Status på hjælpepakke på det Sociale område
Resumé
Den 14. maj 2020 vedtog partierne bag budgetaftale 2020 at tilføre 23,8 mio. kr. af midlerne fra overførselssagen 2019-2020 til en hjælpepakke på socialområdet. Formålet med hjælpepakken er at modvirke konsekvenserne af Coronakrisen. Denne sag følger op på anvendelsen af de tildelte midler.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget tager opfølgningen på hjælpepakken på det Sociale område til efterretning
- at Socialudvalget godkender, at 0,9 mio. kr., der i den oprindelige udmøntning blev tildelt målgruppen Borgere med sindslidelse overføres til målgruppen Børnefamilier med særlige behov.
Problemstilling
Den 14. maj 2020 vedtog partierne bag budgetaftale 2020 at tilføre 23,8 mio. kr. af midlerne fra overførselssagen 2019-2020 til en hjælpepakke på socialområdet. I forbindelse med vedtagelse af aftalen blev partierne lovet en status på udmøntningen af midlerne. Derfor forelægges Socialudvalget nu en status på anvendelsen af midlerne samt forslag til ændring af fordelingen af midlerne til godkendelse.
Løsning
Der er god fremdrift i aktiviteterne på tværs af de tre borgercentre. Status for hvert initiativ kan læses i vedlagte bilag.
På børneområdet og handicapområdet forventes alle midlerne anvendt, mens der på voksenområdet er enkelte områder, hvor det ikke har været muligt at anvende alle de tildelte midler. Det betyder, at der ud af de tilførte 23,8 mio. kr. forventes et mindreforbrug på 2,6 mio. kr. fordelt med et mindreforbrug på initiativerne ”Opsporing af børn, familier og borgere” og ”Aktiviteter og ledsagelse” med forventede mindreforbrug på hhv. 1,2 mio. kr. og 1,4 mio. kr. Midlerne bliver ikke anvendt, fordi opsporingsarbejdet i regi af SKP-indsatsen allerede var styrket indenfor den eksisterende ramme samt at restriktioner ifm. Covid-19, har begrænset muligheden for tilstrækkelig variation i udbuddet af arrangementer, hvilket har betydet, at borgerens interesse i aktiviteterne, har været begrænset.
I udmøntningsaften blev 3,9 mio. kr. til initiativer vedr. ”Understøttelse af børn og unges skolegang” fordelt mellem borgercentrene. Borgercenter Børn og Unge fik bevilliget 1,1 mio. kr. som er anvendt til målrettede indsatser overfor udsatte børn og unge på konkrete skoler. Men på børne- og ungeområdet er der også været behov for mentorforløb til unge i den kommunale ungeindsats (KUI-forløb), der f.eks. skal fra 9. klasse på specialskole eller dagbehandling til Forberedende grunduddannelse (FGU). I udmøntningsaftalen blev der bevilliget 942 t. kr. til Borgercenter Voksne til unge i KUI-forløb, men da målgruppen og behovet primært er hos Borgercenter Børn og Unge, foreslår forvaltningen, at de 942 t. kr. overføres til dem i stedet.
Økonomi
Økonomien er indeholdt i sagen.
Videre proces
De bevillingsmæssige konsekvenser af indstillingen vil blive indarbejdet i førstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer.
Mikkel Boje
/ Anders Johannes Kristensen
Beslutning
Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning og 2. at-punkt blev godkendt.
Vicedirektørerne Mette Boskov Vedsmand, Lise Stidsen Vandahl og Anders Møller Jakobsen og kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling.