Mødedato: 06.12.2006, kl. 16:00

Undersøgelse af det opsøgende gadeplansarbejde i forhold til børn og unge i Københavns Kommune (bilag)

Se alle bilag

Undersøgelse af det opsøgende gadeplansarbejde i forhold til børn og unge i Københavns Kommune (bilag)

Socialudvalget

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde onsdag den 6. december 2006

 

 

8.      Undersøgelse af det opsøgende gadeplansarbejde i forhold til børn og unge i Københavns Kommune (bilag)

 

SUD 480/2006  J.nr. 480/2006

 

 

INDSTILLING

Socialforvaltningen indstiller til Socialudvalget,

 

at Socialudvalget drøfter undersøgelsen af det opsøgende gadeplansarbejde i forhold til børn og unge i Københavns Kommune

 

 

RESUME

Socialforvaltningen har i løbet af oktober og november 2006 gennemført en undersøgelse af det opsøgende gadeplansarbejde i forhold til børn og unge i Københavns Kommune.

 

Undersøgelsen af det opsøgende gadeplansarbejde i Københavns Kommune er blevet bestilt af Socialudvalget den 4. oktober 2006 (SUD 390/2006 J.nr. 390/2006) og ligger i forlængelse af en tidligere beslutning i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 23. november 2005 (FAU 624/2005 J.nr. 624/2005) om at forvaltningen udarbejder et oplæg til diskussion af det tværgående gadeplansarbejde. 

 

Undersøgelsen havde til hensigt at afdække omfanget af det opsøgende gadeplansarbejde i byen, herunder om der skulle være yderligere behov i dele af byen (vedlagt som bilag).

 

Resultaterne af undersøgelsen af det opsøgende gadeplansarbejde i Københavns Kommune viser, at der foregår en målrettet opsøgende indsats i forhold til de mest udsatte børn og unge i de nedenstående bydele.

 

  • Brønshøj-Husum (Københavnerteamet)
  • Vesterbro og Christiania (Tjek-Punkt og SSP opsøgende team)
  • Indre og Ydre Nørrebro (Gadepulsen og ungerådgivningen Ydre Nørrebro)
  • Ydre Østerbro og Amager Nord (ungerådgivningerne i henholdsvis Landskronagade og Woltersgade).
  • Valby (SSP opsøgende team)

 

I forhold til den opsøgende gadeplansindsats, der er målrettet de mest udsatte børn og unge i København er der i socialforvaltningens regi i løbet af 2006 kontaktet ca. 550 børn og unge i målgruppen, der anvendes samlet set i omegnen af 450 timer om ugen fordelt på ca. 30 medarbejdere i det opsøgende arbejde, og de anslåede udgifter til opsøgende gadeplansarbejde i 2006 er ca. 7,6 mill. kr.

 

Det er dog ikke i alle dele af byen, at der foregår opsøgende arbejde målrettet de mest socialt udsatte børn og unge, som er Socialforvaltningens målgruppe. I City, Kgs. Enghave, Indre Østerbro, Bispebjerg, Vanløse og Amager Syd er den opsøgende gadeplansindsats i overvejende grad fokuseret på de foreningsløse unge, og selvom der kan være et vist overlap, så er denne indsats ikke rettet primært på de mest socialt udsatte børn og unge med undtagelse af indsatsen på Christiania.

 

I Bispebjerg og Vanløse vurderes det på socialcentret, at den opsøgende indsats i bydelen er tilstrækkelig, mens undersøgelsens resultater og de lokale medarbejdere i City og Amager Syd peger på, at der behov for yderligere opsøgende arbejde i disse bydele.

 

Forvaltningen vil derfor i forlængelse af udvalgets drøftelse af gadeplansindsatsen arbejde videre med et oplæg til, hvordan gadeplansindsatsen kan styrkes i disse områder af byen, herunder eventuelt finansiering af dette. Dette oplæg vil blive fremlagt Socialudvalget i første halvdel af 2007.

 

Udvalget har med undersøgelsen ønsket et oplæg til diskussion af den opsøgende gadeplansindsats i byen. På baggrund af undersøgelsens resultater kan diskussionen bl.a. tage udgangspunkt i følgende temaer:

 

  • Omfanget af den samlede gadeplansindsats?

 

  • Fordeling af gadeplansindsatsen mellem bydelene?

 

  • Opgavefordelingen være mellem de frivillige institutioner og de professionelle i gadeplansindsatsen overfor de mest udsatte børn og unge?

 

  • Fremtidig organisering af det opsøgende gadeplansarbejde i Københavns Kommune?

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Socialforvaltningen har i løbet af oktober og november 2006 gennemført en undersøgelse af det opsøgende gadeplansarbejde i forhold til børn og unge i Københavns Kommune.

 

 

Formålet med undersøgelsen af det opsøgende gadeplansarbejde er således at kortlægge organiseringen og omfanget af det opsøgende gadeplansarbejde i København, herunder om der er behov for yderligere opsøgende arbejde i bestemte bydele eller områder i byen. Derudover skal undersøgelsen tjene som oplæg til drøftelse af organiseringen af det opsøgende gadeplansarbejde i København.

 

Det opsøgende arbejde, der er undersøgt, omhandler dels det opsøgende arbejde, der sker i regi af Socialforvaltningens institutioner og dels, hvad der sker i regi af SSP, klubberne under Børne- og Ungdomsforvaltningen og frivillige foreninger i Københavns Kommune.

 

Resultaterne af undersøgelsen af det opsøgende gadeplansarbejde i Københavns Kommune viser, at der foregår en del opsøgende gadeplansarbejde på tværs af byen. En stor del af dette opsøgende arbejde foregår i regi af klubberne (Børne- og Ungdomsforvaltningen), hvilket er en naturlig forlængelse af, at dette er blevet en defineret del af deres opgaver. Klubbernes opsøgende arbejde dækker hele byen, og er primært rettet mod de unge, der fylder meget i gadebilledet, og som ikke er integreret i det etablerede foreningsliv. Disse grupper af unge udgør ikke nødvendigvis de mere socialt udsatte unge, men en bred skare af unge, som af den ene eller den anden grund, 'hænger ud' i lokalmiljøet. I visse områder er der dog et vist overlap mellem de foreningsløse unge og de socialt udsatte unge, som har sociale foranstaltninger, og som klubberne har et samarbejde med enten Socialforvaltningen eller SSP omkring.

 

Det opsøgende arbejde, der foregår i regi af Socialforvaltningen alene er målrettet de mere socialt belastede unge, som har brug for støtte og vejledning for at passe deres skole, job eller til at holde sig ude af en kriminel løbebane. Socialforvaltningen deltager også i opsøgende gadeplansarbejde i SSP regi. Her er det dog ret begrænset, hvad der foregår af kontinuerligt opsøgende gadeplansarbejde, idet der pt. kun er to fungerende SSP opsøgende teams i henholdsvis Valby og Vesterbro. Målgruppen for SSPs opsøgende arbejde er i vid udstrækning overlappende med Socialforvaltningens, men med et skærpet fokus på de kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge.

 

Den gadeplansindsats, der foregår i regi af Socialforvaltningen og SSP dækker kun dele af byen, hvis der ses bort fra Københavnerteamet, som i princippet er bydækkende, men som primært opererer i afgrænsede områder ad gangen. De områder af byen, som aktuelt er dækket af Socialforvaltningens opsøgende gadeplansarbejde er listet i nedenstående tabel. I tabellen er desuden vist antallet af kontaktede unge i målgruppen samt ressourcerne anvendt i det opsøgende arbejde.

 

 

 

 

Bydel

Unge kontaktede i målgruppen

Antal opsøgende medarbejdere

Kr. anvendt i det opsøgende arbejde

Brønshøj-Husum

40

2-3 medarbejdere ca. 70 timer pr. uge.

Ca. ¾ af Københavnerteamets budget i 2006 på 2,9 mill. kr.

Vesterbro og Christiania

200

6 medarbejdere på gaden ca. 100 timer om ugen.

Ca. ¾ af Tjek-Punkts budget i 2006 på 3,4 mill. kr.

Vesterbro

15

4 medarbejdere på gaden ca. 15 timer om ugen.

Anslået udgift på ca. 0,2 mill. kr. årligt.

Indre Nørrebro

100

5 medarbejdere ca. 120 timer om ugen.

Ca. 2/3 del af Gadepulsens budget i 2006 på 2,2 mill. kr.

Ydre Nørrebro

100

4 medarbejdere på gaden mellem 50 og 100 timer om ugen.

0,7 mill. kr. i 2006.

Ydre Østerbro

40

1 medarbejder på gaden ca. 30 timer om ugen.

0,4 mill. kr. i 2006

Amager Nord

40

½ medarbejder 15 timer om ugen

Ca. 0,2 mill. kr. i 2006.

Valby

20

7 medarbejdere ca. 25 timer om ugen

Anslået udgift på 0,3 mill. kr. om året.

 

 

City, Kgs. Enghave, Indre Østerbro, Bispebjerg, Vanløse og Amager Syd er derimod i dag ikke dækket af opsøgende gadeplansarbejde, som Socialforvaltningen deltager i.

 

I forhold til de frivillige foreninger, som foretager opsøgende arbejde, er hele byen dækket i kraft af, at Natteravnene er bydækkende og fortsat udvider med nye lokale foreninger. Målgruppen for deres opsøgende arbejde er i princippet alle børn og unge, der opholder sig på gaden og som måtte have brug for råd og vejledning. Natteravnene finansieres primært af private midler, men modtager i 2006 og 2007 800.000 kr. af Socialudvalget til en aktiv gadeplansindsats i København.

 

Fædregruppen og Street Team opererer på Indre Nørrebro. Erfaringerne fra Fædregruppens arbejde har spillet en rolle for udviklingen af Spiderhouse, men Fædregruppen har ikke længere nogen central rolle i det opsøgende gadeplansarbejde. Det er i stedet Street Team, som er knyttet til Spiderhouse, der står for den daglige tilstedeværelse i bydelen. Street Team har kendskab til en del af de særligt udsatte og foreningsløse unge på Indre Nørrebro. Målgruppen for deres arbejde er i en vis grad overlappende med målgruppen for Socialforvaltningens indsatser. Street Teams opsøgende arbejde er af uformel karakter og løst organiseret, er det vanskeligt at afgøre præcist hvor mange børn og unge disse instanser er i kontakt med i ar bejdet, og hvilke resultater arbejdet har.

 

Nedenfor er lavet en oversigt over, hvordan det opsøgende gadeplansarbejde fordeler sig i de forskellige bydele.

 

 

Bydel:

Institution

Nørrebro

Københavnerteamet (SOF)

Sjakket (SOF)

Gadepulsen (SOF)

Ungerådgivningen Ydre Nørrebro (SOF)

Detach (BUF)

Natteravnene (Frivillig)

Fædregruppen (Frivillig)

Street Team (Frivillig)

Vesterbro/Kgs. Enghave

Københavnerteamet (SOF)

Tjek-Punkt (SOF)

SSP

Vesterbro opsøgende team (BUF)

Kgs. Enghave opsøgende team (BUF)

Natteravnene (Frivillig)

Brønshøj-Husum/Vanløse

Københavnerteamet (SOF)

Brønshøj-Husum opsøgende team (BUF)

Tingbjerg opsøgende team (BUF)

Vanløse opsøgende team (BUF)

Østerbro

Ungerådgivningen Ydre Østerbro (SOF)

Indre Østerbro opsøgende team (BUF)

Ydre Østerbro opsøgende team (BUF) Natteravnene (Frivillig)

Amager

Ungerådgivningen Amager Nord (SOF)

Team Amager (BUF)

Natteravnene (Frivillig)

Valby

SSP

Valby opsøgende team (BUF)

Natteravnene (Frivillig)

Bispebjerg

BOT2400 (BUF)

Natteravnene (Frivillig)

City

Tjek-Punkt - Christiania (SOF)

Christianshavn opsøgende team (BUF)

 

Ud over de opsøgende indsatser som er listet i ovenstående oversigt, skal det nævnes, at både SSP, Københavnerteamet og Sjakket rykker ud ved akut opståede situationer i de forskellige bydele.

 

Af oversigten fremgår det, at nogle bydele er bedre dækket af opsøgende arbejde end andre. Særligt på Nørrebro og Vesterbro/Kgs. Enghave foregår der en del opsøgende arbejde, både i regi af Socialforvaltningen og i regi af andre aktører. Målgruppen for det opsøgende arbejde, der foregår i disse områder spænder således fra de foreningsløse unge, der af den ene eller den anden grund hænger ud på gader og stræder, men ikke nødvendigvis er socialt udsatte, til de mest udsatte og sårbare børn og unge, der er stærkt marginaliseret i forhold til normalsystemet.

 

Både i Brønshøj-Husum/Vanløse, på Østerbro, Amager og Valby er det opsøgende arbejde ligeledes rettet både mod de meget socialt belastede unge, som har sociale foranstaltninger og de mindre belastede unge, som af den ene eller den anden grund ikke benytter sig af almindelige klubtilbud. Indsatsen i Brønshøj-Husum/Vanløse, på Østerbro og Amager er dog varierende fra lokalområde til lokalområde, idet der er iværksat forskellige tiltag i lokalområderne i de nævnte bydele. Her kan der peges på, at indsatsen rettet mod de mest sociale udsatte børn og unge i Vanløse, Indre Østerbro og den sydlige del af Amager ikke er så omfattende som i Brønshøj-Husum, Ydre Østerbro og det nordlige Amager.

 

I både Bispebjerg og City er den opsøgende gadeplansindsats primært fokuseret på de foreningsløse unge, og selvom der kan være et vist overlap, så er denne indsats ikke primært rettet på de mest socialt udsatte børn og unge (med undtagelse af indsatsen på Christiania).

 

I Bispebjerg og Vanløse vurderes det på socialcentret, at den opsøgende indsats i bydelen pt. er tilstrækkelig, idet den opsøgende indsats er rettet mod foreningsløse unge såvel som de mest socialt udsatte unge, samtidig med, at der sker en høj grad af koordinering mellem klubberne, politiet og børnefamilieteamet omkring dette opsøgende arbejde.

 

Undersøgelsens resultater og lokalforvaltningen i City og Amager Syd peger på, at der behov for yderligere opsøgende arbejde i disse bydele. Dette begrundes med at der her ikke i dag foregår en målrettet opsøgende indsats møntet på de mest socialt udsatte børn og unge, og at en sådan indsats vil styrke det forebyggende arbejde i forhold til denne målgruppe.

 

Forvaltningen vil derfor i forlængelse af udvalgets drøftelse af gadeplansindsatsen arbejde videre med et oplæg til, hvordan gadeplansindsatsen kan styrkes i disse områder af byen, herunder forslag til finansiering af dette. Dette oplæg vil blive fremlagt Socialudvalget i første halvdel af 2007.

 

Udvalget har med undersøgelsen ønsket et oplæg til diskussion af den opsøgende gadeplansindsats i byen. På baggrund af undersøgelsens resultater kan diskussionen bl.a. tage udgangspunkt i følgende temaer:

 

 

  • Fordeling af gadeplansindsatsen mellem bydelene?

 

    • Skal indsatsen i de bydele, som i dag ikke er dækket af Socialforvaltningens opsøgende gadeplansarbejde, styrkes?
    • Bør Socialforvaltningen arbejde på en ensartet organisering og systematik i alle bydele

 

  • Opgavefordelingen mellem de frivillige institutioner og de professionelle i gadeplansindsatsen overfor de mest udsatte børn og unge?

 

    • Skal Socialforvaltningen fremadrettet støtte og koordinere det opsøgende gadeplansarbejde, der foregår i regi af frivillige institutioner?
    • Hvilke krav kan der i givet fald stilles til denne opsøgende indsats, som frivillige institutioner varetager?
    • Og hvorledes sikres en hensigtsmæssig arbejdsdeling mellem de frivillige og professionelle institutioner?

 

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Socialforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

Indstillingen er som udgangspunkt et diskussionsoplæg og har derfor ingen direkte økonomiske konsekvenser.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

 

HØRING

Undersøgelsen har været i høring i BUF og SSP Sekretariatet, som begge også har bidraget som informanter i undersøgelsen.

 

BILAG

  1. Undersøgelse af det opsøgende gadeplansarbejde i forhold til børn og unge i Københavns Kommune.
  2. Klubbernes opsøgende arbejde fordelt på bydele

 

 

 

Grethe Munk   / Sven Bjerre

 

 

 

 


 

Til top