Mødedato: 07.06.2023, kl. 16:30
Mødested: Se mail

SSP-sekretariatets afrapportering vedrørende urolige områder i København for 2. halvår af 2022 samt årsrapport for hele 2022

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget orienteres med denne sag om SSP Sekretariatets afrapportering om urolige områder i København for 2. halvår af 2022 samt årsrapport for hele 2022. SSP København vurderer, at 2022 generelt var rolig, når man ser på hele SSP’s indsatsområde. Der har været nogle alvorlige hændelser, som dog vurderes at være enkeltstående hændelser. I 1. halvår 2022 fyldte bandekonflikten ikke i samme omfang for de unge, som året før. Der har dog i løbet af året været en voksende bekymring i forhold til, at banderne i højere grad forsøger at skabe en relation til unge under 18 år for på sigt at rekruttere dem. 


Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget tager SSP Sekretariatets afrapportering vedrørende urolige områder i København for 2. halvår af 2022 samt årsrapport for hele 2022 til efterretning (bilag 1)

Problemstilling

SSP København er et tværfagligt samarbejde mellem Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Kriminalforsorgen samt Københavns Politi. SSP København har en bestyrelse med repræsentanter fra forvaltningerne, et sekretariat samt 15 leder- og lokaludvalg, hvori bl.a. skolelærere, klubmedarbejdere, politi, socialarbejdere og medarbejdere fra kulturinstitutioner er repræsenteret. Formålet med samarbejdet er at forebygge kriminalitet blandt børn og unge og at nedbringe antallet af unge, der begår alvorlig kriminalitet. SSP København arbejder både med individ- og gruppeorienterede indsatser over for kriminelle/kriminalitetstruede unge. SSP København har også generelle indsatser som f.eks. undervisning og kampagner samt beredskab, som er lokale og bydækkende akutindsatser ved uroligheder, der involverer eller påvirker unge.

SSP-afrapporteringen for 2. halvår 2022 samt årsrapport for hele 2022 er vedlagt som bilag 1. Ved sagens drøftelse vil sekretariatschef Riad Tolba for SSP-sekretariatet præsentere afrapporteringen, og udvalget vil have mulighed for at stille uddybende spørgsmål. Den mundtlige status vil også omfatte den aktuelle situation.

Løsning

Først gennemgås afrapporteringen for 2. halvår 2022, og derefter gennemgås afrapporteringens tendenser for hele 2022.

Afrapportering for 2. halvår 2022

SSP København vurderer, at størstedelen af 2. halvår 2022 har være rolig, når man ser på hele SSP’s indsatsområde. Der har dog været flere knivstikkerier i slutningen af året på Nørrebro og Bispebjerg. SSP København vurderer, at knivstikkerierne sandsynligvis bunder i en konflikt mellem ungegrupperinger fra de to områder. De involverede har primært været 18-25-årige, men der har også været tilfælde af episoder med unge under 18 år.

SSP København har fortsat opmærksomhed på de steder, hvor unge opholder sig i hhv. sommer- og vintermåneder og skaber utryghed lokalt. Disse steder er bl.a. parker, stationer, skoler, biblioteker, kældre mv.

Uro begået af unge under 18 år

I bl.a. Indre By, på Vesterbro og på Østerbro har større grupperinger af børn og unge i alderen 11-16 år været samlet om aftenen i weekenderne. Der var hen over sommeren og det tidlige efterår flere eksempler, hvor store grupper af unge samledes i bl.a. Fælledparken, hvilket medførte en del uro. På Christianshavn blev enkelte unge under 18 år taget for salg af hash i boderne på Christiania. I Folehaven i Valby var der tidlig sommer en konflikt mellem ungegrupper fra to forskellige områder i Valby. Grupperne bestod af unge fra København og omegnskommuner, og konflikten medførte utryghed i området.

Uro begået af unge 18-24 år

Der har været stor bandeaktivitet i forhold til fusionering og positionering både i gadebilledet og på sociale medier. SSP København har haft ekstra fokus på bandernes rekruttering af unge under 18 år. Det er SSP’s oplevelse, at bandernes normer og grænser har rykket sig, og at de i større omfang end tidligere rækker ud til unge under 18 år.

SSP-beredskab

SSP har en beredskabsfunktion, der igangsættes ved uroligheder, der vedrører unge, og som består af lokale og bydækkende akutindsatser. I forbindelse med skyderiet i Fields i juli koordinerede SSP København en bydækkende indsats for at genskabe trygheden blandt børn og unge. 

Hen over sommeren var der episoder med utryghedsskabende adfærd og chikane rettet mod fordrevne ukrainere indkvarteret i Kirsebærhaven. SSP København igangsatte derfor en handleplan for at forhindre konfliktsituationer, sikre tryghed og bygge bro mellem lokalsamfund og de fordrevne ukrainere. Erfaringerne fra Valby blev efterfølgende brugt i forbindelse med indkvarteringer af ukrainere på Nørrebro og Bispebjerg.

Der var hen over julen flere grove knivstikkerier. Alle forurettede, på nær én, var over 18 år. På baggrund af knivstikkerierne oprettede Københavns Politi en visitationszone på dele af Nørrebro og i Nordvest for at forebygge yderligere hændelser og øge trygheden. SSP Københavns fokus var på at sikre tryghed blandt byens børn og unge.

Afrapportering for hele 2022

SSP København vurderer, at 2022 generelt var rolig, når man ser på hele SSPs indsatsområde. Der har været nogle alvorlige hændelser, som dog vurderes at være enkeltstående hændelser. Der var hen over hele året udfordringer med unge, der var uroskabende i det offentlige rum. Det skønnedes, at de sociale medier spillede en stor rolle i, at mange unge hurtigt kunne mødes på aftalte steder uden voksen tilstedeværelse. De unges øgede mobilitet betyder, at det er sværere at forudsige, hvor kommende hotspots vil være.

SSP Sekretariatet indledte i 2022 et samarbejde med Ukrainesekretariatet i Københavns Kommune for at forebygge konflikter mellem lokale unge og ukrainere, der indkvarteredes i flere bydele. Der var ligeledes et tæt samarbejde med de relevante aktører fra forvaltningerne, relevante boligsociale helhedsplaner og det øvrige civilsamfund.

I 1. halvår 2022 fyldte bandekonflikten ikke i samme omfang for de unge som året før. Der var dog i løbet af året en voksende bekymring i forhold til, at banderne i højere grad forsøger at skabe en relation til unge under 18 år for på sigt at rekruttere dem. I slutningen af året var der flere knivstikkerier på Nørrebro og Bispebjerg. Konflikten mellem ungegrupperinger, hovedsagelig unge mellem 18 og 25 år, er fortsat ind i 2023.

SSP København nævner tre særlige tendenser i 2022: 1. Unges brug af vapes (engangs-e-cigaretter), 2. kriminelle mulddyr (personer, der stiller deres konto til rådighed for hvidvask af penge) og 3. butikstyverier. I forhold til brugen af vapes bemærker SSP København, at det siden 1. april 2022 har været ulovligt at sælge e-cigaretter med fremtrædende duft eller smag, hvorfor vapes kun handles illegalt og ureguleret, fx gennem onlinegrupper. SSP-samarbejdet på landsplan er særligt opmærksom på denne tendens. Dels pga. sundhedsrisikoen og dels fordi måden, de unge skaffer produktet på, i høj grad minder om den måde, hvorpå der bliver handlet med euforiserende stoffer. I forhold til tendensen med mulddyr ser SSP København en øget tendens til, at unge enten vidende eller uvidende, dvs. narres, lokkes eller tvinges, til at hæve eller overføre penge via deres egne bankkonti. I forhold til butikstyverier oplever SSP på tværs af byen, at flere børn og unge begår butikstyverier. Der har også været bekymring for systematiske butikstyverier.   

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialudvalget vil ultimo 2023 modtage orientering om SSPs afrapportering for 1. halvår af 2023.

Mikkel Boje

                                         / Lise Stidsen Vandahl og Eva Stokbro Jensen


Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Vicedirektør Lise Stidsen Vandahl, kontorchef Eva Stokbro Jensen og sekretariatschef for SSP Riad Nadji Tolba deltog under punktets behandling.

 

Til top