Etablering af opgangsfællesskab til 20 borgere med handicap i ældreboligafdelingen Husum Vænge
Indstilling og beslutning
1. at Socialforvaltningen overtager anvisningsretten fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til 24 ældreboliger i Husum Vænge, 2700 Brønshøj til brug for et opgangsfællesskab for borgere med handicap (heraf 20 boliger til beboelse og 4 til service- og fællesareal).
Derudover indstiller Socialforvaltningen, at Socialudvalget anbefaler Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen at godkende,
2. at der gives en anlægsbevilling på 1,852 mio. kr. i 2014 (2014 p/l) til etablering af service- og fællesareal i Husum Vænge, samt tomgangsleje og flytteudgifter. Finansieringen sker ved konvertering af driftsmidler til anlægsmidler, jfr. bilag 1.
3. at det servicemåltal på 1,852 mio. kr., der frigøres i 2014 som følge af konvertering af driftsmidler til anlægsmidler, tilfalder servicebufferpuljen under Økonomiforvaltningen.
4. at Københavns kommune indgår lejekontrakter med boligselskabet SAB for 12 af de 24 boliger. Af de 12 boliger skal 8 anvendes som servicelovsboliger for unge med handicap på kontanthjælp (ca.506 m2), mens 4 boliger (ca. 241 m2) skal indrettes og anvendes som service- og fællesareal. For de sidste 12 boliger indgår SAB lejekontrakt direkte med beboerne med handicap.
5. at deponeringen på 18,979 mio. kr. for de 8 servicelovsboliger og de 4 boliger til service- og fællesareal (ialt ca. 747 m2) i Husum Vænge modregnes med frigjort deponering fra lejemål opsagt af Socialforvaltningen jfr. bilag 1.
Problemstilling
Socialforvaltningen har nu mulighed for at etablere 20 bofællesskabspladser ved at etablere et opgangsfællesskab med 20 boliger i ældreboligbebyggelsen Husum Vænge. Dermed vil alle 48 pladser være under etablering.
Udvalgene skal derfor tage stilling til, at anvisningsretten til boligerne i Husum Vænge overdrages fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til Socialforvaltningen.
Efterfølgende skal Borgerrepræsentationen tage stilling til en anlægsbevilling til etablering af service- og fællesareal, samt til indgåelse af lejekontrakt og deponering.
Løsning
Der er behov for, at 4 af boligerne i Husum Vænge omdannes til service- og fællesareal. De 4 boliger skal defor bygges om, så de kan benyttes af personalet til de administrative funktioner i forbindelse med opgangsfællesskabet og af opgangsfællesskabets beboere til fællesarealer til fællesspisning, ophold og aktiviteter. Service- og fællesarealerne skal indeholde kontorer, møderum, frokoststue, køkken, fællesstue, aktivitetsrum og toiletter.
Beboerne i det kommende opgangsfællesskab vil som udgangspunkt være yngre borgere med en mildere grad af udviklingshæmning. Ud fra erfaringer fra andre ældreboligafdelinger vil de kunne fungere godt sammen med de ældre i en almen ældreboligforening. De er langt hen ad vejen selvhjulpne, og de kan selv købe ind, lave mad og gøre rent med støtte fra pædagogisk personale. I dagtimerne vil de fleste unge være tilknyttet et aktivitetstilbud i form af dagtilbud, støttet beskæftigelse eller et uddannelsesforløb, hvor de opholder sig de fleste hverdage.
En del af beboerne vil være på kontanthjælp. Derfor vil 8 af de 20 boliger blive etableret som boliger efter serviceloven, så Socialforvaltningen kan fastsætte en opholdsbetaling, som de unge med kontanthjælp kan betale.
Beboerne i de øvrige 12 boliger vil være på førtidspension og derved have råd til at betale huslejen i de almene boliger. Huslejen vil efter støtte udgøre ca. 5.100 kr. om måneden for en lejlighed på 64 m2 med eget bad og køkken. Boligerne er af lidt forskellig størrelse, min. 56 m2 - max. 67 m2, og huslejen vil derfor variere efter størrelse.
Personalet vil efter behov være til stede i dag- og aftentimerne (08 - 21). For at skabe tryghed i forbindelse med indflytningen vil der til relevante nuværende beboere blive udleveret en liste med kontaktoplysninger på personalet (herunder kontaktoplysninger i tidsrummet 21-08).
16 af de 20 beboere bor midlertidigt på Sølund, hvor de flyttede ind i maj 2014. De øvrige beboere vil komme fra ventelisten.
Udflytning af nuværende beboere.
For at kunne etablere opgangsfællesskaberne er det en forudsætning, at de aktuelle boliger i Husum Vænge bliver ledige. Det er frivilligt for de nuværende ældre beboere i de berørte ældreboliger, om de vil flytte til en anden opgang eller til en anden ældreboligbebyggelse, eller om de vil blive boende. Alle rimelige udgifter i forbindelse med en flytning vil blive dækket af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, der også vil være behjælpelig med at håndtere alle praktiske forhold i forbindelse med flytningen.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har en stor og god erfaring med at genhuse lejere, og har tidligere genhuset mere end 100 ældre borgere, der er blevet tilbudt flyttetilskud efter eget ønske og økonomisk råderum.
Overdragelse af anvisningsretten til de 24 ældreboliger.
For at Socialforvaltningen kan anvise borgere til de de nye boliger, skal anvisningsretten til boligerne overdrages fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til Socialforvaltningen. Anvisningsretten kan overdrages i henhold til Borgerrepræsentationens beslutning 3. november 2005 (BR573/05).
Tidsplan.
Socialforvaltningen forventer, at ombygningen af lejlighederne til service- og fællesareal kan sættes i gang andet kvartal 2015, således at opgangsfællesskabet kan tages i brug i september/oktober 2015. Ombygningstiden er sat til 4½ måned. Tidsplanen afhænger af udflytningen af de nuværende beboere.
De 16 beboere, der bor på Sølund, og som skal flytte til Husum Vænge, kan blive boende til udgangen af 2016, hvorfor en eventuel forsinkelse kun vil betyde en udsættelse af ibrugtagelse af de sidste 4 pladser fra ventelisten.
Høring.
Organisations- og afdelingsbestyrelse i boligselskabet SAB har godkendt overdragelse af anvisningsretten til Socialforvaltningen samt etablering af servicearealet. Begge bestyrelser og afdelingen er blevet orienteret om målgruppen og den støtte beboerne får.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen vil fortsætte med at orientere afdelingen og deres bestyrelse om udviklingen i projektet for at skabe størst mulig åbenhed og involvering af alle parter i forbindelse med overdragelse af boligerne. Der vil blive afholdt opfølgningsmøder med beboerne i de konkrete opgange i Husum Vænge, hvor forvaltningerne vil informere om projektet herunder om målgruppen og personalestøtten samt om mulighederne for at flytte.
Brønshøj/Husum lokaludvalg har været hørt om overdragelsen af boligerne. Lokaludvalget er overordnet set positiv overfor projektet, men udtrykker nogle bekymringer primært med hensyn til indpasning af opgangsfællesskabet i forhold til de nuværende beboere. Socialforvaltningen vil via personalet på stedet løbende tage eventuelle problemer op, hvis sådanne måtte opstå. Lokaludvalgets høringssvar fremgår af bilag 2
Ældrerådet har ligeledes været hørt i sagen, og rådet støtter overdragelse af boligerne til Socialforvaltningen, jfr. bilag 3.
Ejendomsfaglig udtalelse fra Københavns Ejendomme fremgår af bilag 4.
Effekt og status på etablering af boliger
Socialudvalget har besluttet, at der skal genetableres 48 pladser til borgere med handicap i egnede ældreboliger. Ud over de 20 boliger, der skal etableres i Husum Vænge, har Borgerrepræsentationen tidligere godkendt 28 boliger i andre ældreboligafdelinger:
- 20 boliger overtages i ældreboligafdelingen Valby Holm. Hoveddelen af boligerne vil stå klar til indflytning 1. august 2014.
- 4 boliger etableres på Pallesvej 74-76. Boligerne står klar til indflytning august 2014.
- 2 boliger etableres i ældreboligafdelingen Engholmen Nord. Boligerne ligger som en del af et eksisterende opgangsbofællesskab med 16 boliger. Boligerne forventes ledige i løbet af 2015.
- 2 boliger udvides på Peder Lykkesvej, hvor 2 boliger blev ledige. Boligerne er taget i brug.
Således vil 48 boliger være genetableret i 2015.
Med den aktuelle overdragelse af de 24 boliger i Husum Vænge vil anvisningsretten for i alt 493 ældreboliger være overflyttet fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til Socialforvaltningen siden 2006 (opgørelsen er inklusiv Kollektivhuset på Bellahøj og Bomiparken).
Økonomi
Ombygning af 4 boliger til service- og fællesareal vil medføre en udgift på i alt 1,852 mio. kr. (2014 p/l) i anlægsudgifter i Socialforvaltningen. Finansieringen dækkes af driftsudgifter på bevillingsområde Borgere med handicap, demografireguleret, funktion 5.38.52.1. Midlerne er givet til drift af bofællesskaber.
Af de 1,852 mio. kr. overføres 0,995 mio. kr. til Københavns Ejendomme. De resterende 0,857 mio. kr. forbliver i Socialforvaltningen til dækning af tomgangsleje, flytteudgifter og montering. De bevillingsmæssige konsekvenser samt periodisering over årene fremgår af bilag 1.
Driftsudgifterne til opgangsbofællesskabet dækkes indenfor Socialudvalgets ramme (bevillingsnr. 1620, handicap, funktion 5.38.50.1).
Se bilag 1. for uddybning af økonomien.
Deponering
Udgiften til deponering for de 8 servicelovsboliger og de 4 boliger, som anvendes til service- og fællesareal, forventes at udgøre 18,979 mio. kr., da der skal deponeres for ialt 747 m2. Deponeringen modregnes med frigjort deponering fra andre opsagte lejemål under Socialforvaltningen, jfr. bilag 1.
Videre proces
Anette Laigaard / Katja Kayser
Beslutning
Punktet blev godkendt