Socialudvalgets effektiviseringsmåltal for 2026 og forslag til Overførelsessagen 2024/2025
Resumé
Socialudvalget orienteres om forvaltningens forslag til dækning af Socialudvalgets effektiviseringsmåltal for 2026 samt om kommende forslag om anvendelse af overskydende provenu fra koncernanalysen til reinvesteringer i socialområdet. Samtidig bedes Socialudvalget drøfte de investeringsforslag, som Socialforvaltningen forventer at fremlægge til Overførselssagen 2024-2025.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller:
- at Socialudvalget tager forvaltningens forslag til dækning af udvalgets effektiviseringsmåltal for 2026 til efterretning,
- at Socialudvalget drøfter pixikataloget med kommende investeringsforslag til Overførselssagen 2024-2025, jf. bilag 1,
Problemstilling
Socialudvalgets effektiviseringsmåltal for 2026
Hvert år skal Københavns Kommunes fagudvalg levere et budget i balance for det kommende år. Det indebærer, at udvalgene skal leve op til de udmeldte budgetrammer ifm. indkaldelsescirkulæret, herunder det politisk fastsatte effektiviseringsmåltal. Socialudvalgets effektiviseringsmåltal for 2026 kendes først, når Indkaldelsescirkulæret for 2026 er politisk vedtaget. I 2025 udgjorde Socialudvalgets måltal ca. 58 mio. kr. Efter stigende profiler fra tidligere års investerings- og effektiviseringsforslag udgjorde det resterende måltal ca. 43 mio. kr. I denne sag arbejdes der ud fra en forventning om, at Socialudvalgets måltal for 2026 vil være 60 mio. kr.
Som en del af effektiviseringsstrategien skal udvalgene tilvejebringe administrative besparelser svarende til i alt 221 mio. kr. årligt frem mod 2030. I 2025 udgjorde Socialudvalgets andel ca. 5 mio. kr. Der er ikke truffet politisk beslutning om fordelingen af måltal mellem forvaltninger for administrative besparelser efter 2025, men Socialforvaltningen forventer, at Socialudvalgets samlede administrative måltal vil udgøre omkring 30 mio. kr. årligt i 2030.
Administrative besparelser medregnes kun i udvalgenes administrative måltal, hvis de anvendes til at dække effektiviseringsmåltal. Indfrielsen af det administrative måltal styres efter den samlede indfrielse af måltallet frem mod 2030 pr. forvaltning, og der kan derfor godt være variation i opfyldelse af målsætningen i et givent år. Det betyder, at eventuelt overopfyldt måltal på administration i et år kan medregnes i efterfølgende år og dermed nedsætte behovet for at finde nye effektiviseringer på administration.
Effektiviseringer fra koncernanalysen
Koncernanalysen blev iværksat i 2023 mhp. at imødegå den svære økonomiske situation, Socialforvaltningen har befundet sig i de senere år. Formålet med analysearbejdet er således at skabe strukturel balance i forvaltningens økonomi, undgå grønthøsterbesparelser og udarbejde fagligt bæredygtige investeringsforslag til den årlige omprioriteringsproces. Herudover er formålet at skabe rum til omprioriteringer inden for Socialudvalgets budget, så det bliver muligt at foretage nye investeringer i det socialfaglige arbejde.
Koncernanalysen har afløst den sædvanlige proces for udarbejdelse af effektiviserings- og investeringsforslag til Budget 2026 i Socialforvaltningen.
Aktuelt har forvaltningen fremlagt besparelser for 49 mio. kr. i 2025, 87 mio. kr. i 2026 og 95 mio. kr. fuldt indfaset. Alle forslag er vedtaget i Socialudvalget. Over halvdelen af de hidtil vedtagne besparelser vedrører besparelser på administration primært som følge af forslaget om administrativ omorganisering. Som led i den forestående omorganisering af Socialforvaltningen har direktionen herudover besluttet at nedlægge tre vicedirektørstillinger. Dette indebærer en yderligere administrativ besparelse på 3,7 mio. kr. årligt fra 2025 og frem. Det bringer den samlede effekt af de administrative besparelser op på 58,2 mio. kr. i 2026. Besparelsen er sammensat af 48,2 mio. kr. vedr. forslaget om administrativ omorganisering, 5,6 mio. kr. vedr. centralisering af it-drift og 3,7 mio.kr. vedr. nedlæggelse af vicedirektørstillinger.
Det hidtidige provenu fra koncernanalysen er – med en enkelt undtagelse – udmøntet etårigt for 2025, jf. indstillingen Opsamling på forvaltningens økonomi efter 2025, som Socialudvalget godkendte den 9. oktober 2024. Provenuet, svarende til 39 mio. kr., er anvendt til at dække merudgifter i 2025 på handicapområdet og området for udsatte voksne.
Løsning
Dækning af måltal for 2026
Forvaltningen foreslår, at måltallet for 2026 dækkes med de forslag, Socialudvalget allerede har vedtaget. Socialudvalget har stigende profiler for ca. 19 mio. kr. Hertil foreslår Socialforvaltningen, at investeringsforslaget TV13 (2025) Administrative effektiviseringer og organisering, der blev besluttet ifm. Budget 2025, anvendes til at dække det resterende måltal. Det er for at sikre, at de administrative besparelser tæller med i realiseringen af udvalgets administrative måltal, jf. ovenfor.
Som det fremgår af tabel 1, forventer Socialforvaltningen, at de stigende profiler fra tidligere år samt besparelsen fra den administrative omlægning vil kunne dække det forventede effektiviseringsmåltal. Hvis Socialudvalget mere end opfylder måltallet, tilbageføres overskydende stigende profiler i forbindelse med juniindstillingen, så udvalget kan anvende dem til interne omprioriteringer. Øvrige besparelser fra stigende profiler fra besparelser i regi af koncernanalysen og besparelser fra nye investeringsforslag vil ligeledes kunne anvendes til at dække interne økonomiske udfordringer i forvaltningen eller reinvesteringer i socialområdet.
Yderligere investeringsforslag til Overførelsessagen 2024-2025
Hvis Socialudvalget vælger at dække udvalgets effektiviseringsmåltal for 2026 med provenuet fra tidligere vedtagne forslag med administrative besparelser, vil det samme provenu ikke kunne anvendes til at dække det merudgiftsbehov på handicap- og udsatte-området, der som nævnt er finansieret i 2025 og også i et endnu ukendt omfang må forventes i de følgende år. Derfor foreslår forvaltningen, at der lægges yderligere to forslag op, der ikke har til formål at dække måltal, men som skal tilvejebringe varige besparelser på Socialudvalgets område til dækning af interne udfordringer på handicap- og udsatteområdet.
En oversigt over forvaltningens forslag fremgår af bilag 1.
Samtidig forventer Socialforvaltningen at fremlægge forslag til at reinvestere overskydende provenu fra koncernanalysen på socialområdet, herunder konkrete faglige og økonomiske omstillinger.
Forvaltningens forslag (investeringsforslag og yderligere forslag til omstilling) vil indeholde nye og udvidede tilbud, hvor borgerne hjælpes tidligere og/eller med en mindre indgribende indsats. Der er således tale om forslag til faglige omstillinger, der dels udvider tilbudsviften og styrker Socialforvaltningens mulighed for at sætte ind med den rette indsats, dels ventes at medføre en økonomisk besparelse, bl.a. på mere indgribende indsatser. Konkrete forslag til anvendelse af det tilvejebragte provenu vil indgå i sagsfremstillingen af de færdige forslag, der forelægges Socialudvalget ifm. udvalgets budgetseminar den 28. februar 2025.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
På baggrund af Socialudvalgets drøftelse arbejder Socialforvaltningen videre med investeringsforslagene.
Forvaltningens investeringsforslag til Overførselssagen 2024-2025 samt forslag til reinvesteringer forelægges Socialudvalget ifm. udvalgets budgetseminar den 28. februar 2025.
Socialudvalget skal tage endelig beslutning om dækning af udvalgets omprioriteringsbidrag på udvalgets møde den 9. april 2025.
Mikkel Boje
/ Anders Johannes Kristensen
Beslutning
1. at-punkt blev taget til efterretning og 2. at-punkt blev drøftet.
Kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling.