Placering af botilbudspladser til udsatte voksne på Linde Allé i Vanløse
Resumé
Der blev med budget 2019 afsat en planlægningsbevilling til etablering af 2 x 20 botilbudspladser til udsatte voksne på et ukendt areal. Socialforvaltningens ønske til placering har været at placere botilbuddene på to forskellige matrikler. Det har dog vist sig ikke at være muligt at finde to egnede placeringer, men Økonomiforvaltningen har nu identificeret en passende grund. Endvidere arbejdes der videre på placering af 3 x12 skæve boliger.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
-
at Socialudvalget godkender, at der arbejdes videre med placering af 2 x 20 botilbudspladser til udsatte voksne på Linde Allé 40 i Vanløse som to adskilte botilbud beliggende på samme matrikel.
-
at Socialudvalget tager til efterretning, at Socialforvaltningen arbejder på placeringen af 3 x 12 skæver boliger på tre navngivne adresser.
Problemstilling
For at leve op til forsyningsforpligtelsen på botilbudsområdet blev der ved Budget 2019 afsat en planlægningsbevilling til 2 x 20 botilbudspladser til udsatte borgere. Målgruppen er udsatte borgere med plejebehov og aktivt misbrug af alkohol og/eller stoffer. Det er typisk tidligere hjemløse, som også kan have psykiske lidelser, der ikke er diagnosticeret.
20 pladser er en hensigtsmæssig størrelse i forhold til varetagelse af målgruppens behov, indpasning i forhold til nærmiljøet og sikre en fornuftig driftsøkonomi. Ønsket til placering har derfor taget udgangspunkt i placering af 20 botilbudspladser på to forskellige matrikler. Med udgangspunkt i grunde ejet af Københavns Kommune er der afsøgt egnede placeringer. På grund af knaphed i ledige grunde har det ikke været muligt at finde to egnede matrikler til botilbuddene. Der er dog fundet en grund på Linde Allé 40 i Vanløse, som vurderes egnet. Etablering af botilbud på grunden forudsætter flytning af Børne- og Ungdomsforvaltningens områdeadministration, som i dag er placeret på matriklen.
Løsning
Der er identificeret en passende størrelse grund på Linde Allé 40 i Vanløse (op til 2.886 m2 institutionsbyggeri) som en egnet placering til to adskilte botilbud til udsatte voksne etableret som nybyggeri. Billede af grunden fremgår nedenfor.
Med valget af denne placering kan følgende fordele og ulemper fremhæves:
-
Egnet grund til placering af 2 x 20 botilbudspladser er identificeret, hvorved planlægningsarbejdet for byggeriet kan igangsættes, og Københavns Kommune kan leve op til forsyningsforpligtelsen på området.
-
Ved etablering af tilbud med mange pladser på samme matrikel kan der være en række stordriftsfordele.
-
Omvendt vil der være nogle socialfaglige udfordringer forbundet med et stort tilbud for denne målgruppe. Med mange udsatte borgere vil der være risiko for et øget konfliktniveau og for at der opstår misbrugsfællesskaber, der kan være svære for medarbejderne at imødegå.
-
Placering af mange borgere med misbrug udgør et potentielt kundegrundlag for stofsælgere.
-
Et stort tilbud vil udgøre et meget synligt tilbud i lokalområdet, og der må forventes at opstå en del modstand fra lokale beboere, herunder ikke mindst privatskolen på nabomatriklen.
I lyset af det begrænsede antal grunde og ejendomme, der er til rådighed, foreslår Socialforvaltningen, at de 2 x 20 botilbudspladser placeres på samme matrikel, hvis tilbuddene opføres som nybyggeri og designes og placeres, så de opleves som to separate tilbud. Det vil kunne imødegå nogle af de ovenfor beskrevne ulemper. Såfremt Socialudvalget godkender placeringen, kræver det en ændret benyttelsesformulering for grunden i lokalplanen, før byggeriet kan gå i gang. Det vil derfor være Teknik- og Miljøudvalget, som skal godkende en sådan ændring, herunder stillingtagen omkring hensynet til lokalområdet. Af bilag 1 fremgår markeringen af Linde Allé 40 i større format.
Etablering af nye skæve boliger
Socialforvaltningens behovsanalyse 2010-2026 viser et stigende kapacitetsbehov for boliger til udsatte borgere. Der er derfor blevet afdækket muligheder for placering af 3 x 12 skæve boliger til hjemløse borgere med behov for en social indsats med henblik på fremlæggelse af budgetforslag til overførselssagen 2018/2019. Af hensyn til indpasning af målgruppen i forhold til nærmiljøet, har afsøgningen taget udgangspunkt i et ønske om placering på tre forskellige matrikler. Der vil til overførselssagen bliver fremlagt forslag til placering af 12 boliger på hver af følgende tre adresser:
-
Scherfigsvej 2, København Ø - Grønt område på 2.230 m2, udlagt til boliger og serviceerhverv i Kommuneplan.
-
Emdrupvej 99, København Ø - Grønt område på 15.000 m2, udlagt til fritidsformål i Kommuneplan.
-
Strødamvej 10, København Ø - Grønt areal på 8.000 m2, udlagt til institutioner og fritidsområde.
Muligheden for at placere et botilbud med 20 pladser til udsatte voksne på en af ovenstående grunde har været undersøgt. Dette anbefales dog ikke, da der så vil mangle en grund til de skæve boliger, som de hjemløse har stort behov for.
Samtidig kan det ikke anbefales alene at placere et botilbud med 20 pladser til udsatte voksne på Linde Allé, da grunden derved ikke udnyttes optimalt. Socialforvaltningen har ikke kunne pege på en egnet målgruppe at kunne placere sammen med udsatte voksne på restarealet på Linde Allé, hvorfor Økonomiforvaltningen ikke ser denne mulighed som en gangbar løsning.
Ved Socialudvalgets godkendelse af den foreslåede placering af 2 x 20 botilbudspladser til udsatte voksne samt en forventet beslutning om placeringen af 3 x 12 skæve boliger i overførselssagen, vil der blive allokeret grunde, så der skabes mulighed for at etablere flest mulige antal pladser til udsatte borgere.
Der arbejdes fortsat på at tilvejebringe egnede grunde til 2 x 5 midlertidige containerboliger til unge hjemløse, som der blev bevilget planlægningsmidler til i budget 2019. På nuværende tidspunkt er det ikke lykkedes, da de ledige grunde, jf. ovenfor, foreslås prioriteret til 3 x 12 skæve boliger og 2 x 20 botilbudspladser til udsatte voksne.
Økonomi
Det kan vise sig nødvendigt med øget finansiering i form af driftsudgifter til oprydning i lokalområdet tæt på botilbuddet.
Videre proces
Såfremt Socialudvalget godkender indstillingen, vil Socialforvaltningen efter ønske fra Økonomiforvaltningen fremlægge budgetforslag til overførselssagen 2018/2019 vedrørende beslutning om placeringen af de 2 x 20 botilbudspladser på Linde Allé, samt behov for anlægsmidler til flytningen af Børne- og Ungeforvaltningens områdeadministration. Anlægsansøgning for nybyggeriet af 2 x 20 botilbudspladser på Linde Allé forventes fremlagt til overførselssagen 2019/2020.
Nina Eg Hansen
/ Anders Johannes Kristensen
Beslutning
Dagsordenens punkt 7 blev behandlet før punkt 3.
Kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling.
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt og 2. at-punkt blev taget til efterretning med en tilføjelse om, at der arbejdes videre med en mulighed for at benytte containerboliger på en af grundene.