Mødedato: 04.12.2024, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Placering af mobilt stofindtagelsesrum

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget skal tage stilling til placeringen af ”Det mobile stofindtagelsesrum i København”. ”Det mobile stofindtagelsesrum i København” planlægges som følge af, at Indenrigs‐ og Sundhedsministeriet har bevilliget i alt 10 mio. kr. til Københavns Kommune til et projekt med et mobilt stofindtagelsesrum. Bevillingen skal dække både anlæg og drift. Bevillingen løber i perioden 2024-27. Socialforvaltningen anbefaler, at det mobile stofindtagelsesrum placeres i Nordvest-kvarteret i tilknytning til herberget i Hillerødgade.

Bevillingen er med forbehold for ministeriets tilladelse til oprettelse og drift af det mobile stofindtagelsesrum i henhold til bekendtgørelse for stofindtagelsesrum. Ifølge bekendtgørelsen skal Politiet inddrages ift. ansøgningens nærmere indhold, herunder placeringen.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller:

  1. at Socialudvalget godkender, at ”Det mobile stofindtagelsesrum København” placeres i Nordvest-kvarteret.

Problemstilling

Indenrigs- og Sundhedsministeriet udmeldte Pulje til mobile stofindtagelsesrum under SSA-Reserven d. 13. maj 2024. Puljen løber i 2024-27 og er på i alt 10 mio. kr. Ansøgningsfristen var d. 7. juni 2024. Forvaltningen søgte hele puljen til et projekt med et mobilt stofindtagelsesrum med forbehold for politisk godkendelse (se bilag 2 og 3). Ansøgningen blev godkendt af Socialudvalget d. 18. september 2024.

Bevillingen fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet er givet med forbehold for ministeriets tilladelse til oprettelse og drift af det mobile stofindtagelsesrum i henhold bekendtgørelsen om stofindtagelsesrum (se bilag 4).

Ifølge bekendtgørelse for stofindtagelsesrum skal en række forhold være gældende for at ministeriet kan give tilladelse til oprettelse og drift af et stofindtagelsesrum. En ansøgning, skal således indeholde oplysninger om:

1) Beliggenhed og åbningstider
2) Adgangen til stofindtagelsesrummet, herunder inklusions- og eksklusionskriterier
3) De stoftyper, som kommunen ønsker, at der skal være adgang til at indtage i stofindtagelsesrummet
4) De stofindtagelsesmåder, som kommunen ønsker, at der skal være adgang til at benytte i stofindtagelsesrummet
5) Eventuel adgang til assisteret stofindtagelse i stofindtagelsesrummet
6) At ansøgningens nærmere indhold er udformet under inddragelse af den lokale politikreds.

I Socialforvaltningens ansøgning om puljemidler fra SSA-reserven til et projekt med et mobilt stofindtagelsesrum blev Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyst ift. bekendtgørelsens nr. 2, 3, 4 og 5. Nr. 1 og 6 oplyses efter godkendelse af beliggenhed (placering) og efter udformning af ansøgning under inddragelse af den lokale politikreds. Københavns Kommunes ansøgning til Indenrigs- og Sundhedsministeriet om tilladelse til oprettelse og drift af det konkrete mobile stofindtagelsesrum skal således indeholde oplysninger om beliggenhed (placering) og åbningstider. Desuden skal oplysninger om udformning af indhold under inddragelse af den lokale politikreds fremgå.  

Løsning

Socialforvaltningen anbefaler, at det det mobile stofindtagelsesrum placeres i Nordvest-kvarteret i tilknytning til herberget i Hillerødgade. Anbefalingen bygger bl.a. på de tilkendegivelser, som en række aktører har givet i forbindelse med forvaltningens afdækning af placeringsmuligheder.

Forvaltningen har i forbindelse med afdækningen inddraget Center for Rusmiddelforsknings undersøgelse ”Marginaliserede stofbrugeres hverdagsliv – stofmiljøer og hverdagsliv” fra 2022 samt været i dialog med Københavns Politi, Bispebjerg Lokaludvalg, Københavns Kommunes Udsatteråd, Kirkens Korshær, Antidote, Mændenes Hjem og Reden. Desuden har forvaltningens gadeplansindsats og sundhedsteam bidraget med input. 

I afdækningen har samtlige aktører, herunder Københavns Kommunes Udsatteråd, peget på, at en placering i Nordvest-kvarteret ved herberget i Hillerødgade er fornuftig. Bispebjerg Lokaludvalg har i forbindelse med afdækningen tilkendegivet, at et stofindtagelsesrum i Nordvest-kvarteret kan tilgodese ældre stofmisbrugere, som ellers vil foretage deres stofindtag i deres hjem med risiko for at dø af en overdosis til følge. Se opsummering af dialog med aktører og interessenter (bilag 1).

Forvaltningens faglige tilgang til placeringen har gennem processen været, at det mobile stofindtagelsesrum skal placeres, hvor der er størst aktuelt behov, ift. hvor stofbrugerne opholder sig, og hvor der i dag ikke er stofindtagelsesrum tilgængeligt. Afdækningen har vist, at behovet for nuværende er størst i Nordvest-kvarteret.

Aktuelt behov i Nordvest-kvarteret

Som led i afdækningen er der taget højde for eksisterende og kommende stofindtagelsesrum i kommunen. Den nuværende kapacitet er to stofindtagelsesrum på Vesterbro (H17 og Skyen). Derudover er der to nye stofindtagelsesrum på vej. Det ene placeres på Sundholm og det andet, som er forbeholdt kvinder, placeres i Reden på Vesterbro.

Afdækningen peger samlet set på, at de største behov for nye stofindtagelsesrum i Københavns Kommune er på Sundholm, for kvinder/ældre og i Nordvest-kvarteret, hvor mange stofbrugere bor eller opholder sig. Da der allerede er planlagt nye stofindtagelsesrum på Sundholm og Reden (kvinder) vurderes det aktuelle behov for et nyt stofindtagelsesrum at være i Københavns Nordvest-kvarter, hvor netop mange og særligt ældre stofbrugere bor og/eller opholder sig og foretager deres stofindtag. Se opsummering af dialog med aktører og interessenter samt særlige forhold vedr. Nordvest-kvarteret (bilag 1).  

I 2018/2019 foretog forvaltningen ligeledes en afdækning af behovet for nye stofindtagelsesrum i København. Afdækningen viste, at der generelt var et ønske fra beboere, lokaludvalg, NGO’ere mv. om flere, mindre stofindtagelsesrum i København, og med større geografisk spredning, hvor man på daværende tidspunkt alene havde stofindtagelsesrum på Indre Vesterbro. Konkret var der ønske om stofindtagelsesrum på Amager/Sundholm, på Nørrebro/Nordvest, samt stofindtagelsesrum for sårbare målgrupper, herunder kvinder og ældre stofbrugere. Den nu opdaterede afdækning har således vist, at behovene er de samme, som i 2018/19.

Bispebjerg Lokaludvalg udtalte dengang, at udfordringer med en åben stofscene i bydelen ikke var udbredt, og andre bydele med mere åbne stofscener derfor burde prioriteres først, hvilket de siden blev. Dette først med beslutningen om at etablere et stofindtagelsesrum på Sundholm og siden beslutningen om at placere et stofindtagelsesrum forbeholdt kvinder på Reden.

Foreløbig fast placering med mulighed for at flytte

Forvaltningen vurderer efter dialog med aktørerne, herunder Udsatterådet, at skiftende lokationer for et stofindtagelsesrum vil være uhensigtsmæssigt for brugerne, som har brug for stabilitet i tilbuddet. Det er således vigtigt for brugerne at vide præcist, hvor stofindtagelsesrummet befinder sig, så de ikke risikerer at gå forgæves, hvilket vil skabe utryghed og manglende tillid til tilbuddet. 

Forvaltningen vil i løbet af projektperioden følge op på stofbrugernes behov og følge op på, om placeringen er den mest optimale. Hvis stofbrugernes behov ændrer sig i løbet af projektperioden, og der dermed viser sig et behov for at flytte det mobile stofindtagelsesrum til en anden placering, vil forvaltningen vende retur til Socialudvalget herom. En evt. ændret placering kan kun findes i dialog med Politiet og kræver fornyet godkendelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

En evt. ny placering kræver således de samme tilladelser som ved den første placering, herunder også ny byggetilladelse, og det er derfor ikke muligt at flytte stofindtagelsesrummet, før disse er tilvejebragt. Se særlige forhold vedr. etablering af mobile stofindtagelsesrum (bilag 1).

Vogntype

Forvaltningen vurderer, at der er behov for en vogn, som kan flyttes, men ikke et køretøj, da stofindtagelsesrummet ikke må holde andre steder end det sted, der er givet tilladelse til, og derfor ikke har behov for at kunne køre rundt omkring. Derfor vurderes det tilstrækkeligt med en mandskabsvogn (skurvogn) med hjul og anhængertræk, så den kan flyttes, hvis der gives tilladelse til anden placering.

Beregningerne i forbindelse med ansøgningen er desuden behæftet med en vis usikkerhed, og der er risiko for, at det i forbindelse med forberedelserne til etableringen viser sig, at udgifterne vil overstige de 10 mio. kr., som er tildelt. Beløbet skal dække både etablering og drift. Forvaltningen kan ikke igangsætte projektet, hvis omkostningerne viser sig at blive dyrere end de 10 mio. kr. For at sikre sig at udgifterne ikke overstiger de 10 mio. kr., er en mandskabsvogn med hjul og anhængertræk frem for indkøb og ombygning af en el-dreven bus eller autocamper det mindst risikofyldte valg ift. økonomien i projektet. Ifølge forvaltningens foreløbige undersøgelser vil det koste ca. 1,5 mio. kr. at anskaffe og ombygge et køretøj til formålet. Forvaltningen estimerer, at en ombygget mandskabsvogn beløber sig til ca. 0,5 mio. kr.   

Valg af driftsherre

Et mobilt stofindtagelsesrum kan enten drives af kommunen selv eller en NGO med driftsoverenskomst med kommunen. Det skal i forbindelse med forberedelserne til iværksættelsen af projektet afklares, hvorvidt det mobile stofindtagelsesrum skal drives af kommunen eller en NGO med driftsoverenskomst. Forvaltningen vender tilbage til Socialudvalget med en sag vedr. valg af driftsherre snarest muligt efter ministeriets (forventede) godkendelse.

Økonomi

Hvis Indenrigs- og Sundhedsministeriet godkender ansøgningen endeligt, vil Socialforvaltningens udgifts- og indtægtsbudget blive opjusteret med 10 mio. kr. i perioden 2024-27. Bevillingen fordeler sig på 0,4 mio.kr. i 2024, 1,2 mio. kr. i 2025, 4 mio. kr. i 2026 og 4,3 mio. kr. i 2027. Der er ikke foretaget ændringer i projektets økonomi, siden Socialudvalget behandlede sagen d. 18. september 2024.

Hvis projektindsatsen skal videreføres efter bevillingsudløb, skal der afsættes driftsmidler.

Politisk handlerum

Socialudvalget kan undlade at godkende indstillingen. I så fald vil forvaltningens anbefaling være at meddele Sundheds- og Indenrigsministeriet, at Københavns Kommune trækker sin ansøgning tilbage. Det vurderes ikke muligt at pege på en anden egnet placering, hvor der er tilsvarende grundlag for etablering af et mobilt stofindtagelsesrum. En ny placering vil også forudsætte fornyet dialog med relevante aktører og politiet, herunder udpegning af straffri zone samt efterfølgende tilladelse fra ministeriet inden årsskiftet, som er et krav i forbindelse med tildelingen af puljemidlerne. Det kan være vanskeligt at nå.

Det er muligt at flytte placering i løbet af projektperioden. Forud for en evt. ny placering skal forvaltningen ansøge om det og relevante myndigheder give tilladelse til det. Socialudvalget skal godkende en evt. anden placering. 

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, og projektet får endelig godkendelse og midler fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, vil det indgå i den næstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer, som sendes til godkendelse hos Borgerrepræsentationen. Forvaltningen forventer, at det mobile stofindtagelsesrum kan tages i anvendelse 1. december 2025. 

 

Mikkel Boje

                                                                                       / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt. 

Kontorchef Eva Stokbro Jensen og Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling. 

Til top