Mødedato: 05.09.2012, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Lægeklinikkerne - fremtidige aftaler

Socialudvalget skal godkende, at forvaltningen indgår nye og opdaterede driftsaftaler med lægeklinikkerne Turensensgade og Broen samt ambulatoriet Classensgade, som varetager substitutionsbehandling af opiatmisbrugere i København. Indstillingen har samenhæng til spareforslag S308 om omlægning af lægeambulatoriers behandlingstilbud til stofafhængige i budget 2013.

Problemstilling

De gældende driftsaftaler med lægeklinikkerne Turensensgade og Broen samt ambulatoriet i Classensgade blev indgået i 1980’erne, og er forældede. På den baggrund opsagde Socialforvaltningen den 31. januar 2012 aftalerne med lægeklinikkerne med virkning fra 1. februar 2013 med henblik på at indgå mere tidssvarende aftaler med lægerne. I forbindelse med indgåelsen af de nye aftaler skal lægeklinikkernes og ambulatoriets samlede budget samtidig nedjusteres med 1 mio. kr. i overensstemmelse med spareforslag S308 om omlægning af lægeambulatoriers behandlingstilbud til stofafhængige. Spareforslaget træder forventeligt i kraft den 1. januar 2013. Spareforslaget er fremlagt på baggrund af en faldende belægning i lægeklinikkerne og ambulatoriet samt en revurdering af behandlingsintensiteten. Lægeklinikkerne og ambulatoriet er et behandlingstilbud blandt en række i henhold til servicelovens § 101, som Rådgivningscenter København kan visitere til.

 

Løsning

Lægeklinikkerne og ambulatoriet varetager substitutionsbehandling af fortrinsvis ældre stabile københavnske opiatmisbrugere på baggrund af sundhedslovens § 142, stk. 1. Lægerne tilser som udgangspunkt patienterne en gang om måneden og ordinerer substitutionsmedicin, som brugeren afhenter på apoteket. Lægekliniktilbuddet er et tilbud til de brugere, som vurderes at være så stabile og velfungerende, at de alene har behov for en lægefaglig indsats og ikke en socialfaglig indsats. For størstedelen af brugerne gælder det, at de gennem en længere årrække har gået i behandling hos den samme læge.

Ambulatoriet i Classensgade yder foruden en lægefaglig indsats også en socialfaglig indsats i tilbuddets værested, som alene er for brugere indskrevet i ambulatoriet. 

Nedgang i målgruppen for lægeklinikkerne
Der har siden slutningen af 1990’erne været et fald i målgruppen for lægeklinikkerne og ambulatoriet, som udgøres af opiatafhængige misbrugere, hvor substitutionsbehandling er mulig. Gruppen af misbrugere, som har hash og/eller kokain som hovedstof, er til gengæld vokset i samme periode. Hash og kokain er dog ikke stoffer, der i medicinsk forstand kan substitueres.

Denne tendens afspejles ligeledes i behandlingssystemet, hvor visitationerne til metadonbehandling har været faldende gennem de senere år, og hvor andelen, som har fået tilbudt stoffri behandling, har været stigende.

Den samme tendens ses også hos lægeklinikkerne og på ambulatoriet, hvor belægningen har været faldende de senere år. Den faldende belægningsgrad i lægeklinikkerne bliver påvirket af to faktorer. Dels af, at der visiteres færre til lægeklinikkerne grundet færre heroinmisbrugere, og dels af, at brugergruppen i lægeklinikkerne er oppe i alderen og er så svækkede, at de enten skal have et mere intensivt tilbud eller er afgået ved døden.

De nye aftaler med lægeklinikkerne og ambulatoriet

Forvaltningen ønsker at indgå nye driftsaftaler med de enkelte læger i lægeklinikkerne og med ambulatoriet Classensgade. Som en del af de nye aftaler vil der indgå en række krav, der skal sikre, at behandlingskvaliteten er i overensstemmelse med de generelle krav til kvaliteten i den lægelige stofmisbrugsbehandling. Pladsnormeringen i de nye driftsaftaler vil blive tilpasset det faktiske behov, hvorfor normeringen på klinikkerne og ambulatoriet skal nedjusteres. Driftstilskuddet vil løbende blive tilpasset belægningsgraden i de nye aftaler. I dag er belægningskapaciteten på lægeklinikkerne og i ambulatoriet samlet på maksimalt 495 pladser og den aktuelle belægningsgrad er på 406 pladser. Der er altså aktuelt 89 ubelagte pladser.

 

Lægeklinikker har i forbindelse med opsigelsen af driftsaftalerne indleveret statusskrivelser på alle deres brugere. Det er forvaltningens vurdering, at pladsprisen i lægeklinikkerne og ambulatoriet kan gøres billigere end i dag. Denne vurdering begrundes ud fra en screening af statusskrivelserne, hvor der har vist sig at være stor variation i behandlingsintensiteten som følge af, at en del brugere har været indskrevet i lang tid.

De nye aftaler vil som følge af den aktuelle belægningsgrad normeringsmæssigt blive nedskrevet med 89 pladser. Endvidere vil der blive gennemført en effektiviseringstilpasning på 3,74 % som følge af en reduktion i behandlingsbehovet hos en stor del af de brugere, der har været indskrevet i en længere årrække.

Nedjusteringen af de 89 pladser giver et samlet økonomisk råderum på 753.390 kr. En nedjustering af pladsprisen på 3,74 % giver en effektiviseringstilpasning på yderligere 247.096 kr. Det giver en samlet besparelse på 1.000.486 kr., jf. tabel 1. 

Tabel 1. Økonomiske prioriteringsrum for lægeklinikkerne og ambulatoriet.

Klinik

 Nuværende årligt tilskud i kr.

Økonomiske råderum (ledige pladser)

Effektiviseringstilpasning (3,74 %)

 Årligt tilskud ved indgåelse af nye aftaler i kr.

Lægeklinikken Turesensgade

 1.695.000

449.175

63.393

1.182.432 

Lægeklinikken Broen (Jan Roland)

 778.338

40.965

29.110

708.263 

Lægeklinikken Benny Vittrup

 983.500

210.750

36.783

735.967 

Ambulatoriet Classensgade

 3.150.000

52.500

117.810 

 2.979.690

I alt

 6.606.838

753.390

247.096

5.606.352 

 

Det er forvaltningens vurdering, at der over tid må forventes et reduceret behov for et behandlingstilbud som lægeklinikkerne med den faldende andel opiatmisbrugere.

Økonomi

I forbindelse med indgåelsen af de nye driftsaftaler med lægerne i lægeklinikkerne og ambulatoriet Classensgade nedjusteres det samlede budget med 1 mio. kr. på Budgetområde Udsatte Voksne, Funktion 5.38.45.1.

I den forbindelse skal nævnes, at der til budget 2013 ligger et tilsvarende spareforslag S308 om omlægning af lægeambulatoriers behandlingstilbud til stofafhængige. Med indgåelse af de nye driftsaftaler er spareforslaget dermed allerede implementeret. Hvis spareforslaget ikke godkendes vil Socialudvalget få forelagt en indstilling om, hvordan den 1 million kr. skal anvendes.

Videre proces

Såfremt Socialudvalget tiltræder indstillingen vil Socialforvaltningen indgå nye driftsaftaler med lægerne i klinikkerne og ambulatoriet Classensgade.

 

 

         Anette Laigaard

                                                                  /Gitte Bylov Larsen

Beslutning

Sagen blev udskudt ved mødets begyndelse med henblik på senere behandling.

Til top