SUD indstilling om evaluering af partnerskabet med Dansk Flygtningehjælp
Socialudvalget skal forelægges evalueringen af partnerskabsaftalen med Dansk Flygtningehjælp om styrkelse af den frivillige integrationsindsats.
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller,
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede den 11. oktober 2007 at styrke det frivillige integrationsarbejde og afsatte 1,1 mill. kr. årligt i perioden 2008-2010 til formålet. I forlængelse heraf besluttede Socialudvalget efter en udbudsrunde at indgå en partnerskabsaftale med Dansk Flygtningehjælp. Der er nu udarbejdet en evaluering af partnerskabet.
Formålet med partnerskabsaftalen var at understøtte henholdsvis de frivillige gruppers arbejde og de etniske minioriteters sociale engagement. Dansk Flygtningehjælp har haft ansat tre frivilligkonsulenter, som dels har iværksæt aktiviteter i 12 udvalgte boligområder (først og fremmest Mjølnerparken, Akacieparken, Lundtoftegade, Urbanplanen og Sundholmsvejskvarteret), og som dels har understøttet de frivillige. Indsatserne dækker bl.a. lektiecaféer, pige- og drengeklubber, mentorforløb samt kurser for frivillige.
Socialudvalget har fået en årlig status på aftalen, og Socialforvaltningen har nu udarbejdet en evaluering af partnerskabet.
Løsning
Evalueringens overordnede konklusion er, at denne type partnerskab, hvor frivillige inddrages som aktive bidragsydere, giver mulighed for - for relativt få midler - at gennemføre en bred og omfattende integrationsindsats i udsatte boligområder i København.
Desuden vurderes det, at Dansk Flygtningehjælp generelt har opfyldt de konkrete resultater, som var opstillet i forandringsteorien for partnerskabsaftalen (se den samlede rapport).
Evalueringen har haft fokus på henholdsvis brugernes tilfredshed med aktiviteterne, de frivilliges oplevelse samt erfaringer med samarbejdet.
Ad 1) Evaluering af aktiviteterne (Karrierebibliotek og Guideprojekt)
Det vurderes, at tilbuddet om at kunne møde en frivillig med et særligt job og/eller uddannelse i KarriereBiblioteket, er blevet vel modtaget af de unge. Alle de unge, som har besvaret evalueringsskemaet efter deres ’lån’ af en frivillig, har svaret, at de har været tilfredse med deres ’lån’. Forvaltningen konkluderer, at tilbuddet er med til at give ’lånerne’ ny viden om uddannelser og jobmuligheder, som de ikke har kunnet få andre steder.
Brugerundersøgelsen blandt unge, der er blevet matchet med en mentor igennem Guideprojektet, viser også positive resultater. En relativ stor andel af de unge (48 %) svarer, at de er startet på en uddannelse eller i job med hjælp fra deres guide. Ved gennemførelsen af brugerundersøgelsen er disse unge stadig i job og/eller i uddannelse. Mentorordningen har også bidraget til at styrke de unges muligheder for integration, da en væsentlig del af de unge har brugt deres mentor til at blive klogere på dansk sprog, kultur og traditioner.
Ad 2) Evaluering af de frivillige (og konsulenternes indsats)
Frivilligkonsulenterne har iværksat en række aktiviteter, der skulle ’klæde’ de frivillige på til deres arbejde. Overordnet føler de fleste frivillige sig godt ’klædt på’ til arbejdet som frivillig, og hovedparten af de frivillige, der har deltaget i kurser eller netværksdage, har haft et godt udbytte heraf.
Størstedelen af de frivillige vurderer, at den organisatoriske støtte fra Dansk Flygtningehjælp er god. Knap så mange vurderer, at de har kontakt til alle relevante samarbejdspartnere i de udsatte boligområder. En del af de frivillige oplever, at der ikke er nok frivillige til at løfte opgaven, på trods af den særlige indsats som frivilligkonsulenterne har ydet i forbindelse med partnerskabsaftalen.
Forvaltningen vurderer, at de frivilliges indsats i væsentlig grad bidrager til flere af de kortsigtede effekter opstillet i forandringsteorien for partnerskabsaftalen.
Ad 3) Evaluering af det organisatoriske
Der er generelt stor tilfredshed med samarbejdet både hos Socialforvaltningen og Dansk Flygtningehjælp. Begge parter fremhæver dog, at det kunne have været en fordel, med faste kontaktpersoner, som stod for kontakten mellem parterne. Begge parter peger på, at forvaltningens kontaktperson skal kunne brobygge til andre kommunale tilbud, for at sikre fuldt udbytte af aftalen.
Det blev også nævnt, at det er vigtigt, at aftalen er så fleksibel, at der er rum til løbende at kunne justere aktiviteter o. lign., uden at det bliver for bureaukratisk. En sådan fleksibilitet vil eksempelvis gøre det muligt at flytte indsatsen til andre boligområder, hvor behovet viser sig at være større, eller hvor der er engagerede frivillige.
Økonomi
Evalueringen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Erfaringerne fra evalueringen indgik i udarbejdelsen af udbudsmaterialet for en ny aftale, og Socialudvalget godkendte den 4. maj 2011, at der indgås en ny partnerskabsaftale med Dansk Flygtningehjælp for perioden 2011-2014.
Anette Laigaard
/Jens Elmelund
Beslutning
Kontorchef Gitte Bylov Larsen overværede punktets behandling
Indstillingen blev godkendt