Mødedato: 07.12.2011, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Status på pejlemærke 10 vedr. flere hjemløse får og fastholder bolig

Status på pejlemærket om hjemløse.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget tager status for pejlemærke 10 om ”flere hjemløse får og fastholder egen bolig” til efterretning.

Problemstilling

Socialudvalget vedtog primo 2010 et pejlemærke på hjemløseområdet, der har som målsætning at flere hjemløse får og fastholder egen bolig.  Socialudvalget har endvidere besluttet at opfølgning på pejlemærker skal ske i tilknytning til en temadrøftelse, der knytter an til de initiativer og planer, der støtter op om det konkrete pejlemærke.

Løsning

Socialudvalget forelægges hermed den første status på pejlemærket.

 

I tilknytning til statussen på pejlemærket forelægges Socialudvalget forslag til løsninger af aktuelle kapacitetsudfordringer på herbergs- og kvindekriseområdet samt forvaltningens besvarelse af Socialudvalgets bestilling af 18/5-2011 med forslag til en forbedret hjemløseindsats på længere sigt. Herudover forelægges Socialudvalget status for hjemløsestrategien pr. december 2011. Tilsammen giver de fire sager udvalget mulighed for at få et overblik over området og gå i dialog med forvaltningen om hvilke konsekvenser, der bør drages på henholdsvis kort og lang sigt.


Pejlemærkets indhold

Socialudvalgets pejlemærke 10 om ”flere hjemløse får og fastholder egen bolig” opgøres på baggrund af to indikatorer:

 

Indikator 1 omhandler den gennemsnitlige opholdstid for hjemløse borgere på midlertidige botilbud efter §110 i Serviceloven (herberger). Den gennemsnitlige opholdstid er en indikator for, hvor hurtigt og hvor mange hjemløse, forvaltningen kan hjælpe videre til en egnet permanent boligform.

 

Indikator 2 omhandler andelen af hjemløse, som har fået tildelt egen bolig og som 1 år efter tildelingen fortsat fastholder egen bolig. Denne indikator siger derfor noget om, hvorvidt de hjemløse, som får tildelt egen bolig, formår at fastholde den og siger derfor noget om, hvorvidt Socialforvaltningen yder en passende støtte til borgere i egen bolig.

 

Status

Helt overordnet er status, at det er gået godt med at fastholde folk i egen bolig, mens det er gået dårligt med at få bragt den gennemsnitlige opholdstid i herbergerne ned.

 

Gennemsnitlig opholdstid (indikator 1): Den gennemsnitlige opholdstid på de midlertidige botilbud er steget fra 119 dage i gennemsnit i 2009 til 129 dage i gennemsnit i juni 2011 – jf. tabel 2.

 

 

Tabel 2: Status på indikator 1 om opholdstid på herberger til hjemløse

 

Baseline 2009

Status 2010

Status medio 2011

Mål 2013

Gns. opholdstid

119

121

129

100 dage

Indikatorværdi

5,0

4,5

2,4

10


Fastholdelse i egen bolig (indikator 2):
De foreløbige opgørelser af fastholdelsesgraden i egen bolig viser gode resultater. Pr. oktober 2011 var den gennemsnitlige fastholdelsesgrad således på 86 % for de hjemløse, der har fået tildelt egen bolig, og som fortsat bor i egen bolig et år efter anvisningen – jf. tabel 3.

 

Udenlandske effektstudier viser, at op mod 80-85 % af de hjemløse kan forventes at blive fastholdt i egen bolig gennem Housing First baserede indsatser. Socialforvaltningen har med afsæt heri valgt at fastsætte baseline for indikator 2 til 80 % med en tilhørende målsætning om at nå op på 90 % fastholdelse i 2013.

 

Tabel 3: Status på indikator 2 om fastholdelse af egen bolig

 

Baseline 2009

Status 2010

Status oktober 2011

Mål 2013

Fastholdelsesgrad

80 %

Ikke opgjort

86 %

90 %

Indikatorværdi

5,0

Ikke opgjort

8,0

10

 

Status for pejlemærke 10: Status for pejlemærket er, at udviklingen er gået fra en baseline på 5,0 i 2009 til et niveau på 5,2 pr. oktober 2011 – jf. tabel 1. Den forholdsvis lille ændring dækker over, at indikatorværdien for opholdstiden er faldet til 2,4, mens indikatorværdien for fastholdelse i egen bolig er steget til 8,0. At pejlemærket samlet set ikke viser en større udvikling skyldes med andre ord, at de positive resultater i forhold til fastholdelse i egen bolig næsten helt opvejes af den negative udvikling i opholdstider.

 

Tabel 1: Status på pejlemærke10 om flere hjemløse får og fastholder egen bolig

 

Baseline 2009

Status 2010

Status oktober 2011

Mål 2013

Indikatorværdi

5,0

Ikke opgjort

5,2

10

 

Forklaringer på udviklingen i opholdstider

Der er ikke en enkeltstående forklaring på den negative udvikling fra 2009-2011 i den gennemsnitlige opholdstid på herbergerne. Udviklingen kan bedst forklares med en øget efterspørgsel på billige boliger på grund af en markant stigning i antallet af borgere, der bliver sat ud af deres bolig. Det fører bl.a. til et øget pres på kommunens herberger, kvindekrisecentre og nødboliger, som alle har været fuldt belagt det meste af 2011. Der meldes tilsvarende om fuld belægning på alle herberger og kvindekrisecentre i Københavns omegn. Som følge af strukturel mangel på billige boliger i København, medfører den stigende efterspørgsel øgede ventetider på boliger, som forvaltningens målgrupper kan betale for. I øjeblikket er ventetiden for en bolig gennem den sociale boliganvisning på 9 måneder, hvis man maksimalt kan betale 3.000 kr. i husleje. Det betyder, at det er sværere at få borgere på kontanthjælp videre til egen bolig fra de midlertidige botilbud, hvilket kan give længere opholdstider.

 

Hertil kommer, at der opholder sig en del beboerne på kommunens herberger, der er så syge eller har så komplekse problemstillinger, at de har brug for tilbud med adgang til mere støtte, end der kan gives i de eksisterende botilbud eller i egen bolig. Til denne målgruppe etableres gennem hjemløsestrategien flere alternative plejehjemspladser, men det er langt fra nok til at imødekomme efterspørgslen, og denne gruppe af borgere oplever derfor  lange ophold på de midlertidige botilbud.

 

Forklaringer på udviklingen i fastholdelse i egen bolig

De foreløbige tal, der viser en fastholdelsesgrad på 86 % for hjemløse, der har fået anvist en bolig, og fortsat bor i egen bolig året efter, tyder på at hjemløsestrategiens satsning på housing first ser ud til at bære frugt. Dette indtryk forstærkes af, at de hjemløse, der har fået en af de nye bostøttemetoder i form af ACT- eller CTI-støtte, har haft en endnu større fastholdelsesgrad – nemlig 95 %. Dette på trods af, at ACT er for de hjemløse med meget komplekse problemstillinger, som det ikke tidligere er lykkedes af få i egen bolig eller i et andet relevant tilbud.

 

For at kunne konkludere mere entydigt på, om indsatsen også på længere sigt bidrager til en god fastholdelse, er der imidlertid brug for at følge fastholdelsen over en længere periode end kun 1 år. For eksempel er det interessant at se på, hvor stor fastholdelsen er efter 2 og 3 år samt undersøge, om der er sammenhæng mellem støtteniveauet i egen bolig og fastholdelsesgraden. På nuværende tidspunkt forelægger der imidlertid ikke tal herfor.

 

Fremadrettet indsats

Opsummerende giver statussen på pejlemærket et godt billede af de aktuelle udfordringer på hjemløseområdet. På den ene side viser pejlemærket, at det går godt med hjemløsestrategien, når først borgeren er kommet i egen bolig. Således er der gode resultater i forhold til at fastholde hjemløse i egen bolig gennem housing first baserede bostøtteindsatser. På den anden side vanskeliggøres arbejdet med housing first og et hurtigt flow af øgede ventetider på billige boliger, som bidrager til øgede opholdstider på herberg. Dette sker i en situation, hvor der er fuld belægning på herberg, kvindekrisecentre og nødboliger i København samt Københavns omegn. Med vinteren stående for døren, der traditionelt sætter yderligere pres på forvaltningens tilbud til hjemløse, er der behov for akutte tiltag for at øge flowet og/eller skabe flere pladser/boliger til målgruppen.

Med henblik på at håndtere denne udfordring, forelægges Socialudvalget en selvstændig sag med løsningsforslag til, hvordan forvaltningen på kort sigt kan løse de aktuelle kapacitetsproblemer (jf. dagsordenspunktet "Kapacitetsudfordring på herberger og krisecentre"). Herudover forelægges Socialudvalget forskellige forslag til en forstærket indsats på hjemløseområdet på længere sigt, som fremgår af forvaltningens besvarelse af Socialudvalgets spørgsmål (jf. dagsordenspunktet ”SUD-spørgsmål til hjemløsestrategien”).

Økonomi

Ingen konsekvenser.

Videre proces

Næste status på pejlemærket vil tilgå Socialudvalget ultimo 2012.

         Anette Laigaard                                                   

                                                                  /Sven Bjerre

Beslutning

Konstitueret kontorchef Eva Stokbro Jensen samt konsulent Thomas Lund overværede punktets behandling

 

Indstillingen blev godkendt

Til top