Mødedato: 06.06.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Intern høring af Kommuneplanstrategi 2018

Se alle bilag
Socialudvalget skal drøfte forslag til Kommuneplanstrategi 2018 ”Verdensby med ansvar". På baggrund af drøftelsen udarbejdes et høringssvar fra udvalget, som sendes til Økonomiforvaltningen. Økonomiforvaltningen giver på mødet en mundtlig orientering om kommuneplanstrategien.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget tager mundtlig orientering fra Økonomiforvaltningen om forslag til Kommuneplanstrategi 2018 ”En Verdens By med ansvar” til efterretning

  2. at Socialudvalget drøfter forslag til Kommuneplanstrategi 2018 ”En Verdens By med ansvar” (Bilag 1)

  3. at Socialudvalget godkender, at socialborgmesteren på baggrund af skemaet (Bilag 2) og udvalgets drøftelse sender et høringssvar på vegne af udvalget til Økonomiforvaltningen.

Problemstilling

Økonomiudvalget har sendt udkast til Kommuneplanstrategi 2018 ”En Verdens By med Ansvar” i intern høring fra den 25. april til den 19. juni 2018. Den interne høring gælder alle fagudvalg, lokaludvalg og Københavns Kommunes Udsatteråd, Ældreråd, Ungeråd og Handicapråd.

Kommuneplanstrategien skal fungere som Borgerrepræsentationens retningslinjer for byens udvikling og for den kommuneplanlægning, der ønskes gennemført i den kommende valgperiode. Ifølge Planloven skal Borgerrepræsentationen inden udgangen af første valgperiode udarbejde en strategi for kommuneplanlægning. Den endelige kommuneplanstrategi fungerer derefter som grundlag for Borgerrepræsentationens videre beslutning om der er behov for en hel eller en delvis revision af den gældende Kommuneplan 2015 (KP15).

Udkastet til Kommuneplanstrategien 2018 er udarbejdet af Økonomiforvaltningen med inddragelse af alle fagforvaltninger.

I forbindelse med den interne høring har Økonomiudvalget udbedt sig skriftligt høringssvar fra samtlige udvalg.  Som oplæg til format har Økonomiforvaltningen i forbindelse med høringen fremsendt skema til kommentering af strategiens indhold på et både overordnet og tekstnært niveau.

Løsning

Socialudvalget skal senest den 19. juni have fremsendt et høringssvar til strategien.

I forbindelse med den interne høring har Socialforvaltningen udarbejdet et udkast til skema med kommentarer til strategien (bilag 2), som kan fungere som afsæt for udvalgets drøftelse af Kommuneplanstrategien 2018 (bilag 1).

Idet strategien senere skal udmøntes med den nye kommuneplan, er det vigtigt, at Socialforvaltningens målgrupper og tilbud sikres de bedst mulige forudsætninger i de kommende års udvikling af København.

Udkastet til strategien er centreret om følgende fem tematikker:

  • En social og blandet by

  • En grøn og bæredygtig by

  • En kulturel storby med kant

  • En talentfuld by med talenter og arbejdspladser

  • En international byregion

Det er forvaltningens vurdering, at strategien på et overordnet niveau har taget dele af forvaltningens tidligere indmeldte tematikker til efterretning. De tre tematikker: flere billige boliger, blandet by og tilgængelighed er udvalgt på baggrund af en gennemgang af Socialforvaltningens væsentlige politikker, strategier og centrale analyser.

Det er en central problemstilling på Socialudvalgets område, at boligmarkedets prisudvikling i de seneste år har været højere end udviklingen i betalingsevnen hos forvaltningens målgrupper. Derfor er det særligt vigtigt, at den kommende kommuneplanstrategi formår at lægge op til et forsat kommuneplanskrav om 25 pct. almene boliger i nye lokalplaner, og at minimum 10 pct. af de almene boliger udgøres af små og billige boliger til en husleje på under 3.200 kr. mdr.

Det er endvidere centralt, at den blandede by i kommuneplanstrategien ikke kun handler om en blanding af aldersgrupper og familier/singler, men også om ulighed og behovet for forskellige og billige boliger.

Den sidste indmeldte tematik fra Socialforvaltningen - tilgængelighed - er kun i mindre grad blevet indarbejdet. Det er vigtigt at definere behovet for tilgængelighed, ikke kun i forhold til borgere med handicap, som helt er udeladt, eller tilgængeligheden til kollektivtransport, men også social tilgængelighed, så der i alle byens områder bliver udviklet boliger i typer og prisklasser, som også socialt udsatte og lavindkomst hustande kan betale.

Socialudvalget bedes i denne forbindelse drøfte, om Socialforvaltningens målgrupper og udfordringer er inddraget på en passende måde i udkastet til Kommuneplanstrategien 2018.

Økonomi

Denne indstilling har ikke økonomiske konsekvenser.

Videre proces

På baggrund af drøftelsen i Socialudvalget udarbejdes et overordnet høringssvar fra Socialudvalget til fremsendelse til Økonomiforvaltningen, hvor skemaet (bilag 2) indgår som bilag.

Efter den interne høring vil Økonomiforvaltningen fremlægge et forslag til en revideret Kommuneplanstrategi 2018, som sammen med en hvidbog med udvalgenes høringssvar forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i september 2018. Herefter sendes kommuneplanstrategien i offentlig høring i 8 uger. Processen for den eksterne høring, hvor alle Københavnere kan komme til orde, er endnu i planlægningsfasen, men der forventes blandt andet en række oplæg fra overborgmesteren samt workshops.

Københavnernes høringssvar for byens udvikling bliver herefter indarbejdet i strategien. Derudover udarbejder Økonomiforvaltningen en hvidbog for den offentlige debat og tager stilling til de indkomne høringssvar. Hvidbogen fremlægges sammen med endnu et udkast til Kommuneplanstrategien 2018 til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationens behandling og forventet vedtagelse primo 2019.

 

Nina Eg Hansen      

                                   / Anders Johannes Kristensen               

 

 

Beslutning

Kontorchef Anders Johannes Kristensen, planchef Kenneth Horst Hansen og projektleder Dorte Bay

Høyerup deltog under punktets behandling.

 

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning.

Indstillingens 2. at-punkt blev drøftet.

Indstillingens 3. at-punkt blev godkendt.

 

Til top