Mødedato: 08.12.2021, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Socialudvalgets ledelsesinformation for 1. halvår af 2021

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget orienteres om udvalgets ledelsesinformationer for 1. halvår af 2021. Ledelsesinformationerne fremlægges efter udvalgets ønske samlet og omhandler et bredt udsnit af forvaltningens områder. Socialudvalget fik den 23. juni 2021 forelagt Socialudvalgets ledelsesinformation for hele 2020. Socialudvalget vil medio 2022 få forelagt en sag om ledelsesinformationer for hele 2021.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget  tager Socialudvalgets ledelsesinformation for 1. halvår af 2021 til efterretning.

Problemstilling

Socialudvalget får hvert halve år en samlet sag med de ledelsesinformationer, som udvalget har bedt om. Udvalget fik senest ledelsesinformationerne for hele 2020 forelagt den 23. juni 2021. Socialudvalget får med denne indstilling Socialudvalgets ledelsesinformationer for 1. halvår af 2021. Det bemærkes, at flere af forvaltningens områder har været præget af covid-19-situationen i 1. halvår af 2021. Det må desuden bemærkes, at overgangen til nye fagsystemer som DUBU, DOMUS og CURA i 2020 og 2021 påvirker opgørelsen af socialudvalgets ledelsesinformationer.

Løsning

I det følgende fremhæves udvalgte tendenser for 1. halvår af 2021. Bilag 1 indeholder de samlede ledelsesinformationer, samt en uddybende beskrivelse af de emner, som Socialudvalget har ønsket skulle indgå i ledelsesinformationen.

Antal borgere på venteliste til et botilbud (forsyningsforpligtelsen)

I løbet af 1. halvår af 2021 har der været et fald i antallet af borgere på psykiatriområdet, der har ventet mere end seks måneder på et botilbud (fra 32 i januar til 24 i juni). Tilsvarende har der været et fald for udsatte voksne (fra 12 i januar til 8 i juni). På baggrund af tallene fra 2. halvår vurderes udviklingen i 1. halvår 2021 dog ikke at kunne fortolkes som en nedadgående trend for hele året på psykiatri- og udsatteområdet. På handicapområdet var der i januar 11 nettoventende borgere og 12 i juni. Samlet set er forvaltningen fortsat udfordret i forhold til at leve op til forsyningsforpligtelsen. Det bemærkes, at der i Budget 2022 blev afsat 25 mio. kr. årligt i 2022-2025 til køb af pladser for borgere på udsatte- psykiatri- og handicapområdet. 

Status på sygefravær

Socialforvaltningen har på linje med stort set alle forvaltninger i Københavns Kommune oplevet en stigning i sygefraværet i forhold til 2020 og en tilbagevenden til et niveau sammenligneligt med 2019, hvor sygefraværet var 12,5 sygefraværsdage pr. medarbejder. Opgjort til og med september 2021 ser prognosen for sygefravær i Socialforvaltningen for 2021 ud til at ligge på 12,4 sygefraværsdage pr. medarbejder, hvilket er 0,5 fuldtidsdage pr. medarbejder over måltallet.

Status på sundhedsfagligt tilsyn

Grundet COVID-19 har Styrelsen for Patientsikkerhed i 1. halvår af 2021 hovedsageligt fokuseret på tilsyn på vaccinationscentre og ældreplejen. Der har derfor ikke været tilsyn på nogle af Socialforvaltnings tilbud og institutioner i denne periode. Styrelsen for Patientsikkerhed har genopstartet deres ordinære, planlagte tilsyn på sociale tilbud i 2. halvår af 2021. Status på sundhedsfagligt tilsyn indgår derfor ikke i Bilag 1 for 1. halvår af 2021, men vil indgå ved næste afrapportering, hvis der har været tilsyn.

Status på Socialtilsynet

Det socialpsykiatriske tilbud Thorupgården, under Borgercenter Voksne, fik medio maj 2021 påbud om, at tilbuddet skulle sikre, at der straks blev iværksat tryghedsskabende initiativer til at forebygge trusler, vold og indbrud på botilbuddet. Socialtilsynet aflagde Thorupgården tilsynsbesøg igen medio juni 2021, hvor der blev givet skærpet tilsyn samt to påbud. På baggrund af handleplanerne samt tilsynsbesøg den 30. september 2021 har Socialtilsyn Hovedstaden pr. 4. oktober 2021 ophævet det skærpede tilsyn samt de to påbud.  

Specialinstitutionen Amadeus (tidligere Villa Kokkedal), under Borgercenter Børn og Unge, fik anmeldt tilsynsbesøg i januar og februar 2021 samt uanmeldt tilsynsbesøg i marts 2021. Socialtilsynet traf afgørelse om skærpet tilsyn i tre måneder (jun.-aug. 2021) og udstedte fire påbud vedr. den faglige kvalitet i tilbuddet, magtanvendelser og personalegennemstrømning/vikarforbrug. De fire påbud og det skærpede tilsyn blev ophævet ved udgangen af august.

Anbringelser i Borgercenter Børn og Unge

Antallet af anbringelser svarede i 1. halvår af 2021 til niveauet for 2. halvår 2020. Dette ligger efter en periode, hvor der løbende er sket et fald i antallet af anbringelser fra år til år. Stabiliseringen i antallet af anbringelser skal ses i sammenhæng med, at der i Budget 2020 og Budget 2021 er tilført midler til området for udsatte børn og unge.

Status på den sociale hjemmepleje

Den Sociale Hjemmepleje i Socialforvaltningen overgik til journalsystemet CURA i foråret 2020. Det er endnu ikke muligt at udtrække data, der kan bruges til en valid afrapportering af kvalitetsmålene. Det har derfor ikke været muligt at afrapportere fyldestgørende for kvalitetsmålene i 2020 eller 2021. Forvaltningen forventer, at det vil være muligt at afrapportere på kvalitetsmålene med den halvårlige ledelsesinformation medio 2022.

Status på overholdelse af sagsbehandlingsfrister og klagesager

Overholdelse af sagsbehandlingsfrister er et af Socialstrategiens ’Tegn på Succes’. I Borgercenter Handicap var den gennemsnitlige sagsfristoverholdelse på 91% i 1. halvår af 2021. I Borgercenter Voksne var den gennemsnitlige sagsfristoverholdelse 85%, men pga. overgangen til det nye fagsystem DOMUS, dækker tallene kun fra januar til og med maj i 2021. I Borgercenter Børn og Unge var den gennemsnitlige sagsfristoverholdelse 88% i 1. halvår af 2021.

Socialforvaltningen modtog i 1. halvår af 2021 i alt 637 realitetsklager (klager over afgørelsen). I 1. halvår af 2021 udgjorde andelen af realitetsklager i gennemsnit 3% ift. antal afgørelser i Borgercenter Handicap og Borgercenter Voksne, og 2% i gennemsnit i Borgercenter Børn og Unge. Socialforvaltningen modtog i 1. halvår af 2021 i alt 290 formalitetsklager (klager over sagsbehandlingen). I 1. halvår af 2021 udgjorde andelen af formalitetsklager ift. antal afgørelser i gennemsnit 1% i både Borgercenter Handicap og Borgercenter Voksne, og 2% i gennemsnit i Borgercenter Børn og Unge.

På mødet den 24. november 2021 blev udvalget orienteret om Ankestyrelsens omgørelsesprocenter i sagen Danmarkskortet over omgørelsesprocenter på socialområdet for 2020. I Københavns Kommune er omgørelsesprocenten på socialområdet generelt faldet fra 43% i 2019 til 32% i 2020, fra 52% til 37% på børnehandicapområdet og fra 52% til 38% på voksenhandicapområdet. Desuden ligger Københavns Kommunes omgørelsesprocent i 2020 på samtlige områder under landsgennemsnittet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialudvalget får næste afrapportering om diverse ledelsesinformationer for hele 2021 medio 2022.

Mikkel Boje

                                         / Ina Corydon


Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning. 

Vicedirektørerne Mette Boskov Vedsmand, Lise Stidsen Vandahl og Anders Møller Jakobsen deltog under punktets behandling.

Til top