Mødedato: 05.02.2025, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

B-sag. Københavns Kommunes fremtidige repræsentation i bestyrelser, udvalg mv. på Socialudvalgets område 2026-2029

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget skal tage stilling til, hvordan Københavns Kommune i den kommende valgperiode 2026-2029 skal være repræsenteret i råd, nævn og institutioner under Socialudvalgets ressort. Der er tre lovbestemte hverv på Socialudvalgets område og derudover anbefaler Socialforvaltningen, at Københavns Kommune fortsat er repræsenteret i mindst fire ikke lovbestemte hverv. Sagen indgår som led i forvaltningens forberedelse til det kommende kommunalvalg og den deraf efterfølgende nye samling i Borgerrepræsentationen.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller:

  1. at Socialudvalget godkender forvaltningens forslag om kommunal repræsentation i råd, nævn og institutioner under Socialudvalgets ressort for den kommende valgperiode 2026-2029.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 10. oktober 2013 ”Politik for aktivt ejerskab”, hvor det fremgår, at der i forbindelse med en valgperiodes afslutning skal tages stilling til Københavns Kommunes fremtidige repræsentation i selskaber, organisationer, foreninger osv.

Som forberedelse til konstitueringen i 2025 er Borgerrepræsentationens Sekretariat påbegyndt arbejdet med Københavns Kommunes fremtidige repræsentation i selskaber, organisationer og institutioner inden for udvalgenes ressortområder. Socialudvalget skal derfor tage stilling til, hvilke hverv indenfor udvalgets ressort, udvalget fortsat vurderer relevante.

Socialforvaltningen har udarbejdet et forslag til repræsentationmed udgangspunkt i svar på følgendespørgsmål:

  1. Er der tale om et obligatorisk hverv for Københavns Kommune (lovpligtigt eller lignende)?
  2. Varetages der en relevant kommunal opgave eller interesse for Københavns Kommune i hvervet?
  3. Er det forvaltningens vurdering, at det fortsat er relevant for Københavns Kommune at være repræsenteret i hvervet?
  4. Anbefaling vedrørende udpegning af bestyrelsesmedlemmer i det pågældende hverv (f.eks. anbefaling om professionel repræsentant besiddende særlige/faglige kvalifikationer; politisk repræsentant; forbrugerrepræsentant; forvaltningsrepræsentant)
  5. Er hvervet placeret i den korrekte forvaltning i Københavns Kommune?

Løsning

Under Socialudvalgets ressort er der tre hverv, hvor det er lovbestemt, at Københavns Kommune skal være repræsenteret.

Derudover anbefaler Socialforvaltningen, at Københavns Kommune fortsat er repræsenteret i mindst fire ikke lovbestemte hverv.

Lovbestemte hverv

Ved de lovbestemte hverv er det fastsat ved lov, at Københavns Kommune skal være repræsenteret. De lovbestemte hverv er:

  • Børn- og Ungeudvalget efter retssikkerhedslovens § 19
  • Handicaprådet i Københavns Kommune efter retssikkerhedslovens § 37 a
  • Instituttet for blinde og svagsynede (IBOS) efter lov om specialundervisning for voksne § 6c, stk. 1.

Ikke lovbestemte hverv

Socialforvaltningen anbefaler fortsat repræsentation i tilsynsrådet for Jacob Michaelsens Minde, idet det er en betingelse for Københavns Kommunes modtagelse og anvendelse af ejendommen.

Socialforvaltningen anbefaler derudover, at Københavns Kommune fortsat er repræsenteret i følgende råd:

  • Dialogforum, psykiatriområdet i Københavns Kommune (rådgivende forum, der understøtter indsatsen på psykiatriområdet)
  • Rådet for frivilligt socialt arbejde i Københavns Kommune (rådgivende forum, der understøtter de frivillige indsatser på socialområdet)
  • Udsatterådet, Københavns Kommune (rådgivende forum, der understøtter indsatsen på udsatteområdet)

Derudover lægges op til, at Københavns Kommune fortsat er repræsenteret i bestyrelsen for Herfra og Videre. Herfra og Videre er en selvejende institution, som understøtter det sociale arbejde blandt udsatte borgere på Christiania. Repræsentationen følger af Herfra og Videres vedtægter, og den er derfor ikke lovbestemt. Herfra og Videre er den eneste selvejende institution, som har en kommunal udpeget repræsentant i bestyrelsen. 

I bilag 1 fremgår yderligere oplysninger om de lovbestemte hverv, samt konkrete begrundelser for forvaltningens indstilling om evt. fortsat repræsentation i de respektive hverv.

Politisk handlerum

Socialudvalget kan beslutte, at Københavns Kommune ikke længere skal være repræsenteret i de hverv, der ikke er lovbestemte, jf. ovenfor. Det er dog ikke reelt muligt ift. Tilsynsrådet for Jacob Michaelsens Minde, da kommunens repræsentation er en betingelse for anvendelse af ejendommen, der rummer en af Socialforvaltningens døgninstitutioner.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, vil den indgå i kommunens samlede sag til Borgerrepræsentationen om Københavns Kommunes fremtidig repræsentation i selskaber, organisationer og institutioner.

 

Katrine Ring

                                                  / Mie Henriette Eriksen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt sammen med dagsordenen. 
Til top