Implementering af strategi for samværs og aktivitetstilbuddene for borgere med sindslidelse
Socialudvalget forelægges tre modeller for udmøntning af Socialforvaltningens strategi for aktivitets- og samværstilbud for borgere med sindslidelse med henblik på at bemyndige forvaltningen til at arbejde videre med én af dem, og skal desuden godkende, at forvaltningen indleder et generelt arbejde med at kvalificere tilbudsviften af aktivitets- og samværstilbud for borgere med sindslidelse.
Problemstilling
Socialudvalget godkendte ultimo 2010 en ny strategi for aktivitets- og samværs- tilbudddene på psykiatriområdet, hvis overordnede målsætninger er:
- at skabe en differentieret og sammenhængende vifte af aktivitets- og samværstilbud.
- at skabe rammerne for, at flere borgere kan etablere og fastholde kontakten til arbejdsmarkedet.
- at skabe rammerne for, at flere borgere bliver i stand til at flytte fra botilbud til en mere selvstændig boligform.
Forvaltningen har siden strategiens vedtagelse arbejdet for at indfri de tre målsætninger. Det er dog forvaltningens vurdering, at der kan opnås mere overbevisende resultater vedrørende målsætningerne, hvis der foretages en tilpasning af den nuværende kapacitet på aktivitets- og samværstilbuddene med henblik på dels at skabe en udvidet, og dels en mere differentieret, tilbudsvifte på området, herunder at skabe bedre rammer for, at flere borgere kan etablere samt fastholde en kontakt til arbejdsmarkedet.
Planen skal desuden ses i sammenhæng med, at det ikke har været muligt fuldt ud at implementere alle delelementer i spareforslag S204 fra budgetaftalen i 2011 om øget flow fra de socialpsykiatriske botilbud. Således var det hensigten at etablere 20 tilknytningsboliger, et udslusningsteam og et dagtilbud/værested for en del af de sparede midler fra nedlæggelsen af 40 botilbudspladser. Nedlæggelsen af botilbudspladserne har imidlertid ikke givet den besparelse, som var forudsat. Det har som konsekvens heraf ikke været muligt at etablere det værested/dagtilbud, som oprindeligt var tiltænkt i spareforslaget (se bilag 1 for en nærmere beskrivelse af implementeringen af spareforslaget).
Derfor forelægges Socialudvalget nu tre modeller for tilpasning af den eksisterende kapacitet på aktivitets- og samværstilbuddene på psykiatriområdet til drøftelse med henblik på at bemyndige forvaltningen til at arbejde videre med én af dem. I alle modellerne omprioriteres midler på området, og der skabes en øget kapacitet.
Uanset hvilken model udvalget måtte foretrække, ønsker forvaltningen desuden at indlede en dialog med de socialpsykiatriske centre – herunder de selvejende tilbud indenfor hvert center – med henblik på at udarbejde en model for en bedre og mere differentieret tilbudsvifte inden for kapaciteten på området.
Løsning
Kvalitetsforbedring og bredere tilbudsvifte
Forvaltningen ønsker at foretage en kvalificering af tilbudsviften på aktivitets- og samværsområdet inden for hvert socialpsykiatrisk center. I dag leverer for mange af tilbuddene den samme type af ydelser, og har åbent på næsten samme tid af døgnet. Ved at indgå i tættere samarbejder og/eller partnerskaber med hinanden, vil tilbuddene hver især kunne specialisere sig mere, og dermed skabe en større palet af aktivitetsmuligheder på flere tidspunkter af døgnet for brugerne i en given bydel. Det er en forudsætning for udviklingen af tilbudsviften, at der i hver bydel sikres tilstrækkelige tilbud, der kan levere den basale omsorgsydelse, så der altid er plads og tilgængelighed for de borgere, der alene har brug for omsorgsydelsen/et værested.
Der er blandt tilbudslederne et stort ønske om at kunne bidrage til denne nytænkning og dermed at kunne bidrage til flere muligheder for borgerne.
Konkret foreslås det, at forvaltningen tager initiativ til en tæt dialog med de fire socialpsykiatriske centre i København– herunder de selvejende tilbud inden for hvert center – med henblik på at udarbejde en model for, hvordan der sikres en tilstrækkelig differentiering i ydelser og en øget åbningstid på tværs af tilbud indenfor hvert center og på tværs af centrene. Initiativet foreslås iværksat, uanset hvilken model for den fremtidige udvikling af aktivitets- og samværstilbuddene, Socialudvalget måtte pege på.
Ønske om styrkelse og udvidelse af aktivitets- og samværskapaciteten i tre bydele
Forvaltningen ønsker at foretage en styrkelse/udvidelse af aktivitets- og samværskapaciteten i Sydhavnen, på Amager og i Nordvest, da der efter forvaltningens vurdering i disse tre bydele er et udækket behov for tilbud til målgruppen. Det forudsætter dog, at der tilvejebringes midler hertil gennem en omprioritering på området, idet forvaltningen kun har mulighed for at pege på 332 t.kr. inden for den nuværende ramme, som er tilovers fra spareforslag S204, som kan anvendes til formålet (jf. bilag 1).
I det følgende beskrives tre modeller for, hvordan det ifølge forvaltningen er muligt at imødekomme de ønskede behov for tilpasninger og udvidelser af aktivitets- og samværstilbuddene på psykiatriområdet fra 2013 og frem.
Model 1 – Opgradering af aktivitets- og samværskapaciteten i Sydhavnen
Forvaltningen ønsker at skabe et mere bæredygtigt og aktivitetsbaseret aktivitets- og samværstilbud i Sydhavnen med henblik på at indfri strategiens målsætninger om en mere differentieret og sammenhængende tilbudsvifte, herunder at skabe rammerne for, at flere borgere kan etablere og fastholde kontakten til arbejdsmarkedet.
Forvaltningen ønsker helt konkret at etablere et nyt aktivitetshus i Sydhavnen, som ikke blot vil henvende sig til den nuværende brugergruppe i området, men som også vil rumme muligheden for en kapacitetsudvidelse i bydelen til gavn for de af bydelens brugere, der i dag ikke benytter bydelens aktivitets- og samværstilbud på grund af for få aktiviteter. Forvaltningen ønsker at etablere aktivitetshuset i form af en organisatorisk sammenlægning af Sydhavnens tre aktuelle aktivitets- og samværstilbud; Pegasus, Amadeus og Café Rose. Den organisatoriske sammenlægning af tilbuddene skal dog kun støttes op af en fysisk sammenlægning af Amadeus og Café Rose, mens Pegasus bevares på sin nuværende lokalitet.
Forslaget om at bibeholde Pegasus på en selvstændig adresse skal ses i lyset af, at det ikke er muligt at pege på egnede alternative tilbud til Pegasus’ målgruppe inden for den nærmeste geografiske radius af tilbuddets nuværende placering. Pegasus’ brugere har en relativt høj gennemsnitsalder, og vurderes at være mindre mobile end den gennemsnitlige bruger af aktivitets- og samværstilbuddene.
Ved at sammenlægge Café Rose og Amadeus til et aktivitetshus på en ny adresse i bedre fysiske rammer, og samtidig at bevare Pegasus som en underafdeling til dette tilbud, frigøres tilstrækkelige midler på rammen til en række nye aktiviteter i forhold til i dag, samtidig med at den samlede kapacitet i Sydhavnen øges. Det er forvaltningens klare vurdering, at det i forbindelse med denne omlægning vil være muligt at bevare kontakten til den nuværende brugergruppe på de berørte tilbud i et nyt aktivitetshus, ligesom etableringen af et større værested i Sydhavnen muliggør en tiltrængt udvidelse af aktivitets- og samværskapaciteten i området.
Budgetmæssigt har model 1 følgende konsekvenser:
Model 1 |
Tusind kr. |
Afvikling af Café Rose |
-2.485 |
Afvikling af Amadeus |
-1.200 |
Ledige midler fra spareforslag S204/2011 |
-332 |
Nyt aktivitetshus for sindslidende i Sydhavnen |
4.017 |
Samlede budgetmæssige konsekvenser |
0 |
Det skal nævnes, at der er opbakning til planen – både blandt Missionen blandt hjemløse, som driver Pegasus og Amadeus, og hos den kommunale driftsherre, der driver Café Rose.
Model 2: Udvidelse af aktivitets- og samværskapaciteten på Amager og i Nordvest
Forvaltningen ønsker at foretage en udvidelse af den nuværende aktivitets- og samværskapacitet til borgere med sindslidelse på Amager og i Nordvest. Årsagen til denne prioritering er, at Amager igennem en årrække har haft et relativt lavt udbud af aktivitets- og samværstilbud til målgruppen henset til behovet i bydelen, ligesom forvaltningens etablering af flere botilbudspladser i Nordvest de seneste år også har medført en stigning i behovet for relevante aktivitets- og samværstilbud til målgruppen dér.
På Amager ønsker forvaltningen konkret at udvide og åbne det eksisterende interne aktivitets- og samværstilbud på Sundbygård med 60 nye pladser. I Nordvest vil udvidelsen ske ved etablering af et nyt tilbud med en forventelig kapacitet på minimum 60 pladser. Behovet herfor skal ses i sammenhæng med, at der i Nordvestkvarteret over de seneste år er etableret mere end 100 nye botilbudspladser til borgere med sindslidende uden at aktivitets- og værestedskapaciteten i området er øget.
Det nye tilbud tilstræbes at ligge i den østlige del af Nordvestkvarteret, således at der skabes mulighed for at tiltrække borgere fra den del af Nordvest og fra ydre Nørrebro. Såfremt udvalget godkender forslaget, vil forvaltningen i sammenhæng med arbejdet om den generelle kvalificering af tilbudsviften på aktivitets- og samværsområdet for sindslidende borgere vurdere, hvorvidt organiseringen af det nye tilbud skal ske i kommunalt eller selvejende regi samt hvilke særlige indsatsområder/-målgrupper (f.eks. beskæftigelse, borgere med anden etnisk baggrund), som tilbuddet skal rettes mod. En endelig indstilling herom vil blive forelagt Socialudvalget i 2013.
Forslagene om øget kapacitet på Amager og i Nordvest forudsætter, at der tilvejebringes midler til formålet, idet forvaltningen ikke har mulighed for at pege på tilstrækkelige midler inden for rammen. Forvaltningen har derfor foretaget en analyse af det samlede kapacitetsudbud på aktivitets- og samværsområdet i alle bydele, og har i forlængelse heraf vurderet, at de nødvendige midler kan tilvejebringes ved en mindre tilpasning på Nørrebro i form af en afvikling af aktivitets- og samværstilbuddet Sidelinien.
Sidelinien udgør et af syv aktivitets- og samværstilbud på Nørrebro, og har dagligt ca. 25 brugere. Sideliniens profil og målgruppe adskiller sig ikke væsentligt fra hovedparten af de seks øvrige tilbud på Nørrebro – dog med den undtagelse, at huslejen på tilbuddet er ekstraordinær høj. Desuden ligger Nørrebros øvrige seks aktivitets- og samværstilbud alle i geografisk nærhed af Sidelinien, hvorfor det relativt let kan lade sig gøre at tilbyde de nuværende brugere af Sidelinien et alternativ i umiddelbar nærhed af deres nuværende tilbud. Helt konkret vurderes brugergruppen at kunne finde relevante alternative muligheder i Askovgårdens aktiviteter, Offside eller Caféen i Thorupsgade, ligesom også Idrætshuset udgør et godt alternativ for de af Sideliniens brugere, som har ønske om et sted med en sundhedsprofil. Endelig forventes et antal brugere også at kunne få glæde af et nyt aktivitets- og samværstilbud i Nordvest beliggende i den østlige del.
Der er i dag samlet set en ledig kapacitet på mere end 70 pladser på de nævnte tilbud, hvorfor det fint lader sig gøre at optage Sideliniens brugere i den øvrige værestedskapacitet på Nørrebro indenfor den nuværende kapacitet på området.
Budgetmæssigt har model 2 følgende konsekvenser:
Model 2 |
Tusind kr. |
Afvikling af Sidelinien |
-3.160 |
Ledige midler fra spareforslag S204/2011 |
-332 |
Opgradering af aktivitets- og samværstilbud Sundbygård |
1.355 |
Etablering af nyt tilbud i Nordvest |
2.137 |
Samlede budgetmæssige konsekvenser |
0 |
Der er opbakning til planen hos centerchefen på området.
Model 3 - Opgradering af værestedskapaciteten i Sydhavnen samt udvidelse af værestedskapaciteten på Amager og i Nordvest
Model 3 er en kombination af modellerne 1 og 2, og giver mulighed for både at optimere aktiviteterne i Sydhavnen og at frigøre midler til at øge kapacitet på Amager og i Nordvest.
De 332 t. kr. som kan anvises på rammen fra spareforslag S204 fordeles i model 3 til etablering af det nye tilbud i Nordvest, idet det ikke vurderes muligt at etablere et tilstrækkeligt attraktivt tilbud for under 2,1 mio. kr. Det betyder, at aktivitetshuset i Sydhavnen i model 3 vil blive tildelt 332 t. kr. mindre end i model 1 – i alt knap 3,7 mio. kr. Det er fortsat forvaltningens vurdering, at der for dette beløb kan skabes et attraktivt tilbud i Sydhavnen.
Model 3 er den mest omfattende, men giver samtidig mulighed for i større omfang at arbejde målrettet med intentionerne i strategien, hvorfor forvaltningen anbefaler denne model.
Budgetmæssigt har model 3 følgende konsekvenser:
Model 3 |
Tusind kr. |
Afvikling af Café Rose |
-2.485 |
Afvikling af Amadeus |
-1.200 |
Afvikling af Sidelinien |
-3.160 |
Ledige midler fra spareforslag S204/2011 |
-332 |
Nyt aktivitetshus for sindslidende i Sydhavnen |
3.685 |
Opgradering af aktivitets- og samværstilbud Sundbygård |
1.355 |
Etablering af nyt tilbud i Nordvest |
2.137 |
Samlede budgetmæssige konsekvenser |
0 |
Oversigt over samlet kapacitetstilpasning i de tre modeller:
Bydel/Center |
Nuværende kapacitet |
Ca. gns. dagligt antal brugere (2010) |
Udvidelse af kapacitet/antal brugere |
||
Model 1 |
Model 2 |
Model 3 |
|||
Socialpsykiatrisk center City |
500 |
457 |
+20 |
- |
+20 |
Socialpsykiatrisk center Amager |
120 |
50 |
- |
+60 |
+60 |
Socialpsykiatrisk center Nørrebro |
248 |
155 |
- |
- |
- |
Socialpsykiatrisk center Nordvest |
114 |
59 |
- |
+60 |
+60 |
Udenfor center |
50 |
55 |
- |
- |
- |
I alt |
1.032 |
776 |
+20 |
+120 |
+140 |
Økonomi
De økonomiske konsekvenser af de foreslåede modeller for tilpasning af kapaciteten på samværs- og aktivitetstilbuddene er gengivet ovenfor.
Videre proces
Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen indlede en dialog med de socialpsykiatriske centre, herunder de selvejende tilbud indenfor hvert center, med henblik på at udarbejde en model for en bedre og mere differentieret tilbudsvifte af samværs- og aktivitetstilbud på psykiatriområdet. Forvaltningen vil desuden, afhængigt af udvalgets beslutning vedrørende indstillingspunkt 2, indgå i en dialog med det eller de relevante centre med henblik på at forberede de kommende tilpasninger på området, herunder lægge en plan for, hvordan forvaltningen kan sikre den bedst mulige overgang for brugerne af de berørte tilbud til deres nye tilbud.
Anette Laigaard
/Sven Bjerre
Beslutning
Kontorchef Gitte Bylov Larsen og Jan Svensson overværede sagens behandling
Indstillingen blev godkendt med bemærkning om, at Model 3 vælges så man altså opgraderer værestedskapaciteten i Sydhavnen samt på Amager og i Nordvest.