Mødedato: 07.11.2007, kl. 16:00

Flytning af Pensionatet Amagerbrogade til Bomi-Parken - høringssvar

Se alle bilag

Flytning af Pensionatet Amagerbrogade til Bomi-Parken - høringssvar

Socialudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 7. november 2007

 

 

10.      Flytning af Pensionatet Amagerbrogade til Bomi-Parken - høringssvar

SUD 416/2007  J.nr. 416/2007

 

 

 

Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede henholdsvis den 20. og 21. juni 2007 at sende Socialforvaltningens og Sundheds- og Omsorgsforvaltningens forslag til flytning af pensionat Amagerbrogade 268 til de ledige beskyttede boliger i Bomi-Parken i høring.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

 

1.      at Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget tager de indkomne høringssvar til efterretning

2.      at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at anvisningsretten for 18 beskyttede boliger og tilhørende service- og fællesareal i Bomi-Parken overgår fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til Socialforvaltningen,

3.      at Socialudvalget godkender at Pensionatet Amagerbrogade 268 indflytter permanent i ledige beskyttede boliger i Bomi-Parken,

4.      at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at der af den afsatte bevilling til ældreboliger (funktion 5.30.1.) afholdes flytteudgifter for de af Bomi-Parkens nuværende beboere, der ønsker en intern flytning, samt tomgangshusleje på ledige boliger frem til 1. december 2007, svarende til i alt 1,0 mio. kr.

 

Problemstilling

Plejecentret Bomi-Parken i Sundbyøster har 78 beskyttede boliger der på grund af deres fysiske placering og indretning ikke kan konverteres eller ombygges til plejehjemspladser. Som følge af visitationsstoppet til de beskyttede boliger er der pt. 21 ledige boliger der kan anvendes til andet formål.

 

Socialforvaltningens pensionat på Amagerbrogade 268 (døgntilbud med 18 pladser for yngre udviklingshæmmede) er opsagt fra deres lejemål med virkning fra 1. december 2007. Det er ikke muligt at forlænge lejemålet.

 

Med henblik på at udnytte den ledige boligkapacitet og samtidigt sikre egnede boliger til døgntilbudet indstillede Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget i juni 2007 at pensionatet flytter ind i de ledige beskyttede boliger i Bomi-Parken. Udvalgene besluttede i den forbindelse at sende forslaget i høring hos alle relevante parter.

 

Der er på den baggrund indkommet i alt 9 høringssvar fra bestyrelse, beboere og pårørende i Pensionatet og Bomi-Parken. I høringssvarene gives generelt udtryk for bekymring og usikkerhed vedrørende den forestående flytteproces. Samtidigt stilles der i høringssvarene en række krav til selve processen, dvs. opgaver som forvaltningerne er i fuld gang med løbende at håndtere. 

 

Løsning

Høringssvar – pensionatet Amagerbrogade 268:

Brugerrepræsentanterne stiller spørgsmål ved, om huslejen fremover vil blive højere. Jf. vedlagte bilag vil huslejen tværtimod blive mindre, når muligheden for at opnå boligstøtte indregnes. Brugergruppen er derudover bekymret over, at den hidtidige plan indebar, at nogle beboere først ville skulle flytte midlertidigt til Nørrebro og siden tilbage til Bomi-Parken, grundet manglende ledig kapacitet i Bomi-Parken. Det har siden vist sig, at der nu er tilstrækkelig ledig kapacitet, så botilbudets beboere kan flytte samlet til Bomi-Parken, om end der for at kunne samle beboerne vil være behov for at enkelte flytter internt inden for Bomi-Parken på et senere tidspunkt.

 

De pårørende er først og fremmest bekymrede for, hvad Bomi-Parkens beliggenhed betyder i forhold til brugernes mulighed for selvstændigt at kunne bevæge sig til og fra arbejde, på indkøb mv., bl.a. fordi adgangen til offentlig transport ikke er så god, som den er på Amagerbrogade. Det er Socialforvaltningens vurdering, at der i en overgangsfase kan opstå denne type problemer. Omvendt giver Bomi-Parkens beliggenhed i nærheden af Amager Strandpark og 5-øren andre muligheder, som brugere og personale må forventes at forstå at udnytte som tiden går.

 

De pårørende er endvidere bekymrede over, hvordan selve flytningen vil påvirke brugernes tilstand. Det er her Socialforvaltningens vurdering, at enhver flytning vil betyde uro og usikkerhed hos brugerne. Det er vigtigt, at personalet er opmærksom på dette, og at der arbejdes med at skabe den bedst mulige overgang. Samtidig indebærer flytningen imidlertid en betydelig forbedring af de fysiske rammer for beboerne i pensionatet, hvilket på sigt kan give bedre rammer om livet i botilbudet.

 

Høringssvar – Bomi-Parken:

Bestyrelsen samt det lokale samarbejdsudvalg fremhæver at pensionatet bør samles i et afgrænset område i Bomi-Parken, samt at der bør udformes en samlet plan for den fremtidige anvendelse af de resterende beskyttede boliger og for selve plejehjemmet.

 

Der er i øjeblikket 22 ledige beskyttede boliger i Bomi-Parken. Disse boliger ligger spredt rundt i bebyggelsen. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil så vidt muligt sikre at pensionatets beboere samles i et afgrænset område. Dette opnås ved frivillig rokering, og uden udgifter for beboerne i de beskyttede boliger, ved at tilbyde de nuværende beboere en anden og tilsvarende bolig i bebyggelsen. Forvaltningen vil igennem hele forløbet sikre, at det nuværende kvalitetsniveau i forhold til såvel de beskyttede boliger som til plejehjemmet opretholdes. De fremtidige planer for Bomi-Parken, indgår i den samlede løsning for Amager, og den overordnede planlægning afventer at opførelsen af Gyldenrisparken kommer endelig økonomisk på plads. Bomi-Parkens bestyrelse og ledelse inddrages i de fremtidige planer.

 

Sundbyøster Ældreråd samt Bomi-Parkens beboer- og pårørende råd giver udtryk for stor bekymring med hensyn til, at en større gruppe udviklingshæmmede skal flytte ind i Bomi-Parken.

 

Det er såvel Sundheds- og Omsorgsforvaltningens som Socialforvaltningens absolutte prioritet, at alle nuværende og kommende beboer i Bomi-Parken kan have en tryg og velfungerende hverdag. De fleste af beboerne på Pensionatet Amagerbrogade 268 er relativt velfungerende, men der er også beboere, der må betegnes som psykisk skrøbelige. I forbindelse med indflytningen, samt fremover, er det derfor vigtigt, at der er et stabilt personale, der kender beboernes behov, og som kan sikre det nødvendige samarbejde og kommunikation mellem de to institutioner. Med henblik på at sikre dette udarbejdes en samarbejdsaftale mellem de to institutioner.

 

Konklusion

På baggrund af de indkomne høringssvar og de tiltag der iværksættes som følge heraf, jf. ovenstående, er det forvaltningernes indstilling at pensionat Amagerbrogade 268 flyttes til de ledige beskyttede boliger i Bomi-Parken.

 

Økonomi

Socialudvalget behandlede den 10. oktober 2007 den til flytningen knyttede økonomi, jf. indstillingen vedrørende deponering i forbindelse med flytning af Pensionatet Amagerbrogade (SUD 407/2007 J.nr. 407/2007)

 

Flytteudgifter for de af Bomi-Parkens nuværende beboere, der ønsker en intern flytning, samt tomgangshusleje på ledige boliger frem til 1. december 2007 afholdes via Sundheds- og Omsorgsforvaltningens bevilling til ældreboliger, funktion 5.30.1. De samlede udgifter hermed forventes at være på 1,0 mio. kr.

 

Videre proces

Ingen bemærkninger

 

Bilag

         Høringssvar

         Socialforvaltningens notat vedr. høringssvar

         Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning fra ordinært møde 25. oktober 2007

 

 

Lene Sillasen                     Anette Laigaard


 

Til top