Videreførelse af indsatsen overfor særligt udsatte migranter (transitprogrammet)
Indstilling og beslutning
1. at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens forslag om, at bevillingen på 2,7 mio. kr. i 2016, 2017, 2018 og 2019 , udmøntes til en videreførelse af det eksisterende transitprogram således.
1.a. at 2,0 mio. kr. anvendes til en udvidelse af budgettet for tilskud efter servicelovens § 18 som en særpulje til brug for transitprogrammet, der kan ansøges af frivillige organisationer til aktiviteter rettet mod særligt udsatte migranter med lovligt ophold her i landet.
1.b. at 0,7 mio. kr. udmøntes til Socialforvaltningens Hjemløseenhed til brug for transitprogrammet til aktiviteter rettet mod særligt udsatte migranter med lovligt ophold her i landet.
2. at Socialudvalget godkender de nedenfor beskrevne kriterier for fordelingen af særpuljen til de frivillige sociale organisationer.
3. at Socialforvaltningen medio 2017 udarbejder en midtvejsstatus for indsatsen i transitprogrammet.
4. at tilskuddet til de frivillige sociale organisationer bevilliges for en 4-årig periode med mindre, at resultatet af forvaltningens midtvejsstatus tilsiger noget andet.
Problemstilling
I budgettet for 2015 blev der afsat en etårig bevilling på 3,5 mio. kr. til en indsats overfor særligt udsatte hjemløse – primært migranter fra en række EU-lande. Hjemløseenheden og de deltagende frivillige organisationer i transitprogrammet har pr. 1. september 2015 tilsammen hjulpet mere end 90 hjemløse migranter med en tilbagevenden til hjemlandet. De 90 personer dækker over begge undergrupper i transitprogrammets målgruppe: De særligt udsatte arbejdsmigranter og de særligt udsatte hjemløse migranter.
Medarbejdere fra Socialforvaltningens hjemløseenhed, Projekt Udenfor og Frederiksberg Kommune har natten til den 10. september 2015 optalt antallet af gadesovere i København og Frederiksberg Kommuner. Resultatet var, at man mødte 196 særligt socialt udsatte/gadesovere. Heraf anslås 174 at være udlændinge - primært EU-borgere. Tallene viser således, at problemstillingen omkring hjemløse migranter består.
Borgerrepræsentationen besluttede med vedtagelsen af budgettet for 2016 at afsætte 2,7 mio. kr. pr. år i en 4-årig periode til at videreføre denne indsats. Socialudvalget skal træffe beslutning om udmøntningen af midlerne.
Løsning
Transitprogrammet er et tilbud til særligt socialt udsatte migranter. Dels marginaliserede arbejdsmigranter, og dels hjemløse migranter uden tilknytning til arbejdsmarkedet med alvorlige sociale problemer – ofte med psykiske problemer og omfattende misbrug. Programtankegangen er et centralt element i indsatsen, der sikrer samordningen af indsatsen mellem de frivillige organisationer indbyrdes, og mellem de frivillige organisationer og Socialforvaltningens Hjemløseenhed. Programtankegangen har givet et kvalitativt løft i indsatsen, som forvaltningen og de frivillige organisationer ikke kunne have opnået uden denne tilgang til opgaven.
I lighed med fordelingen af den ordinære § 18 pulje til frivilligt socialt arbejde, skal også § 18 særpuljen fordeles på grundlag af ansøgninger fra frivillige sociale organisationer.
Med henblik på at sikre en udmøntning af særpuljen primo 2016 foreslås det, at der gennemføres en hurtig ansøgningsrunde, ligesom det foreslås, at den konkrete udmøntning af puljen foretages direkte af Socialudvalget og ikke via en indstilling fra et underudvalg, som proceduren er ved fordelingen af den ordinære § 18-støtte til frivilligt socialt arbejde.
I prioriteringen af ansøgningerne, vil der blive lagt vægt på følgende:
Foreninger, der også har modtaget støtte via den ordinære § 18-pulje, har også mulighed for at ansøge om midler via særpuljen. I vurderingen af en ansøgning kan allerede afsatte midler via den ordinære § 18-uddeling tages i betragtning, f.eks. hvis der er tale om en indsats, der kan understøtte formålet med transitprogrammet.
Bevillingsperiode
Socialforvaltningen udarbejder medio 2017 en midtvejsstatus for indsatsen i transitprogrammet. Socialforvaltningen foreslår, at bevillingerne til de frivillige organisationer gives for en 4-årig periode med mindre, at resultatet af forvaltningens midtvejsstatus tilsiger noget andet.
Annoncering og ansøgningsskema
Der annonceres via Københavns Kommunes hjemmeside og Københavns Kommunes facebook-side. Ansøgere skal anvende ansøgningsskemaet på Københavns Kommunes hjemmeside www.kk.dk/paragraf18
Det udfyldte ansøgningsskema sendes via mail til saerpulje@sof.kk.dk med følgende tekst i emnefeltet ”ansøgning til særpulje”.
Økonomi
Som foreslået i indstillingen er størstedelen af bevillingen forudsat anvendt til en udvidelse af budgettet for tilskud efter servicelovens § 18 som en særpulje til brug for transitprogrammet, der kan ansøges af frivillige organisationer til aktiviteter rettet mod særligt udsatte migranter med lovligt ophold her i landet. Og en mindre del foreslås anvendt til Socialforvaltningens Hjemløseenhed til brug for transitprogrammet til aktiviteter rettet mod særligt udsatte migranter med lovligt ophold her i landet.
Bevillingerne for 2017, 2018 og 2019 forudsætter desuden Borgerrepræsentationens vedtagelse af budgettet for de pågældende år.
Videre proces
Såfremt Socialudvalget godkender indstillingen, vil Socialforvaltningen udmelde ansøgningspuljen den 12. oktober med ansøgningsfrist den 12. november 2015.
Socialudvalget modtager den 30. november Socialforvaltningens oversigt over samtlige ansøgninger med forvaltningens indstilling til fordeling af tilskuddet. Socialudvalgets medlemmer kan frem til den 9. december sende spørgsmål til indstillingen til Socialforvaltningen. Socialforvaltningen besvarer eventuelle spørgsmål i Socialudvalgets møde d. 16. december, hvor Socialudvalget skal træffe afgørelse om midlernes fordeling. Socialforvaltningen fordeler tilskuddet primo 2016 til de, der har opnået støtte.
Anette Laigaard
/ Gitte Bylov Larsen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.