Mødedato: 07.12.2022, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

B-sag. Udmøntning af § 18-særpulje til hjemløse hundeejere ifm. dyrlægeregninger og årligt sundhedstjek af de hjemløses hunde 2023

Resumé

Socialudvalget skal tage stilling til Socialforvaltningens forslag til fordeling af midler fra en særpulje på 0,525 mio. kr. til at hjælpe hjemløse hundeejere med deres udgifter til dyrlægeregninger og sundhedstjek af deres hunde. Forvaltningen har modtaget tre ansøgninger om samlet set 0,545 mio. kr. Det er tre organisationer, der har sendt en ansøgning. Midlerne blev afsat ifm. budgetaftalen 2023 og er til brug i 2023.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens forslag til fordeling af 0,525 mio. kr. fra en særpulje på 0,525 mio. kr. i 2023 til at hjælpe hjemløse hundeejere med deres udgifter til dyrlægeregninger samt sundhedstjek af deres hunde.

Problemstilling

Med budgetaftalen 2023 blev parterne enige om at afsætte midler til en pulje til at hjælpe hjemløse hundeejere med deres udgifter til dyrlægeregninger og sundhedstjek af deres hunde. Der blev afsat 0,525 mio. kr. i 2023 til en særpulje, hvor frivillige organisationer kan ansøge om økonomisk støtte til at hjælpe hjemløse hundeejere med deres udgifter til dyrelægeregninger og sundhedstjek af deres hunde. Puljen er afsat efter servicelovens § 18, hvor kommunen kan yde tilskud til foreninger, der udfører frivilligt socialt arbejde.

Løsning

Socialforvaltningen har modtaget tre ansøgninger til puljen fra hhv. Dyrenes Beskyttelse, Dyreværnet og Kirkens Korshær. Sammenlagt har de søgt for 0,545 mio. kr. til løn til vagtcentral, dyrlæger, projektledelse, assistent og administration, udstyr/midler til operationer, vaccinationer, medicin mv., internatophold inkl. kørsel, pop-up dyreklinik samt informationsmateriale. Målgruppen for indsatsen er hjemløse hundeejere. De modtagne ansøgninger opfylder betingelserne for støtte efter servicelovens § 18 til frivilligt socialt arbejde. Med de tildelte midler kan Dyrenes Beskyttelse, Dyreværnet og Kirkens Korshær tilsammen nå ud til ca. 320 hjemløse hundeejere, som kan få hjælp til at dække deres hundes sundhedsbehov, som er alt fra telefonisk vejledning, konsultationer og sundhedstjek til mere omfattende behandlinger. Forvaltningen kan ikke udelukke, at der kan være et overlap ift. antallet af brugere.

Forvaltningen foreslår nedenstående fordeling af puljen blandt ansøgerne:

Tabel 1: Oversigt over fordeling af § 18-særpulje til at hjælpe hjemløse hundeejere med deres udgifter til dyrlægeydelser og sundhedstjek af deres hunde.

Midlerne er uddelt efter følgende kriterier:

  • At formål og målgruppe i ansøgningen er i overensstemmelse med puljens formål og målgruppe, herunder at aktiviteterne i ansøgningen alene retter sig mod hjemløse personer og deres hunde
  • At ansøger er en frivillig forening og aktiviteterne foregår i København
  • At det forventede antal borgere, som får gavn af tilbuddet angives
  • At det ansøgte beløb står i fornuftigt forhold til antallet af borgere, som tilbuddet målrettes.

Ansøgningerne opfylder betingelserne for støtte efter servicelovens § 18 til foreninger, der udfører frivilligt socialt arbejde.

Annoncering af puljen
Forvaltningen har i forbindelse med puljens åbning været i kontakt med Dyreværnet, Dyrenes Beskyttelse og SAND (De hjemløses landsorganisation), som forvaltningen også var i kontakt med i forbindelse sidste års puljeuddeling. Forvaltningen har derudover undersøgt, om der skulle være andre potentielle ansøgere, og har i den forbindelse kontaktet en yderligere potentiel ansøger. Ansøgningsrunden var åben fra den 11. oktober 2023 kl. 10.00 til den 24. oktober 2022 kl. 16.00. Foreningerne har haft mulighed for at kontakte forvaltningen under puljens ansøgningsperiode med henblik på at få vejledning ved eventuelle spørgsmål vedrørende ansøgningen. Forvaltningen har desuden skrevet til både Udsatterådet og Frivilligrådet, og bedt dem om at videreformidle puljen i deres netværk.

Økonomi

Tilskud til de ansøgende organisationer kan udmøntes umiddelbart på baggrund af Socialudvalgets beslutning.

Videre proces

Socialforvaltningen vil give ansøgerne besked hurtigst muligt og senest den 23. december 2023.

Mikkel Boje

                                          / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt sammen med dagsordenen.

Til top