Beslutning om S303 - Omlægning af alkoholbehandlingstilbud efter dialog med FrederiksbergCentret
Ved 2. behandling af Socialudvalgets Budgetforslag for 2016 den 22. april 2015 vedtog Socialudvalget forslag: S303 – Omlægning af alkoholbehandlingstilbud, men med ønske om at forvaltningen gik i dialog med FrederiksbergCentret for at afdække alternative muligheder til at omlægge alkoholbehandlingstilbuddet, end at opsige samarbejdsaftalen med FrederiksbergCentret.
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller,
1. at Socialudvalget godkender Scenarie 1: At fastholde det oprindelige forslag om at opsige samarbejdsaftalen med FrederiksbergCentret og ansætte en grønlandsktalende behandler i Københavns Kommunes Alkoholbehandling, Rehabiliteringsenhed Nord.
Eller
2. at Socialudvalget godkender Scenarie 2: At opretholde samarbejdsaftalen med FrederiksbergCentret i en justeret model efter aftale med centret, som indebærer at omstillingsforslagets provenu dækkes fuldt i 2016, men kun delvist fra 2017 og frem, samt at resten af provenuet indgår, som en del af de forvaltningsspecifikke effektiviseringer i forbindelse med Budget 2017.
Problemstilling
Socialforvaltningen yder et årligt driftstilskud på 1,1 mio. kr. (2014-pl) til FrederiksbergCentret, et privat alkoholbehandlingstilbud, til udførelse af alkoholbehandling af grønlændere. Tilbuddet blev etableret i 2003 som et led i en aftale indgået mellem Socialforvaltningen og Socialministeriet om iværksættelse af en række projekter med tilskud fra den såkaldte ”Storbypulje”. Efter en 6-årig projektperiode forankredes tilbuddet med et årligt driftstilskud fra Socialforvaltningen fra 2010.
På adressen Esplanaden yder FrederiksbergCentret et forholdsvist intensivt behandlingstilbud efter Minnesota-metoden og råder over grønlandsktalende behandlere. I 2013 har FrederiksbergCentret iværksat i alt 26 behandlingsforløb, hvoraf 18 gennemførtes fuldt ud. For de gennemførte forløb var den gennemsnitlige behandlingstid 10,1 uger, mens de afbrudte forløb havde en gennemsnitsvarighed af 1,6 uger, svarende til en gennemsnitspris på ca. 5.867 kr. pr. behandlingsuge. Til sammenligning er gennemsnitsprisen for én behandlingsuge i den kommunale Alkoholenhed ca. 500 kr. Priserne er dog ikke helt sammenlignelige, idet FrederiksbergCentret yder et mere intensivt behandlingsforløb. Det er Socialforvaltningens vurdering, at kommunens egen Alkoholenhed vil kunne sammensætte et behandlingstilbud målrettet grønlændere, men til en billigere enhedspris end FrederiksbergCentret.
Ved 2. behandling af Socialudvalgets Budgetforslag for 2016 den 22. april 2015 vedtog Socialudvalget forslag: S303 – Omlægning af alkoholbehandlingstilbud, men med ønske om at forvaltningen gik i dialog med FrederiksbergCentret for at afdække alternative muligheder til at omlægge alkoholbehandlingstilbuddet, end at opsige samarbejdsaftalen med FrederiksbergCentret.
Løsning
Socialforvaltningen har været i dialog med FrederiksbergCentret og på den baggrund er der opstillet to scenarier. Scenarie 1: Fastholdelse af omstillingsforslag S303 og Scenarie 2: Justeret aftale med Frederiks-bergCentret. De to scenarier beskrives nedenfor.
På baggrund af en faglig vurdering, vurderes det, at de grønlandske borgere vil få et bedre tilbud ved at misbrugsbehandlingen af denne gruppe lægges ind under tilbudsviften på rehabiliteringscenter Nord i forhold til reduceret tilbud hos FrederiksbergCentret. Samlingen af misbrugsbehandlingen ligger godt i forlængelse af Socialforvaltningens omlægning af det samlede misbrugsområde.
Socialforvaltningen anbefaler scenarie 1 – at fastholde det oprindelige forslag S303, ud fra en samlet vurdering af både faglighed og økonomi. Ud fra en faglig vurdering får borgere en mere sammenhængende og helhedsorienteret indsats som samlet set resulterer i større effekt end det nuværende tilbud som gives i FrederiksbergCentret. Hertil kommer, at indsatsen i scenarie 1 tilrettelægges mere effektivt og bør anvende færre ressourcer pr. forløb. Fastholdes det oprindelige omstillingsforslag opnås oprindeligt provenu jf. nedenstående tabel 1.
Scenarie 1:
Fastholdes det oprindelige omstillingsforslag S303, vil forslaget blive implementeret som oprindeligt beskrevet i omprioriteringsforslaget, og samarbejdsaftalen med FrederiksbergCentret vil blive opsagt.
Det oprindelige omprioriteringsforslaget S303, som blev vedtaget af Socialudvalget i april, har følgende profil:
Tabel 1: Oprindelige provenu ved S303
Nummer |
Omprioriteringsforslag |
2016 |
2017 |
2018 |
2019 |
S303 |
Omlægning af alkoholbehandlingstilbud |
-111 |
-665 |
-500 |
-500 |
Total |
|
-111 |
-665 |
-500 |
-500 |
Ved opsigelse af samarbejdsaftalen med FrederiksbergCentret vil alkoholbehandlingen af grønlændere blive forankret i den kommende Rehabiliteringsenhed Nord under det kommende Center for Misbrugsbehandling sammen med kommunens øvrige dagbehandlingstilbud til misbrugere. Personalemæssigt vil Rehabiliteringsenhed Nord blive styrket ved tilførsel af en grønlandsk talende behandler. Med Rehabiliteringsenhedens samlede personaleantal og -sammensætning vil der være mulighed for at inddrage en lang række af kompetencer i behandlingsforløbene, ligesom alkoholbehandlerne vil blive en del af et større fagligt behandlingsmiljø, så kvaliteten af indsatsen kan sikres og sårbarhed mindskes. På den baggrund forventes det at tilbuddet rettet mod de grønlandske borgere stadig vil kunne rumme 26 forløb.
En behandling sammensat af flere forskellige kompetencer har bedre chancer for at matche borgerens problemer med relevante ydelser. Der er således evidens for, at ”flere varer på hylderne” øger chancen for en effektiv behandling. Det kunne f.eks. være muligheden for at kunne inddrage pårørende, hvis det er relevant, eller at deltage i gruppebehandling med nogen, der har de samme behandlingsmål. Hvis behandlingen ikke har denne bredde er risikoen, at behandlingen bliver endimensionel og ikke evner at tage fat, der hvor borgerens behov er, samt hvor der er størst forandringspotentiale.
Rehabiliteringsenheden Nord er desuden del af en stor behandlingsorganisation med et bredt kendskab til andre tilbud – både egentlige behandlingstilbud men også tilbud i andre forvaltninger og i civilsamfundet. Man vil her kunne visitere og brobygge til tilbud, som kan være opbyggelige for borgeren ift. fx danskundervisning, styrketræning og meget andet.
Fordelen ved scenarie 1 er, at ved omlægning skabes i højere grad mulighed for at sikre en koordinering af de forskellige tilbud. Både konkret i forhold til den enkelte borger og i relation til Socialforvaltningens bestræbelser for en generel koordinering af indsatsen i forhold til socialt udsatte grønlændere. Det bliver herigennem ligeledes i højere grad muligt at tilgodese problematikker vedr. blandingsmisbrug og brobygge til myndighedsarbejdet.
Ulempen ved scenarie 1 er, at de grønlandske misbrugere vil få et noget mindre intensivt behandlingsforløb end det, som FrederiksbergCentret pt. yder. Desuden vil FrederiksbergCentrets ekspertise og øvrige involvering i Grønlænderstrategien ikke længere vil kunne samordnes med behandlingsindsatsen. Ulempen i form af et mindre intensivt behandlingsforløb skal dog ses i sammenhæng med virkningen af scenario 2, idet en reduktion i FrederiksbergsCentrets bevilling med 0,3 mio. kr. fra 1,1 til 0,8 mio. kr., ligeledes vil forringe kvaliteten af FrederiksbergCentrets fremtidige behandlingstilbud, sammenlignet med det nuværende.
Scenarie 2:
Socialforvaltningen har været i dialog med FrederiksbergCentret om muligheden for at opretholde samarbejdet med FrederikbergCentret betinget af forskellige besparelses tiltag. FrederiksbergCentret har været interesseret i at bevare samarbejdet med Socialforvaltningen, og har fremsat konkret forslag til, hvorledes deres udgifter kan reduceres. Forslaget indebærer dog en reduktion af besparelsespotentialet.
Aftalen med FrederiksbergCentret opretholdes, men til en reduceret pris, som følge af nedenstående udgiftsreducerende justeringer:
- En reduktion i behandlernormeringen fra 1,5 til 1,2 årsværk, svarende til de eksisterende behandlere hver får arbejdstiden reduceret med 5 timer pr. uge
- En reduktion i ledelsestimer i indsatsen
- En reduktion i timer til konsulenter og familieindsat
- En besparelse på udgifter til forplejning og materialer
Med forslaget kan den nuværende behandlingsvolumen fastholdes, hvorimod man i ringere grad vil være i stand til at inddrage pårørende. Reduktion i behandlernormeringen betyder, ar der i 2 dage om ugen kun vil være en behandler sammen med brugerne, mod tidligere 2 behandlere. Dette vil gøre tilbuddet mere sårbart ved sygdom og ferier mm.
Med forslaget til alternativ finansiering af S303, hvor samarbejdsaftalen fastholdes, men FrederiksbergCentrets udgifter reduceres, vil det give en samlet varig effektivisering på 0,3 mio. kr. Dermed realiseres behovet i 2016, mens der vil være et manglende provenu i 2017 og frem. Det foreslås, at det manglende provenu i overslagsårerne finansieres via de forvaltningsspecifikke effektiviseringer i forbindelse med budget 2017. Dette er opsummeret i tabel 2.
Tabel 2: Budgetmæssige konsekvenser ved alternativ finansiering af S303
Omprioriteringsforslag |
2016 |
2017 |
2018 |
2019 |
Oprindeligt provenu ved S303 (jf. tabel 1) |
-111 |
-665 |
-500 |
-500 |
Alternativ finansiering af S303 |
300 |
300 |
300 |
300 |
Midlertidige implementeringsudgifter |
-189 |
0 |
0 |
0 |
Total |
0 |
-365 |
-200 |
-200 |
Ulempen ved scenarie 2 er, at tilbuddet kommer til at stå alene og det kan være svært at tænke sammen med andre af Socialforvaltningens tilbud dels i forhold til den enkelte bruger og dels i forhold til en generel koordinering af indsatsen rettet mod socialt udsatte grønlændere. Ligeledes vil der ved en justeret aftale med FrederiksbergCentret være stor sårbarhed ved sygdom, ferier mv.
Hertil kommer, at forvaltningen pålægges at finde yderligere omstillinger som følge af, at omstillingsforslaget kun delvist dækkes med en justeret samarbejdsaftale med FrederiksbergCentret. Scenarie 2 lever således ikke op til at kunne levere en tilstrækkelig økonomiske effektivisering.
Økonomi
Beskrevet i indstillingen.
Videre proces
Vedtages 1. at-punkt, vil Socialforvaltningen opsige samarbejdsaftalen med Frederiksbergcentret og etablere et behandlingstilbud under Socialforvaltningens Rehabiliteringsenhed Nord. Det kommunale tilbud til målgruppen vil være i fuld drift medio 2016.
Vedtages 2. at-punkt, vil Socialforvaltningen opretholde samarbejdsaftalen med Frederiksbergcentret, men med reducerede udgifter. Jf. ovenfor, vil der være en finansieringsmanko på 0,4 mio.kr. i 2017 og 0,2 mio.kr. fra 2018 og frem. Denne manko vil blive lagt oveni SUDs bidrag til forvaltningsspecifikke effektiviseringer til Budget 2017.
Katrine Bagge Thorball
Beslutning
Der var enighed om, at indstillingen ønskedes forelagt for udvalget igen, og at den skulle tilpasses på baggrund af den drøftelse udvalget havde om sagen.