Forslag om etablering af mobil rådgivningsenhed til københavnere i alderen 14-24 år med lette og mellemsvære udfordringer
Resumé
Borgerrepræsentationen har den 20. september 2018 udvalgshenvist en sag til Socialforvaltningen om at fremlægge et forslag til politisk behandling i Socialudvalget om etablering af en toårig mobil rådgivningsenhed målrettet københavnere i alderen 14-24 år med lette og mellemsvære udfordringer.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
-
At godkende én af følgende tre modeller for håndtering af forslag fra Københavns Ungeråd om etablering af mobile enheder med rådgivning til udsatte unge
-
Model 1: Borgerrepræsentationen godkender, at Socialforvaltningen udarbejder budgetnotat om at lade en NGO etablere en mobil rådgivningsenhed til udsatte unge i en toårig forsøgsperiode.
-
Model 2: Borgerrepræsentationen godkender, at Socialforvaltningen udarbejder budgetnotat om at etablere et mobilt rådgivningstilbud til udsatte unge i en toårig forsøgsperiode.
-
Model 3: Borgerrepræsentationen vedtager, at der ikke udarbejdes et budgetnotat om at etablere et mobilt rådgivningstilbud til udsatte unge i en toårig forsøgsperiode, og at Socialforvaltningen ikke går videre med forslaget fra Københavns Ungeråd.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen pålagde den 20. september 2018 Socialforvaltningen, i samarbejde med øvrige relevante forvaltninger samt Københavns Ungeråd, at udarbejde et forslag til politisk behandling, der belyser mulighederne for at etablere en toårig forsøgsordning, hvor københavnere i alderen 14-24 år med lette og mellemsvære udfordringer tilbydes let og hurtig hjælp gennem mobile enheder. Formålet med forslaget er at give unge med lette og mellemsvære udfordringer eller med ondt i livet en lettere vej til akut rådgivning, så problemerne kan håndteres, mens de endnu er små.
Løsning
Socialforvaltningen præsenterer nedenfor to modeller for, hvordan en forsøgsordning med en mobil rådgivning kan etableres.
Model 1: Mobilt rådgivningstilbud drevet af NGO
Socialforvaltningen foreslår, at en eventuel forsøgsordning drives af en NGO. Den videre konkretisering af den mobile rådgivningsenhed vil ske i samarbejde mellem Socialforvaltningen og en NGO. Ungerådet skal også inddrages, så enhedens tilbud afspejler de behov, som Ungerådet ser hos målgruppen.
Ungerådets forslag har til hensigt at tilbyde mobil rådgivning til unge med en bred pallette af problemer, hvoraf de fleste vil befinde sig meget tidligt på indsatstrappen eller helt uden for den kommunale forsyningsforpligtigelse. Socialforvaltningen vurderer derfor, at der kan være fordele ved at lade en NGO drive ordningen, da det kan virke mindre stigmatiserende for målgruppen at opsøge hjælp i dette regi fremfor at skulle opsøge et kommunalt tilbud. Der findes allerede gode erfaringer med rådgivningstilbud i NGO-regi til målgruppen, som der kan hentes inspiration fra, fx Reach Out samarbejdet mellem TrygFonden og Psykiatrifonden om at fremme børn og unges mentale sundhed.
Socialforvaltningen anslår, at der skal afsættes en økonomisk ramme på 2,5 mio. kr. til etablering af ordningen. Det skal i øvrigt afklares, om model 1 indebærer en udbudsproces.
Model 2: Mobilt rådgivningstilbud drevet af Socialforvaltningen
Socialforvaltningen foreslår alternativt, at forsøget med en mobil rådgivningsenhed sker ved, at Socialforvaltningen køber, istandsætter og ombygger en brugt varevogn til formålet og driver tilbuddet herfra.
Rådgivningsenheden foreslås at være tilgængelig i hverdagene efter normal skoletid. Målgruppens brug af den mobile rådgivningsenhed afhænger af kendskab til tilbuddet, hvorfor der også er indregnet midler til en kommunikationsindsats. Forvaltningen foreslår, at rådgivningsenheden understøttes digitalt af en hjemmeside, hvor målgruppen kan finde relevant information, herunder telefonnummer, chat/mail, videoopkald, planlagt kørerute, mv.
Socialforvaltningen vurderer, at etableringen ordningen i en toårig forsøgsperiode vil medføre udgifter i omegnen af 2,5 mio. kr.
Socialforvaltningens bemærkninger til ungerådets forslag
Socialforvaltningen kvitterer for Ungerådets forslag og intentionerne bag, men vil samtidig fremhæve, at forslaget henvender sig til unge med en bred pallette af udfordringer, hvoraf flere vil befinde sig uden for den kommunale forsyningsforpligtigelse.
Socialforvaltningen har i dag en række tilbud om hjælp og rådgivning til unge fx:
-
Københavnerteamets mobile rådgivning, der henvender sig til unge i alderen 13-25 år, som er i risiko for kriminalitet, udsathed, og marginalisering. Denne ordning består af en ombygget varevogn, som Socialforvaltningen har indrettet passende til lejligheden.
-
U-turn, der er Københavns Kommunes anonyme tilbud til unge i alderen 14-24 år, der har et problematisk forbrug af alkohol, hash eller andre stoffer.
-
DeDrikkerDerhjemme, som er er et gratis og anonymt rådgivningstilbud til børn og unge fra 0 til 25 år fra hjem med alkohol- eller stofproblemer.
-
Socialforvaltningens anonyme unge- og familierådgivninger, hvor uddannede medarbejdere står klar til at give råd og vejledning om stort og småt, fx skole og uddannelse, familieproblemer mv.
Derudover er Socialforvaltningen usikker på, hvor stor en efterspørgsel, der vil være på en mobil rådgivningsenhed, hvorfor det også er vanskeligt at estimere forslagets effekt. Endelig vil der efter forsøgsperiodens udløb være et spørgsmål om en eventuel forankring og videreførelse af ordningen.
Økonomi
Etablering af en forsøgsordning med et mobilt rådgivningstilbud forudsætter finansiering, hvorfor der skal udarbejdes budgetnotat, såfremt Borgerrepræsentationen ønsker, at der arbejdes videre med model 1 eller model 2.
For så vidt angår model 1 anslår Socialforvaltningen, at der bør afsættes en økonomisk ramme på 2,5 mio. kr. Det konkrete beløb og udmøntningen heraf beror på nærmere dialog med relevant NGO. I tabel 1 præsenteres udgiftsestimater for model 2, hvor Socialforvaltningen etablerer et mobilt rådgivningstilbud i en brugt varevogn.
Tabel 1: Udgiftsestimat for Socialforvaltningens etablering af mobil rådgivningsenhed i en ombygget varevogn
|
Første år |
Andet år |
Køb af varevogn |
110.000 |
|
Ombygning og istandsættelse |
290.000 |
|
Driftsomkostninger, herunder leje af garage, uniformer, m. |
450.000 |
450.000 |
Bemanding, to pædagogiske halvårsværk |
450.000 |
450.000 |
Øvrige, fx kommunikationsindsats |
150.000 |
150.000 |
I alt |
1.450.000 |
1.050.000 |
Der er for ingen af modellerne indregnet udgifter til evaluering.
Videre proces
Socialforvaltningen vil gå videre med forslaget i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning.
Nina Eg Hansen
/ Lise Stidsen Vandahl
Beslutning
Dagsordenens punkt 6 blev behandlet før punkt 2.
Kontorchef Lise Stidsen Vandahl deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev ikke godkendt, da der var enighed i Socialudvalget om, at forvaltningen skal udarbejde et nyt og mere kvalificeret budgetnotat og vende tilbage med et nyt forslag til videre proces. Budgetnotatet skal beskrive muligheden for et samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen om at etablere et mobilt rådgivningstilbud.