Mødedato: 07.06.2017, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Socialudvalgets høringssvar til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets forslag til implementering af anbefalinger fra ekspertgruppen til forebyggelse af social kontrol

Se alle bilag

Socialudvalgets høringssvar til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets forslag om implementering af anbefalinger til forebyggelse af social kontrol.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget tager anbefalingerne fra ekspertgruppen til forebyggelse af social kontrol til efterretning.
  2. at Socialudvalget godkender høringssvaret til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets ”Implementeringen af anbefalingerne fra ekspertgruppen til forebyggelse af social kontrol” jf. bilag 3.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen nedsatte i efteråret 2016 en ekspertgruppe til forebyggelse af social kontrol i Københavns Kommune. Ekspertgruppen er nu kommet med 12 anbefalinger, der går på tværs af flere forvaltninger bl.a. Socialforvaltningen.  

Ekspertgruppen består af forskere, praktikere og civilsamfundsaktører med viden og ekspertise om social kontrol. Undervejs i processen er Socialforvaltningen, herunder Etnisk Konsulentteam, blevet inddraget.

I denne indstilling forelægges Socialudvalget ekspertgruppens anbefalinger samt forslag til høringssvar til de seks anbefalinger, som Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen forslår at afsætte midler til at implementere.

Løsning

Ekspertgruppen fik til opgave at komme med anbefalinger til kommunens fremadrettede indsats på området. Ekspertgruppens anbefalinger adresserer udfordringer med social kontrol blandt minoritetsetniske unge med fokus på tiltag, der

  • er målrettet unge, familier, nærmiljø og fagpersoner

  • inddrager aktører fra civilsamfundet med kendskab til og berøring med miljøer, hvor social kontrol er særligt udbredt

  • forebygger reproduktion af social kontrol blandt unge

Ekspertgruppens anbefalinger skal overordnet bidrage til målsætningen i Københavns Integrationspolitik 2015-18 om, at andelen af københavnere, der er udsat for social kontrol, skal falde. Som ramme for ekspertgruppens anbefalinger, har ekspertgruppen udarbejdet følgende definition af social kontrol:

”Der er tale om social kontrol, når individet gennem pres, tvang eller vold begrænses i sin livsudfoldelse og ret til at træffe selvstændige valg angående eget liv og fremtid. Det gælder f.eks. den enkeltes selvbestemmelse over egen krop, frihed til at vælge venner, fritidsaktiviteter, religion, påklædning, uddannelse, kæreste eller ægtefælle.”

Ekspertgruppens anbefalinger tager udgangspunkt i en forståelse af, at forebyggelse kan ske på forskellige niveauer med forskellige indsatstyper.

Det forebyggende niveau: Indsatsen har et opbyggende bredt sigte og et fokus på en bred målgruppe af unge. Der er fokus på at skabe oplysning og refleksion gennem dialog og undervisning om social kontrol.

Det foregribende niveau: Indsatsen har fokus på unge, der udviser tegn på mistrivsel på grund af social kontrol. Der er fokus på at opkvalificere frontmedarbejdere til at identificere tegn på mistrivsel, relateret til social kontrol.

Det indgribende niveau: Indsatsen retter sig mod den enkelte unge, der viser tydelige tegn på problemer på grund af social kontrol. Der er fokus på at sikre et beredskab for de unge, for hvem situationen er eskaleret, og hvor der er begrundet frygt for den unges trivsel og udvikling.

Derudover har ekspertgruppen givet anbefalinger til en styrket koordinering og øget viden på området. I overbliksform er anbefalingerne som følger:

Anbefalinger til forebyggende indsats

1. Styrket indsats, målrettet unge

2. Øget samarbejde mellem kommune og friskoler

3. Øget inklusion af forældre i skoler og institutioner

4. Inddragelse af forældre og lokalmiljø

5. Styrkelse af den udgående forebyggelsesindsats.

Anbefalinger til foregribende indsats

6. Kompetence udvikling af fagpersoner

7. Minoritetsrådgivere på skoler.

Anbefalinger til indgribende indsats

8. Bedre opfølgning til unge efter ophold på krisecenter

9. Større fokus på mægling i familien.

Anbefalinger til styrket koordinering og øget viden

10. Én indgang til kommunen

11. Etablering af tværsektoriel styregruppe

12. Systematisk evaluering af indsatser.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen foreslår at afsætte midler til seks anbefalinger, der direkte er målrettet de unge, deres forældre, relevante civilsamfundsaktører og frontpersonale. Det er Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, der er ansvarlig for implementeringen af de nedenstående indsatser og det forslås, at finansieringen findes via Integrationshandleplanen 2017-18. Flere af indsatserne vedrører borger- og medarbejdergrupper i bl.a. Socialforvaltningen.

Socialforvaltningen vurderer, at der samlet set er tale om nogle relevante anbefalinger og bakker overordnet op om de seks udvalgte anbefalinger, som Beskæftigelses- og Integrationsudvalget ønsker at implementere. Dog bemærkes det, under anbefaling 11, at formuleringen i Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets indstilling er uklar og kan give det indtryk, at en tværsektoriel styregruppe skal have en rolle ift. konkrete sager eller den generelle sagsbehandling i Socialforvaltningen. Det vil ikke være hensigtsmæssigt, ligesom kompetencen til tvangsmæssigt at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet uforandret ligger i Børn og Unge-udvalget, som det fremgår af den nuværende styrelsesvedtægt. Derudover bør det klart fremgå, hvilken andel af midlerne der tilfalder Socialforvaltningen i de initiativer, der vedrører medarbejdere og indsatser under Socialforvaltningen. 

De seks  anbefalinger, der ønskes implementeret,  kommenteres i høringssvaret til Beskæftigelses- og integrationsudvalget i bilag 3. Socialudvalget har ikke taget særskilt stilling til de øvrige anbefalinger.

Økonomi

Ingen økonomiske konsekvenser.  

Videre proces

Efter at ”Implementering af anbefalinger til forebyggelse af social kontrol” har været i høring hos Børne- og Ungeudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Socialudvalget forelægges sagen til 2. behandling og endelig godkendelse i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget d. 28. august 2017.

 

Nina Eg Hansen                 

                                  / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Under punktets behandling deltog kontorchef Eva Stokbro Jensen.

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning og 2. at-punkt blev godkendt med en bemærkning om, at social kontrol ikke kun foregår i etniske minoritetsgrupper.

Til top