Mødedato: 08.06.2011, kl. 19:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Evaluering af Sundhedsrummet og Café D.

Se alle bilag

Rambøll Management har evalueret Sundhedsrummet og Café D, der begge er tilbud til de mest udsatte stofafhængige, som opholder sig på Indre Vesterbro. Tilbuddene er omfattet af Socialudvalgets samlede plan for Vesterbro og Misbrugsplanen.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

At evaluering af Sundhedsrummet og Cafe D tages til efterretning (vedlagt som bilag 1)

Problemstilling

Som en del af bevillingen fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets såkaldte Vesterbropulje til finansiering af Cafe D. og dele af aktiviteterne i Sundhedsrummet, blev der bevilget midler til gennemførelse af en evaluering af de to tilbud. Evalueringen er gennemført af Rambøll Management. Evalueringen skal forelægges Socialudvalget.

Løsning

Sundhedsrummet og Dugnad Cafeen åbnede november respektive december 2008. Evalueringen dækker perioden siden åbningen af de to tilbud og frem til maj 2011. De væsentligste resultater fra evalueringen er beskrevet herunder:

Café D og den tidligere Cafe Dugnad

Det fremgår af evalueringen, at Cafeen giver brugerne et frirum fra livet på gaden, og tilbyder mad, drikke, adgang til toiletter og menneskeligt samvær.

Adgangen til toiletter har siden caféens etablering været præget af stofindtag og -handel. For at begrænse dette mest muligt har man siden virksomhedsoverdragelsen fra Dugnad til Mændenes Hjem indført en toiletansvarlig, der regulerer brugen af toiletter, og sikrer at brugerne maksimalt opholder sig 20 minutter på toilettet. Det fremgår af evalueringen, at der er brugere der kommer sporadisk på pladsen foran caféen, primært for at indtage stoffer, men som også benytter cafeens toiletter til dette formål. Siden virksomhedsoverdragelsen har man som nævnt arbejdet målrettet med denne problematik, og strammet toiletpolitikken i forhold til tidligere praksis. Man arbejder fortsat på at finde løsninger, der modvirker brug af toiletterne til stofindtagelse, men som samtidig tilgodeser brugernes behov for adgang til toiletter.

Der har været, og er, en stor søgning til tilbuddet, og 2/3 af brugerne kommer i cafeen dagligt eller flere gange om ugen. 80 % af brugerne er mænd, og hovedparten er mellem 25 og 55 år. Godt halvdelen er fra Danmark, ca. 30 % er hjemløse.

Brugernes tilfredshed med tilbuddet er meget stor. Rambøll Management konkluderer, at cafeen når en relevant og meget udsat målgruppe, og at cafeen dækker væsentlige behov hos brugerne.

Medarbejdere og frivillige i tilbuddet fortæller, at de undertiden har svært ved at håndtere konflikter i brugergruppen, og at de savner viden om tilbud og muligheder i kommunen i forhold til de brugere der efterspørger dette. Der er efter virksomhedsoverdragelsen sat en proces i gang, der skal styrke medarbejdergruppens kompetencer i forhold til disse punkter.

Sundhedsrummet

I evalueringen beskrives Sundhedsrummet som et tilbud til mennesker, der ikke formår at benytte sig af det etablere sundhedsvæsen.

Der tilbydes en række sundhedsfaglige ydelser (behandling af sår, infektioner, vaccination mod leverbetændelse, ordination af medicin, henvisninger og følgeskab til hospitaler, egen læge, mv.), men også socialfaglig ydelser.

Der er kontakt med ca. 300 brugere i løbet af en uge. Brugerne er overvejende mænd i alderen 30 – 50 år. Lidt mere end halvdelen er danske statsborgere.

Rambøll Management vurderer, at tilbuddet når en stor og relevant målgruppe, og at tilbuddet har en væsentlig skadesreducerende effekt.

Lokalsamfundet

I evalueringen beskrives det, at etableringen af Sundhedsrum og café har flyttet den åbne stofscene fra Marie Kirkeplads og tilliggende gader til Kødbyen. Både beboere og andre aktører tæt på caféen fortæller, at de oplever langt flere gener fra den åbne stofscene efter åbningen af cafeen.

Det konkluderes, at man samlet set ikke har hverken mindsket eller forøget generne fra den åbne stofscene. Det survey der er gennemført blandt et repræsentativt udsnit af Vesterbros beboere viser ingen ændringer i oplevede gener fra 2009 til 2011, det gælder både blandt beboerne generelt, men også blandt de beboere, der bor tættere på café D. Der er således en diskrepans mellem hvad der findes ved de kvalitative interviews og ved surveyundersøgelsen, en diskrepans, som må antages at kunne tilskrives metodemæssige forhold, bl.a. det forhold, at surveyundersøgelsen begge år er gennemført i januar måned, hvor generne fra stofbrugerne er mindst.

Den registrerede kriminalitet i cafeens nærhed har ikke ændret sig væsentligt fra 2008 til 2010. Der er dog sket en stigning i antallet af tyverier på 11 %, men et fald i narkokriminalitet, det sidste formentlig sfa. en ændring i politiets praksis.

Samarbejdet mellem Sundhedsrummet og Café Dugnad

Der var ved etableringen af Sundhedsrummet og den daværende Café Dugnad en forventning om tæt samarbejde mellem de to tilbud. Denne forventning er ikke blevet indfriet af mange grunde, og samarbejdet har været vanskeliggjort af de to tilbuds forskellige åbningstider. Det lykkedes aldrig at etablere et egentligt partnerskab mellem de to tilbud, og bl.a. af den grund opsagde Socialudvalget partnerskabsaftalen med Dugnad i oktober 2010. Socialudvalget besluttede efterfølgende, at Sundhedsrummet og caféen fra d. 1. januar 2011 skulle samles til et fælles projekt med en fælles ledelse og Mændenes Hjem som driftsherre. Med den nye organisering er der sket en harmonisering af åbningstiderne for de to tilbud, og Sundhedsrummet og caféen vil fremover i højere grad fremstå som et samlet tilbud.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Rambølls Managements evaluering viser, at Sundhedsrummet og Caféen opfylder nogle vitale behov for brugerne. Finansieringen af Sundhedsrummet og Cafe D, som i høj grad har været statslige puljemidler, ophører med udgangen af 3. kvartal 2011. Socialforvaltningen vil ansøge om midler til en forlængelse af det samlede tilbud fra 4. kvartal 2011, men afventer aktuelt, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet udmelder en ny pulje til ansøgning. Der skal derudover findes kommunal medfinansiering, hvis tilbuddene skal fortsættes. Der er fremsat ønskeforslag til budget 2012 herom.

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylov Larsen samt Ivan Christensen, leder af Sundhedsrummet og Cafe D  overværede punktets behandling.

 

Indstillingen blev godkendt

Til top