Status på budgetnotater i proces til budgetforhandlingerne 2023
Resumé
Socialudvalget orienteres om budgetnotater i proces til budget 2023, den videre proces for budgetnotater frem mod Socialudvalgets budgetseminar den 17. august 2022 og budgetforhandlingerne fra den 2. september til senest den 16. september 2022.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget tager oversigten over budgetnotater i proces til budget 2023 (bilag 1) til efterretning.
Problemstilling
Der er politiske forhandlinger om budget 2023 i perioden fra den 2. september til senest den 16. september 2022. Inden da har Socialudvalget et budgetseminar den 17. august 2022.
Forvaltningen er i gang med at udarbejde budgetnotater til brug for forhandlingerne om budget 2023. Det er muligt at bestille budgetnotater helt frem til forhandlingernes afslutning, men det er ikke alle, der kan nå at komme med i det katalog, som Socialforvaltningen sender forud for Socialudvalgets budgetseminar den 17. august 2022. Hvis budgetnotater bestilles senest den 15. juni 2022, vil forvaltningen sørge for at budgetnotaterne indgår kataloget til budgetseminaret.
Løsning
Socialudvalget får med denne indstilling et overblik over budgetnotaterne til budget 2023 og en beskrivelse af den videre proces for bestilling af budgetnotater frem mod Socialudvalgets budgetseminar den 17. august 2022 og budgetforhandlingerne.
Budgetnotater i proces
Af bilag 1 fremgår en oversigt over budgetnotater i proces til budget 2023 (pixikatalog). Oversigten indeholder en kort indholdsbeskrivelse for de enkelte budgetnotater. Budgetnotaterne er opdelt efter kategori. Det bemærkes, at oversigten er et foreløbigt øjebliksbillede. Der vil komme flere budgetnotater til, ligesom nogle muligvis vil udgå.
Budgetnotater i kategorien need to er kendetegnet ved enten at være uforudsete sager, der medfører merudgifter i budgetåret og frem, og som er forårsaget af lovgivning, udefrakommende begivenheder eller ved et lovbundet behov for etablering af nødvendig kapacitet til tiden. Budgetnotater i kategorien need to skal godkendes af Økonomiforvaltningen og opnår typisk finansiering. Som det fremgår af bilaget, forventer Socialforvaltningen både need to notater vedrørende kendte problemstillinger (”overløb”) og nye problemstillinger.
Budgetnotater i kategorien rettidig omhu er kendetegnet ved, at udgiftsbehovet vil stige, hvis finansieringen udskydes, eller der er mulighed for at opnå væsentlig ekstern medfinansiering, hvis kommunen afsætter finansiering. Budgetnotater i kategorien rettidig omhu skal godkendes af Økonomiforvaltningen. Der er ikke samme sikkerhed for at budgetnotater i kategorien rettidig omhu opnår finansiering som i kategorien need to. Under kategorien rettidig omhu fremgår Socialforvaltningens moderniseringsplan, ligesom den har gjort ved de seneste års budgetforhandlinger og overførselssager.
Oversigten (bilag 1) indeholder desuden forvaltningens aktuelle bud på specifikke udfordringer, hvor den administrerende direktør i forbindelse med budgetforhandlingerne kan præsentere tre. Dertil kommer politiske hensigtserklæringer fra tidligere budgetaftaler og overførselssager.
Desuden fremgår politisk bestilte budgetnotater af listen.
Bestilling af nye budgetnotater
Det er muligt at bestille budgetnotater helt frem til budgetforhandlingernes afslutning.
Budgetnotaterne bestilles ved at kontakte en direktør i Socialforvaltningen, Socialforvaltningens udvalgsteam på SOFDLudvalgsteamet@sof.kk.dk eller via medlemssekretæren.
Socialudvalget vil forud for budgetseminaret den 17. august 2022 få et samlet katalog med budgetnotaterne udleveret. Hvis budgetnotater bestilles senest den 15. juni 2022, vil forvaltningen sørge for, at budgetnotaterne indgår i det katalog, der sendes ud til budgetseminaret.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Ligesom sidste år vil der blive afholdt møder mellem Socialudvalget og hhv. HovedMED og de centrale råd i Socialforvaltningen forud for budgetforhandlingerne. Udvalgets møde med rådene vil finde sted i forbindelse Socialudvalgets budgetseminar den 17. august 2022. Budgetforhandlingerne forventes at løbe fra den 2. til senest den 16. september 2022. Budgettet vedtages endeligt af Borgerrepræsentationen den 6. oktober 2022.
Mikkel Boje
/ Anders Johannes Kristensen
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning.
Kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling.