Mødedato: 08.11.2006, kl. 16:00

Status for genopretningsprojekt på hjemmeplejeområdet (bilag)

Se alle bilag

Status for genopretningsprojekt på hjemmeplejeområdet (bilag)

Socialudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 8. november 2006

 

 

8.      Status for genopretningsprojekt på hjemmeplejeområdet (bilag)

 

SUD 409/2006  J.nr. 409/2006

 

 

INDSTILLING

Socialforvaltningen indstiller,

 

at Socialudvalget tager orienteringen vedrørende Socialforvaltningens genopretningsprojekt på hjemmeplejeområdet til efterretning.

 

 

RESUME

Som følge af en række økonomiske, styringsmæssige og organisatoriske problemstillinger iværksatte Socialforvaltningen primo 2006 et større genopretningsprojekt på hjemmeplejeområdet jf. SUD 269/2006.

I følgende orientering gives en status på genopretningsprojektet samt en opdateret tidsplan for implementering af projektets tiltag.

Den primære indsats i resten af 2006 er reorganisering af hjemmeplejens BUM-model, der skal sikre en mere konsekvent adskillelse af bestiller- og udførermodellen samt sikre et bedre arbejdsmiljø med faglig og ledelsesmæssig sparring i visitationen.

 

SAGSBESKRIVELSE

Socialudvalget blev d. 7. juni 2006 orienteret om Socialforvaltningens iværksættelse af et større genopretningsprojekt på hjemmeplejeområdet som følge af en række økonomiske, styringsmæssige og organisatoriske problemstillinger. I orienteringen fremgik en foreløbig præsentation af projektet med de mest presserende problemstillinger på hjemmeplejeområdet for at give en orientering om de tiltag, som igangsættes for at imødekomme disse. (SUD 269/2006).

Socialforvaltningens hjemmepleje er organiseret i handicapcentrene, der leverer hjemmepleje til handicappede og socialcentrene, der leverer hjemmepleje til psykisk syge og misbrugere. 

I følgende orientering gives en endelig præsentation af projektet samt en status på projektet med opdateret tidsplan. Endvidere redegøres for organiseringen af genopretningsprojektet.

Tidsplan for genopretningsprojektet

Genopretningsprojektets overordnende formål at sikre effektivitet og kvalitet i hjemmeplejen. Dette sikres gennem syv delprojekter, der afvikles i to faser. Genopretningsprojektets delprojekter og tidsperspektivet fremgår af tabel 1.

Tabel 1. Oversigt over hjemmeplejeprojektet

Fase

Delprojekt

Tidsperspektiv

Fase I:

De styrings-mæssige og økonomiske problemstillinger

1. Organisatorisk adskillelse af bestiller og udfører (samling af visitationen)

Implementeres pr. 1. marts 2007

(fra handicapcentrenes vedkommende pr. oktober 2006)

2. Kvalitetsstandarder

SUD-godkendelse: Februar. 2007

Implementering frem til medio 2007

3. Den økonomiske styring*

2006-2007

4. Kontraktindgåelse med private leverandører

Hele 2007

5. Nyt omsorgssystem

Ultimo 2006 – ultimo 2008

Fase II:

De faglige og organisatoriske problemstillinger

6. Kvalitet i hjemmeplejen

2008-2009

7. Implementering af Fælles Sprog II

2008-2009

*Inkl. timeprisberegninger

 

I vedlagte bilag præsenteres genopretningsprojektets problem-stillinger indenfor de syv delprojekter.

Delprojekt 6 vedr. kvalitet i hjemmeplejen er placeret i fase 2 og var tiltænkt at blive iværksat i 2008-2009. En række af disse tiltag er imidlertid allerede planlagt iværksat i 2007 i en række tværgående projekter i Socialforvaltningen. Genopretnings-projektets styregruppe vil på den baggrund revurdere indsatsen i fase 2. 

Socialudvalget godkendte d. 18. januar 2006 nye kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp (SUD 27/2006). Samtidig godkendte Socialudvalget, at kvalitetsstandarderne revideres og forelægges Socialudvalget til godkendelse medio 2006. Dette som følge af, at en række af høringssvarene i forbindelse med revisionen af kvalitetsstandarderne ikke blev indarbejdet. Endvidere fungerer kvalitetsstandarderne ikke i tilstrækkelig grad som styringsværktøj.

Delprojektet er væsentligt forsinket som følge af en lang række øvrige tiltag på hjemmeplejeområdet – herunder revisions-undersøgelse af priskrav i 2002-2005, timeprisberegning for 2006 samt iværksættelse af en række tiltag for at imødekomme det forventede merforbrug på handicapområdets hjemmepleje (jf. SUD 261/2006). Nye kvalitetsstandarder forventes derfor forelagt Socialudvalget i februar 2007.

Organisering af genopretningsprojektet

Genopretningsprojektet er organiseret med en projektleder, en styregruppe og en følgegruppe. Følgegruppen består af ledelses- og medarbejderrepræsentanter for social- og handicapcentrene samt repræsentanter for de faglige organisationer. Følgegruppens ansvar er at bistå med behovsafklaring og faglig accept, give faglig sparring til projektet samt bistå implementering af projektet. Projektets organisering er yderligere uddybet i vedlagte bilag.

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Socialforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

Ingen

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

 

HØRING

Ingen

 

BILAG

Notat af 23. oktober 2006 "Status for genopretningsprojekt på hjemmeplejeområdet"

 

 

 

Grethe Munk   / Jens Elmelund

 


 

Til top