Systematiske vidensindsamlinger i Socialforvaltningen
Socialforvaltningen kan i 2017 gennemføre to vidensindsamlinger, der kan danne grundlag for vidensdeling og læring. Forvaltningen foreslår fire temaer, som udvalget kan vælge mellem.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
-
at Socialudvalget drøfter og udvælger to af de fire oplistede temaer (bilag 1), som forvaltningens vidensindsamlinger kan omhandle i 2017.
Problemstilling
Socialforvaltningen ønsker at arbejde ud fra den aktuelt bedste viden om, hvad der virker. Dvs. den bedste tilgængelige viden om, hvad der skaber de ønskede forandringer og resultater for borgerne. Derfor henter Socialforvaltningen løbende viden og inspiration fra f.eks. forskning og andre kommuner.
For at få viden om københavnerspecifikke forhold og egen praksis gennemfører Socialforvaltningen desuden lejlighedsvise vidensindsamlinger og undersøgelser af udvalgte områder.
Socialudvalget besluttede d. 11. marts 2015 (2015-0021674), at Socialforvaltningen skulle gennemføre systematiske vidensindsamlinger på områder, der er særligt vanskelige at håndtere for Socialforvaltningen.
I 2015 og 2016 har Socialforvaltningen gennemført to vidensindsamlinger om hhv. ’Faglige tilgange til vold og trusler mellem borgere og medarbejdere’ og ’Unge hjemløse’. Vidensindsamlingerne er nu færdige, og de er blevet omsat i nye tiltag, der kan kvalificere Socialforvaltningens indsats. Orientering om vidensindsamlingen om unge hjemløse forelægges Socialudvalget i oktober 2016, og vidensindsamlingen om vold og trusler var indeholdt i handleplanen i forbindelse med Lindegården, der blev behandlet på Socialudvalgsmødet d. 18. maj 2016 (2016-0225922).
Løsning
Socialforvaltningen kan i 2017 gennemføre to nye vidensindsamlinger, der kan styrke vidensgrundlaget for udviklingen af forvaltningens praksis og policy.
Opgaven kan løses i ViA – Viden i Anvendelse, der er Socialforvaltningens enhed for faglig udvikling og vidensdeling.
Vidensindsamlingernes fælles systematik består i, at de:
-
Er københavnerspecifikke, da det er forvaltningens egne praktikere, der leverer viden, og forvaltningen så vidt muligt anvender egne registerdata og viden fra egne undersøgelser
-
Har et lærings- og anvendelsesfokus og efterfølgende deles og omsættes i et tilbud om læringsaktiviteter.
Den valgte systematik indebærer, at følgende data altid inkluderes:
-
Læsning af nyere undersøgelser og aktuel forskning på området
-
Vidensindsamling på området med fokus på praksiserfaringer.
Der suppleres med yderligere data, der er relevante og tilgængelige på det enkelte felt.
Vidensindsamlingerne omsættes i tre leverancer:
-
Resumé over vidensindsamlingens hovedfund, der forelægges Socialudvalget til orientering
-
Formidling af ny viden om f.eks. faglige og organisatoriske udfordringer til organisationen og andre interesserede
-
Praksisrettede læringsforløb, der tilbydes relevante dele af organisationen.
Socialforvaltningen har identificeret fire temaer, der er relevante, realistiske og nyttige at undersøge nærmere. Socialudvalget kan vælge, hvilke forslag om undersøgelser, der skal gennemføres i 2017.
Forslagene er listet op nedenfor og nærmere beskrevet i vedlagte ”Bruttoliste” (bilag 1):
-
Vold mod børn i hjemmet
-
Inddragelse af pårørende og netværk
-
Unge, der har været i ’Ungesamråd’
-
Borgere med misbrug på handicapområdet
Økonomi
ViA kan i 2017 gennemføre vidensindsamlinger på to områder og holde det inden for den økonomiske ramme. Indstillingen har derfor ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis Socialudvalget udvælger to temaer, gennemfører Socialforvaltningen de to undersøgelser i 2017. Resuméer forelægges Socialudvalget.
Nina Eg Hansen
/Ane Kristine Christensen
Beslutning
Kontorchef Ane K. Christensen og chef Malene Lind deltog under punktets behandling.
Indstillingens behandling blev indledt med et oplæg af Malene Lind.
Indstillingen blev drøftet, og Socialudvalget ønskede, at Socialforvaltningen foretog vidensindsamlinger for så vidt angår forslag A om ”Vold mod børn i hjemmet” og forslag B ”Inddragelse af pårørende og netværk”.