Mødedato: 06.12.2006, kl. 16:00

Ændring af kvalitetsmålet for gennemførelse af § 38 undersøgelser på børneområdet i Københavns Kommune (Bilag)

Se alle bilag

Ændring af kvalitetsmålet for gennemførelse af § 38 undersøgelser på børneområdet i Københavns Kommune (Bilag)

Socialudvalget

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde onsdag den 6. december 2006

 

 

7.      Ændring af kvalitetsmålet for gennemførelse af § 38 undersøgelser på børneområdet i Københavns Kommune (Bilag)

 

SUD 473/2006  J.nr. 473/2006

 

 

INDSTILLING

Socialforvaltningen indstiller,

 

at Socialudvalget godkender, at det politisk fastsatte kvalitetsmål for gennemførelse af § 38 undersøgelser ændres til, at § 38 undersøgelserne skal være gennemført indenfor 4 måneder. Det ændrede kvalitetsmål træder i kraft d. 1. januar 2007.

 

at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen i sin interne opfølgning har et resultatmål om, at 80 pct. af § 38 undersøgelserne skal gennemføres indenfor 3 måneder og 100% indenfor 4 måneder. Resultatmålet træder i kraft d. 1. januar 2007.

 

RESUME

I 2004 besluttede Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, at 90 pct. af undersøgelserne på børneområdet skal gennemføres indenfor 3 måneder, mens 100 pct. skal gennemføres indenfor 4 måneder. I forbindelse med Anbringelsesreformen fra januar 2006 er der nu opstillet en tidsfrist i § 38 i Lov om Social Service, der bestemmer, at undersøgelserne skal være gennemført indenfor 4 måneder.

 

På baggrund af Lean-pilotprojektet i Brønshøj-Husum og Vanløse samt de i Anbringelsesreformen opstillede tidsfrister indstilles, at kommunens politiske kvalitetsmål vedr. § 38 undersøgelser ændres til, at undersøgelserne ska l gennemføres indenfor 4 måneder, hvorved kvalitetsmålet bliver identisk med lovgivningens tidsfrist. Samtidig indstilles det, at Socialforvaltningen i sin interne opfølgning arbejder med og følger op på et resultatmål om, at 80 pct. af § 38 undersøgelserne skal være gennemført indenfor 3 måneder.

 

Ændringen af det politiske kvalitetsmål samt det nye interne resultatmål træder i kraft fra 1. januar 2007.

SAGSBESKRIVELSE

I henhold til § 38 i Lov om Social Service har kommunen pligt til at undersøge barnets eller den unges forhold, når det må antages, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte. I forbindelse med revideringen af Lov om Social Service pr. 1. januar 2007 ændres § 38 til § 50. Dette har dog ingen betydning af paragraffens indhold, som vil være uændret.

 

Som et led i undersøgelsen skal kommunen inddrage barnet eller den unge og forældrene samt fagfolk, som har kendskab til barnets eller den unges og familiens forhold. På baggrund af undersøgelsen skal der tages begrundet stilling til, om der skal iværksættes foranstaltninger for barnet eller den unge og familien med henblik på at sikre barnets eller den unges trivsel og udvikling.

I Lov om Social Service opereres med en tidsfrist på 4 måneder for gennemførelsen af § 38 undersøgelsen. Fristen blev indført i lovgivningen pr. 1. januar 2006 i forbindelse med gennemførelsen af Anbringelsesreformen.

I september 2004 vedtog Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget et politisk kvalitetsmål om, at 90 pct. af § 38 undersøgelserne skal gennemføres indenfor 3 måneder, mens den resterende andel skal være gennemført indenfor 4 måneder (FAU 417/2004).

Det pågældende kvalitetsmål er det eneste på børneområdet, der knytter sig til tidsfrister for sagsbehandlingen. Kvalitetsmålet indgår i den løbende rapportering til Borgerrepræsentationen i forbindelse med opfølgningen på de politisk fastsatte kvalitetsmål i Socialforvaltningen.

Generelt har beslutningen fra 2004 om at gennemføre 90 pct. af § 38 undersøgelserne indenfor 3 måneder vist sig vanskelig at realisere. Der har fra sagsbehandlere og børnefamilieteamchefer været rejst kritik af den stramme tidsfrist i Københavns Kommune sammenlignet med lovgivningen, idet fristen har været medvirkende til at stresse medarbejderne og bidrage til en oplevelse af en meget stor arbejdsbyrde.  

I forbindelse med det verserende Lean-pilotprojekt i Socialcenter Brønshøj-Husum og Vanløse er sagsgangen omkring § 38 undersøgelser gennemgået. I rapporten konkluderes, at det er mere sandsynligt at 80 pct. af undersøgelserne er gennemført indenfor 3 måneder og den resterende del indenfor 4 måneder (se bilag 1). Konklusionen er i tråd med de tilbagemeldinger som Mål- og rammekontoret for børnefamilier løbende har fået fra børnefamilieteamcheferne som led i opfølgningen på kvalitetsmålet.

Den øjeblikkelige målopfyldelse pr. 30. september 2006 viser, at 57 pct. af § 38 undersøgelserne i 2006 er gennemført indenfor 3 måneder. Det til trods for, at socialcentrene har haft fokus på problemstillingen i gennem de seneste to år.

På baggrund af Lean-pilotprojektet i Brønshøj-Husum og Vanløse samt den nye lovgivning fra 1. januar 2006 indstilles det, at kvalitetsmålet vedr. gennemførelse af § 38 undersøgelser ændres til, at § 38 undersøgelserne skal være gennemført indenfor 4 måneder. Herved svarer det politiske fastsatte kvalitetsmål til bestemmelserne i lovgivningen.

I overensstemmelse med resultaterne fra Lean-pilotprojektet indstilles endvidere, at Socialforvaltningen i sin interne opfølgning arbejder med og følger op på et resultatmål om, at 80 pct. af § 38 undersøgelserne skal være gennemført indenfor 3 måneder og 100% indenfor 4 måneder. Det bemærkes i den sammenhæng, at de sager der ikke forventes at kunne gennemføres indenfor 3 måneder er de sager, hvor der foreligger særligt udredningsarbejde (f.eks. hvor der er behov for en børnepsykiatrisk undersøgelse) og/eller sager, hvor samarbejdet med forældrene er særligt problematisk.

Det vurderes, at kvalitetsmålet og det interne resultmål tilsammen er så ambitiøse, at det også fremadrettet vil medvirke til at opfylde Socialforvaltningens ambition om at være blandt landets bedste, hvad angår effektiv og hurtig sagsbehandling i børnesager.

 

ØKONOMISKE KONSEKVENSER
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER
Sagstypen er ikke omfattet af Socialudvalgets positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ANDRE KONSEKVENSER
Indstillingen har ikke andre konsekvenser.

 

HØRING
Indstillingen har ikke været i høring, men er løbende blevet drøftet med børnefamilieteamcheferne.

 

BILAG

1.      Valcons afrapportering vedr. Lean i Brønshøj-Husum og Vanløse.

 

Grethe Munk                       /                     Sven Bjerre


 

Til top