Koncernanalysen og botilbudsområdet
Resumé
Socialforvaltningens koncernanalyse har et socialfagligt spor med omstilling af Socialforvaltningens indsatser med særligt fokus på botilbudsområdet. Socialforvaltningen afrapporterer med denne sag på en række analyser, der belyser Socialforvaltningens udgifter til botilbud. Analyserne viser, at der er grundlag for en faglig omstilling af botilbudsområdet gennem investeringer i tidlige forebyggende indsatser og en øget specialisering af forvaltningens egne botilbud. Omstillingen kan også bidrage til reducere udgifterne til køb af eksterne pladser og nedbringe ventelisten. Realiseringen af denne omstilling er flerårig og vil skulle implementeres i faser. De konkrete indsatser vil blive forelagt Socialudvalget på et senere tidspunkt.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller:
- at Socialudvalget tager analyserne af botilbudsområdet til efterretning.
Problemstilling
I Socialforvaltningens koncernanalyse indgår et socialfagligt spor med omstilling af forvaltningens indsatser og tilbudsvifte med særligt fokus på botilbudsområdet.
Botilbudsområdet er af stor betydning for den samlede økonomi på socialområdet. I 2024 udgør budgettet til botilbudsområdet således 2.398 mio. kr. svarende til 32 % af Socialudvalgets samlede servicebudget. I de senere år har området været en af de drivende faktorer ift. de aktuelle økonomiske udfordringer på socialområdet. Senest blev der i budgetaftalen for 2025 afsat 50 mio. kr. årligt i en fireårig periode til afvikling af ventelisten relateret til forsyningsforpligtigelsen til botilbud. Det er imidlertid helt afgørende fortsat at arbejde med løsningstiltag på området for at sikre fortsat afvikling af ventelisten og en bæredygtig økonomisk og faglig udvikling på botilbudsområdet.
Derfor har det socialfaglige analysespor i koncernanalysen særligt fokus på botilbudsområdet, hvor Socialforvaltningen efter servicelovens § 4 har en forsyningsforpligtelse til at sørge for de nødvendige tilbud, herunder botilbud efter servicelovens §107 og §108 samt almenboliglovens §105. Der er i dag en venteliste på området. Problemstillingen ang. forsyningsforpligtelsen er uddybet i bilag 1.
Socialforvaltningen afrapporterer med denne sag på en række analyser af botilbudsområdet og præsenterer samtidig en række løsningsspor for den kommende omstilling. Analyserne giver dels et billede af, hvordan Socialforvaltningens udgifter til botilbud er sammensat og en indsigt i den nuværende visitation til botilbudsindsatser. Analyserne viser, at der er grundlag for en faglig omstilling af botilbudsområdet gennem investeringer i tidlige indsatser, der forebygger behovet for botilbud samt en øget specialisering af forvaltningens egne botilbud. De konkrete løsningsforslag vil blive forelagt Socialudvalget på et senere tidspunkt.
Løsning
Resultater af analyserne af botilbudsområdet
Analyse af udgifter til botilbud
Den Tværgående Analyseenhed under Økonomiforvaltningen har gennemført en analyse af udgifterne til botilbud i København, Aarhus, Aalborg og Roskilde. Analysen er vedlagt som bilag 2. Københavns Kommune er ifølge de kommunale nøgletal den kommune i landet, der har 7. færrest indskrevne på botilbud. Analysen viser samtidig, at Københavns Kommune har flere borgere i botilbud, end der kunne forventes ud fra kommunens borgersammensætning og dennes kompleksitet. Tilsvarende er udgifterne til botilbud højere i København, end borgersammensætningen tilsiger. Samtidig viser analysen, at prisen på eksterne købte pladser generelt er højere end interne pladser. Det gælder særligt de komplekse borgere, som er dem, Københavns Kommune især køber pladser til. Her har København en dobbelt så høj udgift til de mest komplekse borgere på eksterne tilbud sammenlignet med interne tilbud. Dette skyldes også, at markedet for private botilbudspladser er i ubalance, og der har været store prisstigninger på pladserne de senere år.
Analyse af købte pladser i Psykiatrienheden og de særlige pladser
På baggrund af analysen fra Den Tværgående Analyseenhed har Socialforvaltningen i en delanalyse set på, om der kan findes et økonomisk provenu ved i højere grad selv at drive botilbud til borgere med komplekse behov fremfor at købe pladser til denne gruppe borgere hos eksterne leverandører. Analysen er inspireret af Aalborg Kommune, som selv driver en række specialiserede tilbud, og som har markant lavere udgifter pr. borger med komplekse behov end de øvrige kommuner. Analysen viser bl.a., at en fjerdedel af alle køb i Psykiatrienheden skyldes borgernes behov for specialiserede tilbud, dvs. mangel på specialiserede tilbud internt i Socialforvaltningen. Analysen er uddybet i bilag 3.
Analyse af Socialforvaltningens visitationspraksis til botilbud
Konsulentfirmaet BDO har i efteråret 2024 gennemført en analyse af Socialforvaltningens visitationspraksis for visitationer til midlertidige botilbud (§ 107) og længerevarende botilbud (§ 108) i Borgercenter Handicap og Borgercenter Voksne.
BDO peger overordnet på, at forvaltningens nuværende visitationspraksis viser, at der er potentiale for – med den rette støtte – at kunne forebygge ophold på botilbud for flere borgere, end det sker i dag. Det kan ske gennem en investering i en udvidelse af forvaltningens tilbudsvifte, der gør det muligt for at borgerne at forblive i egen bolig med den rette støtte.
BDO konkluderer også, at forvaltningen kan styrke dokumentationen i sagerne i forhold til, hvornår en borger har behov for en botilbudsplads, hvilken type plads, borgeren har brug for samt styrke den løbende opfølgning i borgernes sager. Analysen er uddybet i bilag 3.
Opsamling på analyserne
Samlet set viser analyserne, at der er grundlag for en faglig omstilling af botilbudsområdet, hvor ophold på botilbud så vidt muligt forebygges gennem investeringer i tidlige forebyggende indsatser, hvor der er fokus på det rette match for borgerne med den rette støtte fra start, fokus på progression og opfølgning, når borger er på et botilbud samt tilpasning af forvaltningens tilbudsvifte med en højere grad af specialisering.
Realiseringen af denne omstilling er flerårig og vil skulle implementeres i faser. De konkrete indsatser vil blive forelagt Socialudvalget på et senere tidspunkt. Omstillingen kan bidrage til at nedbringe ventelisten og mindske omfanget af budgettilførsler til køb af eksterne pladser i kommende budgetforhandlinger.
Socialforvaltningen arbejder med afsæt i analyserne på forslag om nye indsatser. Forslagene kan generere et provenu, som kan anvendes til at nedbringe ventelisten og bidrage til den skitserede omstilling. Det kan fx være i investeringer i forløbsprogrammer, der understøtter øget flow ud af botilbud, styrkelse af socialpædagogisk støtte til borgere i egen bolig og lignende
Løsningsspor i omstilling af botilbudsområdet
Oprettelse af nyt tilbud med intensiv støtte i egen bolig og adgang til hjælp hele døgnet
Socialforvaltningen arbejder frem mod Overførelsessagen 24/25 på et investeringsforslag, som skal etablere en ny mulighed for intensiv og fleksibel støtte i eget hjem, som alternativ til ophold på et midlertidigt botilbud. Med forslaget investeres der i en væsentligt intensiveret indsats for borgeren i et forløb på to år, der skal forebygge behovet for en botilbudsplads for en gruppe borgere på psykiatriområdet. Indsatsen har til formål at sikre et sammenhængende forløb for borgerne med en intensiv pædagogisk indsats, der har fokus på borgernes udvikling. I det nye tilbud vil der være en fysisk base, hvor borgerne kan møde op, hvis de får behov for at tale med nogen, selvom det ikke er planlagt. Personalet vil løbende tjekke ind hos borgerne, og borgerne vil kunne komme i kontakt med pædagogisk personale hele døgnet, også om aftenen og natten. Det skal sikre tæt kontakt og tryghed for borgerne samtidig med, at de får mulighed for at forblive i deres eget hjem.
Indsatsen bygger videre på tidligere erfaringer i Borgercenter Voksne med at yde fleksibel bostøtte med et højere ugentligt timetal. Indsatsen er målrettet de borgere, som med den rette støtte kan forblive i egen bolig eller flytte fra et botilbud til egen bolig og føre en mere selvstændig tilværelse, når forløbet er afsluttet.
Bedre match og investering i sagsbehandling
Socialforvaltningen vil udarbejde en samlet pakke af forslag, der skal adressere BDO’s anbefalinger. Først og fremmest arbejder forvaltningen med oprettelse af en ny indsats i forvaltningens tilbudsvifte, jf. beskrivelsen af det nye tilbud ovenfor.
Derudover vil forvaltningen følge op på BDO’s anbefalinger om at styrke visitationen og dermed sikre det rette match og den rette støtte for borgerne samt løbende opfølgning på borgernes behov og udvikling. Det kræver bl.a. revidering af arbejdsgange, et styrket ledelsesmæssigt fokus og opkvalificering af sagsbehandlere. Forvaltningen forventer også at fremlægge forslag, der skal medvirke til øget opfølgning og understøtte udvikling for borgerne, når de er blevet visiteret til en botilbudsplads. Dette har sammenhæng til forslaget om styrket opfølgning nedenfor.
Opfølgning på borgere på botilbud på psykiatri- og udsatteområdet
Borgercenter Voksne er i gang med en gennemgang af en række sager om beboere på botilbud efter §105 i almenboligloven samt §§107 og 108 i serviceloven. Det kan fx være borgere, hvis forløb på et midlertidig botilbud er blevet uhensigtsmæssigt langt, og hvor forvaltningen skal hjælpe dem videre. Det kan også dreje sig om borgere på både midlertidige og længerevarende botilbud, som ikke tager imod den pædagogiske støtte, de er visiteret til. Her gælder det om at hjælpe dem i egen bolig med den rette støtte, som matcher deres aktuelle behov.
Omstilling af botilbud til at kunne håndtere sværere målgrupper
Med afsæt i analysen af købte pladser på psykiatriområdet er forvaltningen i gang med at undersøge, om der kan findes en besparelse ved at omlægge målgruppen på et af forvaltningens nuværende botilbud til fremover at være målrettet borgere med et behov for et højt specialiseret botilbud. Formålet er at undgå at købe dyrere pladser til målgruppen på private botilbud og samtidigt tilbyde borgerne et specialiseret botilbud. Målgruppen er borgere med svære psykiske lidelser, misbrug og en deraf følgende udadreagerende adfærd, som har svært ved at indgå på et almindeligt tilbud pga. deres adfærd. Forvaltningen arbejder med en model om et lille tilbud med 15-20 pladser med en høj normering og med en fysisk indretning, der understøtter et lavere konfliktniveau. Botilbuddet skal kunne stabilisere borgerens adfærd, så borgeren på sigt kan flytte til et mere almindeligt botilbud. Forvaltningen vil derudover undersøge, om der kan være en økonomisk gevinst ved at hæve serviceniveauet på forvaltningens øvrige botilbud mhp. at kunne rumme mere komplekse borgere.
Task force om forsyningsforpligtelsen
Socialborgmesteren har nedsat en politisk task force om forsyningsforpligtelsen, som skal bidrage til nye og/eller hurtigere løsninger på udfordringen med forsyningsforpligtelsen og sikre en målrettet og koordineret indsats på tværs af kommunens forvaltninger for at implementere dem. Task forcens arbejde kan føre til nye forslag, der understøtter den faglige omstilling.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser i selv.
Videre proces
Socialforvaltningen arbejder videre med de beskrevne spor og fremlægger investeringsforslag for Socialudvalget til Overførselssagen 2024-2025 og budget 2026.
Mikkel Boje
/ Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning.
Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.