Mødedato: 06.02.2013, kl. 19:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Rapport fra Intern Revision om eftersyn af private og selvejende botilbud

Se alle bilag

Orientering til Socialudvalget om Intern Revisions rapport om 'Eftersyn af selvejende og private botilbud' på Socialforvaltningens område.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.      at Socialudvalget tager orienteringen om Intern Revisions rapport om økonomisk eftersyn af selvejende og private tilbud til efterretning.

Problemstilling

I løbet af 2012 har Intern Revision gennemført et eftersyn af Socialforvaltningens økonomiske tilsyn med de private og selvejende botilbud og institutioner på børne- og voksenområdet (Servicelovens §§ 66.5, 66.6, 107 og 108). Intern Revision har på den baggrund udarbejdet rapporten "Eftersyn af selvejende og private botilbud", som er vedlagt som bilag 1.

Intern Revision peger i rapporten på nogle mulige risikoområder, og Socialforvaltningen har med udgangspunkt heri opstillet en række konkrete handlingsplaner for håndteringen af disse risici. I det følgende beskrive rapportens indhold kort. For en uddybende beskrivelse henvises til Intern Revisions rapport i bilag 1.

Løsning

Generelt om de lovgivningsmæssige rammer for området

Området er generelt kendetegnet ved, at de forskellige typer af botilbud i dag er omfattet af forskellige bekendtgørelser, og dermed også forskellige regler for det økonomiske tilsyn. Samtidig er der tale om lovgivninger, der kun sætter rammen for det økonomiske tilsyn og ikke definerer, hvordan det økonomiske tilsyn konkret skal udmøntes.


Fremover bliver der ét regelsæt for kommunale, regionale og private tilbud. Pr. 1. november 2013 indføres et nyt socialtilsyn, der placeres i fem kommuner, og som ensarter reglerne for det økonomiske tilsyn med henholdsvis kommunale, regionale og private tilbud.
Regeringen har i sit oplæg til tilsynsreformen lagt vægt på, at det nuværende regelsæt er meget uklart i forhold til, hvilke krav der kan stilles til tilbuddets konkrete økonomiske dispositioner, og at kommunerne forvalter reglerne meget forskelligt. Derfor indebærer det nye socialtilsyn også, at der stilles flere relevante krav til tilbuddene, som sikrer deres økonomiske soliditet og høj faglig kvalitet.

Intern Revisions risikovurderinger og Socialforvaltningens handleplaner

Intern Revision har gennemgået det økonomiske tilsyn med de selvejende og private tilbud med fokus på fem observationsområder, jf. tabeloversigt herunder.

Observationsområde

Intern Revisions vurdering (prioritet 1-3)

1.      Kortlægning af tilbud

2

2.      Tilbudsportalen

-

3.      Driftsorienteret tilsyn

2

4.      Regnskaber og revision

2

5.      Takstberegninger

2

Alle observationsområder, bortset fra Tilbudsportalen, har fået prioritet 2 af Intern Revision. Det betyder, at der er tale om risici, der er væsentlige for forretningen/området. Der er ingen områder, der har fået prioritet 3, som er kritiske og væsentlige for forretningen/området. Observationsområdet om Tilbudsportalen har ikke fået tildelt en proritet, da Intern Revision ikke har fundet relevante risici.

Intern Revision har i forbindelse med eftersynet ikke fundet konkrete problemer eller fejl af væsentlig karakter i Socialforvaltningens økonomiske tilsyn på området. Derimod peger Intern Revision på nogle områder, hvor Socialforvaltningens nuværende organisering og forretningsgange mv. kan medføre nogle risici. Det drejer sig blandt andet om revisionsinstrukserne, der i dag er forskellige for de private og selvejende tilbud, og hvor Intern Revision anbefaler, at der udarbejdes en samlet revisionsinstruks. Derudover har Intern Revision f.eks. peget på, at der bør udarbejdes forretningsgangsbeskrivelser for det økonomiske tilsyn med de private tilbud, hvilket Socialforvaltningen allerede er i gang med.

Det er Socialforvaltningens overordnede vurdering, at en væsentlig del af de risici, som Intern Revision påpeger, på længere sigt kan og skal håndteres inden for rammerne af det nye Socialtilsyn.
På kort sigt vil Socialforvaltningen fortsætte dialogen med Intern Revision med henblik på at forbedre rammerne for forvaltningens økonomiske tilsyn. Det vil ske med udgangspunkt i de handlingsplaner, som Socialforvaltningen har udarbejdet på baggrund af de risici, som Intern Revision har opstillet. Handlingsplanerne fremgår af rapporten, hvor Socialforvaltnnigen har angivet at være helt eller delvist enig i de risici, som Intern Revision opstiller.

Forvaltningen vil sørge for at videreformidle de relevante dele af revisionens anbefalinger til Social- og Integrationsministeriet og KL med henblik på, at de kan indgå i arbejdet med de kommende retningslinjer for et styrket økonomisk tilsyn inden for rammen af tilsynsreformen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialforvaltningen følger op på rapporten via de opstillede handleplaner. Det forventes, at Intern Revision vil foretage en opfølgningsrevision på handleplanerne. Socialudvalget vil i givet fald få forelagt afrapporteringen heraf.

                          Anette Laigaard                                                                     

                                                                        /  Kasper Håkansson

 

Beslutning

Sagen blev udskudt til behandling på mødet 27. februar ved dagsordenens begyndelse.

Til top