Mødedato: 06.02.2008, kl. 16:15

Kvalitetsstandarder for hjemmepleje, 2008

Kvalitetsstandarder for hjemmepleje, 2008

Socialudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 6. februar 2008

 

 

11.      Kvalitetsstandarder for hjemmepleje, 2008

SUD  30/2008  J.nr. 30/2008

 

 

 

Socialudval get skal godkende kvalitetsstandarderne for 2008. Kvalitetsstandarderne er uforandrede siden 2007, mens efterspørgslen efter vedligeholdende træning er stigende.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.                  At kvalitetsstandarden for personlig og praktisk hjælp i 2008 godkendes
og

2.                  At kvalitetsstandarden for vedligeholdende træning i 2008 godkendes

eller

3.                  At kvalitetsstandarderne for personlig og praktisk hjælp samt kvalitetsstandarderne for vedligeholdende træning i 2008 skal revideres med henblik på indarbejdelse af de foreslåede servicereduktioner

 

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 6. februar 2008

Punktet blev udsat.

 

Problemstilling

Kvalitetsstandarderne beskriver det serviceniveau, som Socialudvalget og Borgerrepræsentationen har fastlagt for hjemmeplejen til handicappede, psykisk syge samt andre socialt udsatte. Jf. Serviceloven skal Kommunalbestyrelsen årligt revidere kvalitetsstandarderne for personlig og praktisk hjælp samt vedligeholdende træning. Socialudvalget skal derfor overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefale at godkende kvalitetsstandarderne for 2008.

 

Til Socialudvalgets møde den 23. januar 2008 gav udvalget udtryk for ønske om forslag til reduktioner i serviceniveauet på hjemmeplejeområdet. Socialudvalget skal derfor tage stilling til, om udvalget godkender de fremlagte kvalitetsstandarder, eller om de foreslåede servicereduktionerne skal indarbejdes i kvalitetsstandarderne for 2008. Dette medfører, at kvalitetsstandarderne for 2008 skal revideres og genbehandles.

 

Løsning

Socialforvaltningen foreslår, at konceptet for kvalitetsstandarderne fortsætter og videreimplementeres. Der er derfor blot indarbejdet redaktionelle ændringer i kvalitetsstandarderne for 2008. Ligeledes fremlægges kvalitetsstandarderne med samme serviceniveau som i 2007.

 

Fastholdelsen af det eksisterende serviceniveau bunder i Socialforvaltningen budget 2008 til hjemmepleje, hvor der ikke er givet budget til serviceforbedringer, men til dækning af udgiftspresset i hjemmeplejen. Således er en fastholdelse af serviceniveauet en forudsætning for at sikre budgetoverholdelse i budget 2008.

 

Socialforvaltningen er dog i løbet af 2007 blevet mødt med en stigende efterspørgsel efter vedligeholdende træning i form af fysio- og/eller ergoterapi. Eftersom det eksisterende serviceniveau til vedligeholdende træning ikke indeholder tilbud om fysio- og ergoterapi, og hjemmeplejens budget dermed heller ikke indeholder midler hertil, oplever Socialforvaltningen et problem i 2008 i forhold til at håndtere denne efterspørgsel. Socialudvalget vil derfor blive forelagt en særskilt sag om Socialforvaltningens håndtering af efterspørgsel til vedligeholdende træning i 2008. Sagen vil omhandle efterspørgslen efter træningsydelser efter Servicelovens § 86, stk. 1 og 2.

 

Til mødet den 23. januar 2008 har Socialudvalget desuden givet udtryk for ønske om forslag til servicereduktioner på hjemmeplejeområdet. Socialforvaltningen har følgende muligheder for at reducere serviceniveauet:

·        Serviceniveau til praktisk hjælp

·        Serviceniveau til personlig pleje

·        Serviceniveau til vedligeholdende træning.

 

Det er Socialforvaltningens vurdering, at det primært er serviceniveauet til praktisk hjælp, som kan reduceres. Dette skyldes, at Socialforvaltningens serviceniveauer til personlig pleje og vedligeholdende træning i forvejen er blandt de laveste sammenlignet med andre kommuner. I forbindelse med budget 2008 fremlagde Socialforvaltningen en række forslag til servicereduktioner på hjemmeplejeområdet. Disse er genfremsat i bilag 3. Der er desuden suppleret et yderligere spareforslag. Socialudvalget skal derfor godkende, om servicereduktionerne skal indarbejdes i kvalitetsstandarderne for 2008. Dette medfører, at kvalitetsstandarderne skal revideres og genbehandles ved et kommende møde.

 

Økonomi

De fremlagte kvalitetsstandarder for 2008 indeholder ikke ændringer i serviceniveauet. Derfor har en implementering ingen økonomiske konsekvenser i 2008. Socialforvaltningen forventer, at et øget fokus på kvalitetsstandardernes serviceniveau, både hvad angår tildeling og levering af ydelser, skal bidrage til budgetoverholdelse i 2008. Revisitationerne sker dermed med et skarpt fokus på kvalitetsstandardernes serviceniveau, jf. økonomisk handleplan for budgetoverholdelse, som Socialudvalget behandlede på mødet d. 23. januar 2008. (SUD 26/2008).

 

Hvis Socialudvalget godkender de fremsatte forslag til servicereduktioner, skal kvalitetsstandarderne revideres. Servicereduktionerne har en samlet værdi af 8,2 mill.kr. med helårseffekt. Socialforvaltningen vurderer imidlertid, at servicereduktionerne alene får halvårseffekt i 2008 grundet en anbefalet høringsproces. Således vurderes servicereduktionerne alene at reducere udgifterne på hjemmeplejeområdet med 4,1 mill.kr. i 2008.

 

HØRING

Idet der blot er sket få redaktionelle ændringer i kvalitetsstandarderne siden 2007 har kvalitetsstandarderne ikke været sendt til høring.

 

Hvis Socialudvalget godkender implementering af servicereduktionerne i 2008, anbefaler Socialforvaltningen, at kvalitetsstandarderne sendes i høring. Kravet til høringsperioden er fire uger. Socialudvalget kan således godkende de endelige kvalitetsstandarder den 12. marts, Økonomiudvalget den 22. april og Borgerrepræsentationen den 15. maj.

 

Videre proces

Jf. bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp mv. § 1 er det Kommunalbestyrelsen, der årligt udarbejder kvalitetsstandarderne. For at sikre overholdelse af lovgivningens krav, foreslår Socialforvaltningen derfor, at kvalitetsstandarderne fremover endeligt godkendes i Borgerrepræsentationen.

 

Efter Borgerrepræsentationens godkendelse af kvalitetsstandarderne, vil Socialforvaltningen igangsætte en implementering af kvalitetsstandarderne i hjemmeplejens visitation og nye udførerenhed.

 

Bilag

1.      Kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp i 2008

2.      Kvalitetsstandarder for vedligeholdende træning i 2008

3.      Forslag til servicereduktioner på hjemmeplejeområdet.

 

 

         Anette Laigaard                              /Jens Elmelund

 

 

 

Til top