af de unge på sikrede pladser i 2011.
I 2011 var der 110 børn og unge fra København, som var anbragt på en sikret institution i kortere eller længere tid. Den tid de var anbragt på de sikrede institutioner svarer til, at København samlet set brugte 24 helårspladser i 2011. Eftersom Sønderbro har 18 sikrede pladser, betyder det, at København i princippet kan bruge alle Sønderbros pladser til kommunens egne unge. Sønderbro havde således også en forholdsvis høj belægning i 2011, som kun blev overgået af Sølager, som også ligger i Region Hovedstaden. Derfor ønsker forvaltningen ikke, at der sker en reduktion i antal sikrede pladser på Sønderbro.
Forhandling og koordinering af sikrede pladser
Danske Regioner har henvendt sig til Københavns Kommune, fordi de ønsker at lukke pladser på Sønderbro som led i en større reducering i antal sikrede pladser på landsplan. Københavns Kommune har ikke fået lov at indgå i Danske Regioners forhandlinger om, hvor der skal lukkes sikrede pladser, og derfor vil Socialforvaltningen ikke imødekomme Danske Regioners ønske om at lukke pladser på Sønderbro. Socialforvaltningen har bedt om at deltage i forhandlingerne, men er blevet afvist med beskeden om, at Københavns Kommune ikke er medlem af Danske Regioner, og derfor kan kommunen ikke sidde med ved forhandlingerne. Forhandlingerne foregår mellem regionernes socialdirektører, som indstiller til Danske Regioners bestyrelse. Danske Regioner har ønsket at lukke pladser på Sønderbro allerede i 2012, men Socialforvaltningen har afvist dette med henvisning til, at det ikke indgår i Region Hovedstadens sociale rammeaftale for 2012.
Det er Danske Regioner, der koordinerer og udarbejder oplæg vedrørende antallet af sikrede pladser. Regionernes forslag til antal og fordeling af sikrede pladser skrives efterfølgende ind i de styringsaftaler, som de enkelte KKR udarbejder og sender til politisk godkendelse i kommunerne. Styringsaftalen udgør sammen med en udviklingsstrategi den rammeaftale, som har til formål at sikre et samlet overblik over tilbuddene på det specialiserede socialområde. Udviklingsstrategien er tidsmæssigt forskudt fra styringsaftalen og godkendes hvert år af Borgerrepræsentationen senest den 1. juni, mens styringsaftalen godkendes af Borgerrepræsentationen i oktober i forbindelse med vedtagelsen af det kommende års budget.
I Udviklingsstrategien for 2013 vurderer hovedparten af de 29 kommuner, at antallet af unge med varetægtssurrogat eller ungdomssanktion vil være uændret, men cirka en femtedel af kommunerne forventer et stigende antal. Det forventes derfor, at behovet for pladser på sikrede afdelinger vil være uændret i 2013. Styringsaftalen for 2013 behandles i KKR Hovedstaden den 15. juni 2012, og Københavns Kommune har stadig mulighed for at påvirke indholdet af den på baggrund af udviklingsstrategiens beskrevne tendenser. Der er dog også styringsaftaler i de andre regioner, som København ikke har indflydelse på, men som påvirker udgifterne i København. Socialforvaltningen vil gerne henvende sig til KL med en opfordring om, at KL påtager sig denne koordinerende rolle fremadrettet, så det er køberne (kommunerne) og ikke er driftsherren (Danske Regioner), der definerer behovet, da det er kommunerne, som finansierer de sikrede pladser.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, vil Socialforvaltningen afvise Danske Regioners ønske om at lukke pladser på Sønderbro i 2012. Desuden vil forvaltningen henvende sig til KL med henblik på, at KL og KKR påtager sig en større rolle i koordineringen af sikrede pladser i 2013 og frem.
Anette Laigaard
/Ane Kristine Christensen
Beslutning
Kontorchef Ane K. Christensen overværede punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt