Temaer i Socialforvaltningen vedr. puljemidler til at styrke rekruttering og fastholdelse
Resumé
Socialudvalget orienteres om de temaer, som aktuelt indgår i forhandlingerne med medarbejderorganisationerne i forbindelse med udmøntning af midlerne fra Budget 2022 til imødegåelse af rekrutterings- og fastholdelsesudfordringer. Som led i Budget 2022 er der i årene 2022-2025 afsat puljemidler på i alt 75 mio. kr. årligt til at imødegå rekrutterings- og fastholdelsesudfordringer på udvalgte velfærdsområder, hvoraf 16,5 mio. kr. årligt går til Socialforvaltningen.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget tager forhandlingstemaerne i forbindelse med puljemidler fra Budget 2022 til at imødegå rekrutterings- og fastholdelsesudfordringer til efterretning.
Problemstilling
Som led i Budget 2022 er der i årene 2022-2025 afsat puljemidler på i alt 75 mio. kr. årligt til at imødegå rekrutterings- og fastholdelsesudfordringer på udvalgte velfærdsområder, herunder for pædagoger, socialpædagoger, SOSU-assistenter, SOSU-hjælpere og sygeplejersker. Puljerne udmøntes med inddragelse af de respektive udvalg for så vidt angår de overordnede rammer og prioriteter og efter aftale med de forhandlingsberettigede organisationer.
Midlerne fordeles med 22 % til Socialudvalget, 30 % til Sundheds- og Omsorgsudvalget og 48 % til Børne- og Ungdomsudvalget. Socialforvaltningen modtager således 16,5 mio. kr. årligt målrettet socialpædagoger, SOSU-assistenter, SOSU-hjælpere samt sygeplejersker. Fordelingen mellem forvaltningerne er baseret på fordelingen af antal medarbejdere inden for de relevante faggrupper.
Socialforvaltningen har afholdt indledende møder med de forhandlingsberettigede organisationer.
Løsning
I det følgende skitseres de temaer for Socialforvaltningens brug af puljemidlerne, der tegner sig på forvaltningens område. Temaerne skal ses i sammenhæng med de tilsvarende drøftelser mellem de faglige organisationer og hhv. Børne- og Ungdomsforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.
Socialforvaltningen har holdt indledende møder med Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS), Socialpædagogerne (SL), FOA Social- og Sundhedsafdelingen (FOA-SOSU) og Dansk Sygeplejeråd (DSR). Socialforvaltningen arbejder på den baggrund med følgende overordnede temaer:
- Engangstillæg til medarbejdere, der har været ansat længe (fastholdelse) – fx engangsvederlag efter ansættelse i Københavns Kommune i en årrække
- Engangstillæg til medarbejdere (fx nyuddannede), der har været her i en kortere periode (for at nedbringe antallet af korttidsansættelser)
- Seniorordninger (+55) - kan fx omfatte nedsat arbejdstid med fastholdelse af løn- og/eller pensionsniveau og/eller tilpasning af arbejdsopgaver under hensyn til den enkeltes behov.
- Tillæg til særligt udsatte grupper/områder fx tillæg til praktikvejledere på SOSU-området, tillæg til aften/nattevagter samt supervision til sygeplejersker.
Økonomi
Økonomien er indeholdt i sagen.
Videre proces
De konkrete temaer og tiltag skal forhandles og aftales nærmere med de faglige organisationer. Forvaltningen forventer, at der sker en evaluering undervejs i perioden for at måle effekten af de tildelte midler, og evt. justere brug af midler på baggrund heraf.
Mikkel Boje
/ Tine Kock Nielsen
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning.
Kontorchef Tine Kock Nielsen deltog under punktets behandling.