Mødedato: 08.11.2006, kl. 16:00

Medlemsforslag fra Frank Hedegaard (F): Forslag til bekæmpelse af Trafficking

Medlemsforslag fra Frank Hedegaard (F): Forslag til bekæmpelse af Trafficking

Socialudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 8. november 2006

 

 

2.      Medlemsforslag fra Frank Hedegaard (F): Forslag til bekæmpelse af Trafficking

 

SUD 400/2006  J.nr. 400/2006

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Forslag til bekæmpelse af Trafficking                                      

Fremsat af. SF.

 

Frank Hedegaard (F) indstiller,

 

At Socialudvalget anmoder Socialforvaltningen nedsætte en taskforce i København, der skal koordinere bekæmpelsen af trafficking.

 

At Socialudvalget godkender, at denne taskforce sammensættes af repræsentanter fra Socialforvaltningen, Sundhedsforvaltningen, Politiet, Socialministeriet og NGO'er (f.eks. Redens Stop kvindehandel, Red Barnet, fagforbundet 3F, Videns- og Formidlingscenter for socialt udsatte og Landsorganisation af Kvindekrisecentre).

 

At Socialudvalget anmoder Socialforvaltningen rette henvendelse til Ligestillings- og Socialministeren med henblik på, at denne taskforce i København integreres i Arbejdsgruppen for handel af kvinder og indarbejdes i regeringens ny handlingsplan til bekæmpelse af handel med kvinder (jan. 2007).  

 

Begrundelse:

Den økonomiske globalisering indebærer også en globalisering af handlen med sexslaver og sexindustrien, da sex er blevet en vigtig handelsvare på globalt plan. Det skønnes, at omsætningen i den illegale sexindustri på årsbasis er større end det samlede militærbudget på verdensp lan (5-7 mia. USD). FN anslår, at 4 mio. mennesker, mest kvinder og børn, årligt transporteres rundt i og imellem forskellige lande med henblik på seksuel udnyttelse. Tusindvis af kvinder i den fattige del af verden forfølger således hvert år et håb om fast arbejde, større velstand og en vej ud af desperationen. Men for mange ender håbet som et mareridt med vold og tvungen prostitution i et snusket bordel i et fremmed land langt væk hjemmefra. De er røget i kløerne på internationale mafianetværk, der nådesløst profiterer på kvindernes desperation. Det er moderne slavehandel - også kendt under det mere neutrale ord "trafficking". Cirka 500.000 personer blev i 1996 bragt ind i EU på ulovlig vis. Hen ved 90 % blev bragt til en medlemsstat for at blive udnyttet seksuelt.

Igennem de seneste år er trafficking steget kraftigt i København, hvor der ses en stigning af kvinder, især fra de Baltiske lande og Nigeria og vi ved, at flere af disse kvinder er mindreårige under 18 år.

 

Overfor trafficking-problemet er der igangsat flere tiltag i København, men de er i dag ikke koordineret, således at der sker en sammenhængende indsats. På mødet den 28. september 2006 mellem Socialudvalget og Lokalnævnet for Politisamarbejdet i Storkøbenhavn blev SFs forslag om en taskforce, der kan koordinere indsatsen, positivt modtaget og i den forbindelse udtalte politidirektør Hanne Bech Hansen og Kriminalinspektør Per Larsen "at der er et stort behov for at få en samlet tværgående indsats". En taskforce vil derfor kunne danne rammen for denne nødvendige koordination, så bekæmpelsen at trafficking kan intensiveres

 

Den politimæssige indsats kan ikke stå alene og skal forankres med den sociale. Den sociale indsats kan på samme måde ikke stå alene, men har i høj grad brug for den indsats der ydes af de frivillige NGO'er. Det underbygges af COWI evalueringsrapporten (oktober 2006) hvor de tvær-sektorielle tiltag vurderes at have den bedste effekt overfor kvindehandel.

 

Henvendelsen til Ligestillings- og Socialministeren skal forankre den københavnske indsats med den landsdækkende handlingsplan. Selvom kommunen kun er forpligtiget til at hjælpe i forhold til kvinder med opholdstilladelse i Danmark, så er Socialforvaltningens deltagelse nødvendig i bekæmpelsen af trafficking, alene ud fra kommunens opsøgende virksomhed i prostitutionsmiljøet.

SF vil gerne være med til at fastholde, at indsatsen imod kvindehandel ikke alene består i at forberede en hjemsendelse af kvinderne, men at man bevarer fokus på årsagerne og mulighederne for at reducere og bekæmpe trafficking.

 

Frank Hedegaard SF

 

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 8. november 2006

Ninna Thomsen (F) overtog Frank Hedegaards medlemsforslag

 

 

Med følgende tilføjelse til overskriften og 1. "at" "…af kvinder, mænd og børn til sexindustrien i Danmark, bad et enigt udvalg bad forvaltningen om, at udarbejde en indstilling, som dels beskriver, hvilke koordinerende tiltag der foregår i dag, og hvilke tiltag man kunne forestille sig, der kunne iværksættes inden for rammen og hvilke tiltag kunne iværksættes uden for rammen med angivelse af økonomi, herunder mulige finansieringsmuligheder,  f.eks. handlingsplan i forhold til handel med kvinder.

 

Peter Schlüter (C) ønskede følgende protokolleret:

"C tilslutter sig indstillingen under forudsætning af, at denne udelukkende omhandler trafficking med prostitution for øje."

 

 


 

Til top