Mødedato: 08.06.2022, kl. 16:30
Mødested: Kraftværket, Vordingborggade 15, 2100 København Ø

Temadrøftelse om Borgercenter Handicap

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget introduceres gennem tre temadrøftelser til målgruppeområderne i Socialforvaltningens tre borgercentre. Med denne sidste temadrøftelse introduceres Borgercenter Handicap med fokus på målgrupper, faglige ambitioner og centrale udfordringer på området. Borgercenter Handicaps formål er at understøtte, at borgere med handicap så vidt muligt får et godt, selvstændigt og aktivt liv med adgang til at deltage i sociale fællesskaber, uddannelse og beskæftigelse. Centrale udfordringer på området er især en stram økonomi, der presses af stigende priser på køb af eksterne botilbudspladser, ændringer af målgruppen, kompleks lovgivning og rekrutterings- og fastholdelsesudfordringer. Til temadrøftelsen vil der være et oplæg, hvor også BPA-området adresseres særskilt.  

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget drøfter Borgercenter Handicaps område, udfordringer og løsninger.

Problemstilling

Socialudvalget skal gennem tre temadrøftelser introduceres til målgruppeområderne i Socialforvaltningens tre borgercentre. Med denne temadrøftelse får udvalget en introduktion til Borgercenter Handicaps centrale udfordringer, og hvordan borgercentret arbejder for at håndtere disse.

Løsning

Målgruppen i Borgercenter Handicap er borgere mellem 0 og 65 år med forskellige grader af fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, der bl.a. omfatter bevægelseshandicap, hjerneskade, autisme, høre- og synshandicap, forskellige grader af udviklingshæmning, multiple funktionsnedsættelser, men også diabetes og stomiopererede og andre kortere eller længerevarende sygdomme. Der er stor variation i målgruppens behov, fra få konkrete behov for kompensation med fx et hjælpemiddel til borgere med omfattende social- og sundhedsfaglige udviklings- og støttebehov mange timer i døgnet.

Ambitionen er at understøtte og skabe forudsætningerne for, at københavnere med handicap så vidt muligt opnår et selvstændigt liv og høj livskvalitet, fx med fokus på skole, uddannelse og beskæftigelse og med særlige fællesskaber på egne dag- og døgntilbud. Samtidig er det en ambition, at København som Danmarks største kommune skal være i front på handicapområdet til gavn for både borgere, medarbejdere og byen generelt.

Borgercenter Handicaps omstillingsplan for 2021-2024 Et godt liv med deltagelse i fællesskabet er rammen om, hvordan de høje faglige ambitioner omsættes inden for de rammevilkår, der er på området. Københavns Kommune har desuden en handicappolitik 2018-2022, der tegner de store linjer for samtlige forvaltningers arbejde på handicapområdet. Handicappolitikken revideres med henblik på en ny periode fra 2023, og udvalget forelægges et udkast efter sommerferien 2022.

Større støttebehov hos borgere på botilbud

Borgercenter Handicap har i flere år haft stigende udgifter på botilbudsområdet. Det skyldes dels, at der er en stigning i antallet af borgere, der har brug for en botilbudsplads og dels  stigende enhedspriser ved køb af eksterne botilbudspladser. Når forvaltningen køber eksterne pladser, skyldes det manglende kapacitet på egne tilbud, kompleksitet i konkrete borgeres behov, som ikke kan imødekommes i egne tilbud, eller at borgere ønsker at benytte sig af muligheden for frit valg af længerevarende botilbud efter servicelovens § 108.

Botilbudsområdet udgør ca. halvdelen af Borgercenter Handicaps budget, og det er en stor udfordring, at de stigende udgifter kontinuerligt overstiger demografitilskrivningen samlet set. Et merforbrug på botilbudsområdet skal nemlig modsvares af et mindreforbrug på andre af centrets budgetområder, hvilket udfordrer styring af udgifterne på området. Borgercentret har derfor fokus på at øge kapaciteten på forvaltningens egne tilbud og gøre de kommunale botilbud endnu mere attraktive for borgerne gennem en øget specialisering og styrket fokus på kvalitet. Konkrete tiltag til at øge kvaliteten indeholder bl.a. socialpædagogisk kompetenceudvikling og ansættelse af flere medarbejdere med en sundhedsfaglig profil. Dertil har forvaltningen gennem en periode arbejdet med at øge flowet på forvaltningens midlertidige botilbud, hvilket både bidrager til at frigive botilbudspladser samt understøtter ambitionen om, at flere borgere med handicap støttes til at leve et selvstændigt liv, jf. udvalgets drøftelse af forsyningsforpligtelsen på mødet den 20. april 2022.

Stor kompleksitet i lovgivningen, blandt andet i forhold til BPA

Lovgivningen på handicapområdet stiller store krav til sagsbehandlernes faglighed, og samarbejdet og dialogen med borgerne er centralt, men ikke altid let. Afgørelser skal træffes på baggrund af en konkret og individuel vurdering og ud fra en helhedsorienteret vurdering af borgerens livssituation og relevante oplysninger herom. Udover den relevante lovgivning (fx serviceloven, retssikkerhedsloven og forvaltningsloven) skal sagsbehandleren inddrage Ankestyrelsens principafgørelser, beslutninger af politisk eller administrativ karakter, fx politisk fastsatte sagsbehandlingsfrister og serviceniveauer.

Den seneste tid har særligt afgørelser om borgerstyret personlig assistance (BPA) været genstand for politisk og pressemæssig opmærksomhed. En borgers ønske om den ofte mere fleksible BPA-ordning stemmer ikke altid overens med forvaltningens vurdering af, om borgeren opfylder de lovgivningsmæssige kriterier for en BPA-ordning eller af, om borgerens behov kan imødekommes med en anden type indsats Det er muligt politisk at beslutte at udvide målgruppen for BPA-ordningen til også at omfatte borgere, der ikke har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne (jf. servicelovens § 96, stk. 3) Socialudvalget valgte den 21. oktober 2009 ikke at benytte denne mulighed i Københavns Kommune. Den 1. september 2021 blev muligheden igen drøftet i Socialudvalget, uden at beslutningen fra 2009 blev ændret. Til baggrund er vedlagt bilag 1 om borgerstyret personlig assistance og kontant tilskud til ansættelse af hjælpere.  

Sagsbehandlingsområdet har gennem mange år været genstand for kritisk interesse både nationalt og i Københavns Kommune. Borgercenter Handicap er lykkedes med at starte en positiv udvikling på området gennem flere års fokuseret indsats for at nedbringe sagsbehandlingstider, antallet af klager og omgørelsesprocenten i sager behandlet i Ankestyrelsen, og Københavns Kommune ligger under landsgennemsnittet. En aktuel udfordring for borgercenteret er imidlertid en markant øget tilgang af børn og unge med autismespektrum forstyrrelser. Høj rettidighed og faglig kvalitet er et kontinuerligt fokuspunkt, ligesom borgercenteret prioriterer at styrke borgermødet og brugerinddragelsen for derigennem at styrke sagsbehandlingen, tilfredsheden og reducere antallet af klager.

Flere københavnere med autisme og flere ældre med handicap

Målgruppen af københavnere med handicap har ændret sig i de senere år. Særligt er der en større stigning i andelen af børn, som får diagnosen infantil autisme, men også flere voksne får stillet en diagnose inden for autismespektret. Derudover er målgruppen ændret i takt med, at levealderen generelt er stigende, hvilket øger risikoen for at udvikle et handicap, samtidig med at københavnere, der er født med et handicap, glædeligt også lever længere. 

Borgercenter Handicap arbejder derfor målrettet med højere faglig specialisering i tilbudstyper og målgrupper, ligesom der er fokus på at sikre den rette kapacitet i de rette typer af tilbud. Et eksempel på det er udvikling af tidlige forebyggende indsatser som  gruppetilbud til unge med autisme, der kan have gavn af at spejle sig i hinanden. De forebyggende indsatser har fokus på at understøtte et selvstændigt liv med  uddannelse og beskæftigelse.

Rekruttering og fastholdelse af medarbejdere

Borgercenter Handicap oplever – i lighed med resten af velfærdssektoren i landet – at det er blevet sværere at rekruttere og fastholde medarbejdere, der har de rette socialfaglige eller sundhedsfaglige kompetencer. En stor del af medarbejderne på handicapområdet er unge, nyuddannede eller ufaglærte, der har sparsom viden om handicapområdet og en lav grad af praksiserfaring. Det stiller krav til god onboarding introduktions- og kompetenceudviklingsforløb med specialiseret viden og handicapforståelse. Derudover skal sagsbehandlerne klædes på til at kunne navigere i det komplekse lovområde og håndtere følsomme borgersager. 

Borgercenter Handicap arbejder for at være en attraktiv arbejdsplads med hensyn til faglighed og normering. Der arbejdes desuden med kompetenceudvikling i forhold til feedback-kultur og faglig ledelse. Derudover er der igangsat et projekt med at udvide medarbejdernes egenkompetence på udvalgte områder, som skal bidrage til at styrke fagligheden og trivslen blandt medarbejdere og reducere sagsbehandlingstiden.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Mikkel Boje

                                         / Mette Boskov Vedsmand og Eva Stokbro Jensen 


Beslutning

Indstillingen blev drøftet. 

Vicedirektør Mette Boskov Vedsmand, borgercenterchef Lise Valentin Bayer og kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling. 

Til top