Mødedato: 06.06.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Temadrøftelse om hjemløseområdet

Se alle bilag
På trods af de senere års omstilling til en mere rehabiliterende indsats på hjemløseområdet, befinder et stort antal københavnere sig i hjemløshed – eksempelvis på et herberg, som såkaldte sofasovere eller på gaden. Socialudvalget skal drøfte og beslutte retningen for en handleplan for hjemløseområdet. Socialforvaltningen vender tilbage til udvalget på et senere møde med en endelig handleplan på baggrund af dagens drøftelse. Handleplanen er første del af udmøntningen af den kommende Socialstrategi.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget drøfter udfordringerne på hjemløseområdet, jf. bilag 2 og 3
  2. at Socialudvalget drøfter og beslutter, hvilke budgetforslag vedrørende hjemløseområdet, Socialforvaltningen skal bringe videre som en samlet hjemløsepakke til budgetforhandlingerne for 2019, og hvilke der skal vente til kommende budgetforhandlinger, jf. bilag 1
  3. at Socialudvalget drøfter og kommer med input til handleplanen for hjemløseområdet, jf. bilag 1

Problemstilling

Socialforvaltningen har en rehabiliterende tilgang til hjemløshed, og dermed en tro på at alle borgere kan komme sig helt eller delvist. Det betyder blandt andet, at forvaltningen så tidligt som muligt arbejder hen mod, at københavnere ramt af hjemløshed kommer i egen bolig med støtte. Strukturelle barrierer samt udfordringer vedrørende kapacitet og kvalitet begrænser imidlertid mulighederne for at tilbyde tilstrækkeligt af de rehabiliterende indsatser og tilbud, som kan nedbringe antallet af hjemløse i København yderligere. Ifølge den seneste hjemløsetælling, foretaget af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), er 1.482 hjemløse i København, svarende til 22 pct. af landets hjemløse.

Forvaltningen har gennemført en analyse, og her identificeret fire overordnede behov på området:

  1. Flere boliger, som en borger i hjemløshed kan betale
  2. Flere midlertidige eller længerevarende pladser i botilbud til borgere med hjemløshedsproblematikker
  3. Styrket rehabiliterende indsats til byens hjemløse
  4. Tidssvarende fysiske rammer på byens tilbud til udsatte.

På den baggrund har forvaltningen udarbejdet en handleplan for et løft af indsatsen på hjemløseområdet, jf. bilag 1. Handleplanen har fokus på følgende temaer med underliggende løsningsforslag:

  • Omstilling inden for den nuværende økonomiske ramme
  • Budgetforslag
  • Tiltrækning af eksterne midler til området i samarbejde med civilsamfundet

Forvaltningens analyse har understreget behovet for et generelt løft af hjemløseområdet, hvilket forudsætter tilførsel af økonomi til området. Handleplanen peger på de nødvendige tiltag til at løfte området og til at synliggøre Københavns Kommunes udfordringer med at håndtere hjemløshed. Fremadrettet vil dette også være måden, at forvaltningen vil arbejde på andre områder, hvor Socialstrategien er den overordnede ramme, kombineret med en handleplan.

Løsning

Housing First blev for alvor den dominerende tilgang i København i forbindelse med en større omstilling af hjemløseområdet under den nationale Hjemløsestrategi i perioden 2009 til 2013. Siden 2009 er Københavns Kommunes andel af borgere i hjemløshed faldet, som beskrevet ovenfor.

Særligt blandt de 18 til 24-årige, som forvaltningen har haft et markant fokus på de sidste år, er antallet faldet. Derudover er det lykkedes at sikre et stabilt flow fra gade til natcafé og til herberg. Hertil kommer, at de københavnere, der flytter fra herberg til egen bolig med bostøtte, fastholder deres bolig. Ligeledes laves der flere handleplaner for borgerne end tidligere, og der er etableret et godt samarbejde mellem forvaltningens tilbud og byens NGO’er om hjælp til den gode hjemrejse for udenlandske hjemløse, hvor omkring 200 personer hvert år støttes til hjemrejse.

Den største udfordring for Socialforvaltningen er at hjælpe borgerne videre til egen bolig fra et herberg. Derfor ønsker Socialforvaltningen at nedbringe hjemløsheden yderligere og at hjælpe flere borgere videre fra herberg til den rette boligform ved at have fokus på den rehabiliterende indsats og opdyrkning af boligløsninger. Derfor har forvaltningen gennemført en foreløbig analyse, der skal pege på nye løsninger på området. Analysen gennemgås kort nedenfor (se også bilag 2).

Barrierer og behov på hjemløseområdet
Analysen af hjemløseområdet viser, at den primære barriere fortsat er mangel på boliger, som hjemløse kan flytte til efter eksempelvis et herbergsophold. Manglen på boliger giver lange ophold på byens herberger. Udover unødig fastholdelse i hjemløshed, gør flaskehalsproblematikken på herbergerne rehabiliteringsopgaven endnu mere aktuel. Det skyldes, at flere beboerne får længere ophold, end de burde have på et herberg. En væsentlig udfordring er her den nuværende normering på byens herberger, hvis pladspriser er lave sammenlignet med de øvrige 6-byer og købte pladser på udenbys tilbud, jf. bilag 3 om udgiftspres og styringsudfordringer på hjemløseområdet. I den forbindelse er det et opmærksomhedspunkt, at et lavt serviceniveau på byens herberger kan medføre, at borgerne søger mod udenbys herberger. Ligeledes kan et kvalitetsløft af området føre til en større efterspørgsel efter en herbergsplads i København blandt udenbys borgere. Derudover påvirker et stigende antal ældre og plejekrævende beboere efterspørgslen efter botilbud efter SEL § 107 og § 108. Endelig er der et betydeligt efterslæb i forhold til de fysiske rammer på herbergerne. Dette behov adresseres i Socialforvaltningens moderniseringsplan og indgår derfor ikke beskrevet nærmere i udkast til handleplan for området.

Forvaltningen har beskrevet en række løsningsforslag i bilag, som adresserer de mest presserende behov på hjemløseområdet. Det er et opmærksomhedspunkt, at der skal tilføres midler til området for at kunne realisere planen. Det er en politisk prioritering, om der skal afsættes midler til disse dele af handleplanen:

  1. Etablering af nye boligløsninger ved at afprøve mulighederne i det frikommuneforsøg som Københavns Kommune har fået tilsagn til at deltage i, og gennem etablering af flere skæve boliger.
  2. Flere midlertidige og længerevarende pladser i botilbud til borgere med hjemløshedsproblematikker for bedre at kunne håndtere borgernes behov
  3. Styrket rehabiliterende indsats til byens hjemløse gennem et personaleløft og fælles uddannelse på tværs af området med fokus på rehabiliteringsopgaven
  4. Tidssvarende fysiske rammer på byens tilbud til udsatte gennem modernisering af botilbud.

Løsningsforslagene forslås håndteret ad tre overordnede spor, der tilsammen udgør forvaltningens forslag til en samlet handleplan:

  1. Det første spor drejer sig om omstilling inden for rammen, hvor indsatsen omstilles inden for den nuværende økonomiske ramme og samarbejdet med de øvrige forvaltninger om opgaven styrkes.
  2. Det andet spor er tiltag, der forudsætter prioritering af budgetmidler til området, til eksempelvis udvidelse af kapaciteten kombineret med et løft af den rehabiliterende indsats.
  3. Det tredje spor handler om at opdyrke samarbejdet med civilsamfundet om løsninger til gavn for målgruppen, eksempelvis ved at samarbejde med frivillige organisationer om fondsansøgninger til projekter, der hjælper målgruppen videre til et selvstændigt liv og ved at opdyrke nye boligløsninger.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Det er imidlertid en forudsætning for handleplanens realisering, at der tilføres midler til området.

Videre proces

På baggrund af Socialudvalgets drøftelse vil Socialforvaltningen vende tilbage med en endelig handleplan, der skal godkendes på socialudvalgsmødet d. 20. juni 2018. Derudover vil forvaltningen konkretisere de budgetforslag, som udvalget ønsker at medbringe til forhandlingerne om Budget 2019. Socialforvaltningen vil løbende forelægge Socialudvalget en status på handleplanen, så udvalget løbende kan drøfte, om der skal afsættes flere midler til at implementere handleplanen.

Nina Eg Hansen

                   / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Kontorchef Eva Stokbro Jensen, fuldmægtig Thomas Land Christiansen og Peter Juul, Udsatterådet deltog under punktets behandling.

 

Indstillingen 1. og 2. at-punkt blev drøftet.

Det blev under behandlingen af indstillingens 2. at-punkt besluttet, at Socialforvaltningen skal prioritere nye boligløsninger i en samlet hjemløsepakke til budgetforhandlingerne for 2019.

 

Indstillingens 3. at-punkt blev drøftet.

 

Til top