B-sag. Afrapportering på central udmelding om borgere med udviklingshæmning og dom med behov for anbringelse i sikret afdeling
Resumé
Socialudvalget skal behandle afrapportering på den fornyede centrale udmelding fra Social- og Boligstyrelsen vedrørende borgere med udviklingshæmning og dom med behov for anbringelse i sikret afdeling. KKR Hovedstaden behandlede sagen den 22. november 2024 og anbefaler, at kommunerne godkender afrapporteringen. Afrapporteringen skal fremsendes til Social- og Boligstyrelsen den 31. december 2024.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller:
- at Socialudvalget godkender afrapporteringen på Social- og Boligstyrelsens centrale udmelding vedr. borgere med udviklingshæmning og dom med behov for anbringelse i sikret afdeling.
Problemstilling
Social- og Boligstyrelsen udsendte i november 2023 en central udmelding (se evt. bilag 2 for begrebsforklaring) vedrørende borgere med udviklingshæmning og dom med behov for anbringelse i sikret afdeling til fornyet behandling i kommunerne. Kommunerne har på tværs af de fem KKR lavet en samlet afrapportering på den fornyede centrale udmelding (bilag 1). Afrapporteringen skal godkendes politisk og sendes til Social- og Boligstyrelsen senest den 31. december 2024.
KKR Hovedstaden behandlede afrapporteringen på møde den 22. november 2024 og anbefaler, at kommunerne godkender afrapporteringen.
I 2019 bad styrelsen via en central udmelding første gang kommunerne i regi af de fem KKR-områder om at forholde sig til udfordringerne på det sikrede, højt specialiserede tilbud Kofoedsminde. Det handlede bl.a. om pres på de fysiske og faglige rammer på tilbuddet.
Målgruppen på Kofoedsminde er borgere med udviklingshæmning, der har begået alvorlig kriminalitet, og som er anbragt efter domstype 1 (til sikret afdeling) og domstype 2 (til åben afdeling med mulighed for overflytning til sikret afdeling) samt i varetægtssurrogat. Kofoedsminde ligger på Lolland og er det eneste sikrede tilbud af sin slags i landet.
I bilag 2 findes en kort beskrivelse af centrale begreber i afrapporteringen.
På baggrund af den centrale udmelding i 2019 meldte kommunerne tilbage til styrelsen, at man havde tillid til Kofoedsmindes håndtering af opgaven. Styrelsen er dog fortsat af den opfattelse, at der er problemstillinger på Kofoedsminde, der skal håndteres for at sikre forsyningen og den faglige bæredygtighed.
Derfor bad styrelsen i november 2023 med en central udmelding til fornyet behandling kommunerne om at beskrive en samlet løsning for etablering af et sikret tilbud i Vestdanmark (bilag 3).
Til udarbejdelsen af en samlet og koordineret besvarelse har der på tværs af de fem KKR-områder været nedsat en administrativ styregruppe og arbejdsgruppe. Der er i forbindelse med udarbejdelse af afrapporteringen indsamlet aktuel og uddybende viden både kvantitativt (opdateret data vedr. borgere på Kofoedsminde, medarbejdersammensætning mm.) og kvalitativt (via interviews og møder).
Foruden KKR Hovedstaden har de fire øvrige KKR-områder godkendt afrapporteringen, herunder KKR Sjælland, som Lolland Kommune tilhører.
Løsning
Hovedkonklusionen i den fælleskommunale afrapportering er, at der ikke er behov for at bygge et sikret tilbud i Vestdanmark til borgere med udviklingshæmning og dom med behov for anbringelse i sikret afdeling.
Styregruppen er på baggrund af de opdaterede data og udviklingsplaner således uenig i, dels at Kofoedsminde ikke har de fysiske og faglige rammer ift. at dække behovet for sikrede pladser på landsplan, dels at forsyningen bør sikres via etablering af et tilbud i Vestdanmark.
De faglige rammer på Kofoedsminde vurderes således at være tilfredsstillende, og styregruppen redegør i afrapporteringen for, at udvidelse af Kofoedsmindes sikrede afdelinger kombineret med en udvidelse af kapaciteten ift. åbne pladser til borgere med domstype 2 fordelt i hele landet vil være den anbefalede vej at gå.
En øget kapacitet ift. åbne pladser målrettet borgere med domstype 2 vil bidrage til muligheden for at skabe et øget flow på pladserne på Kofoedsminde. Det er aktuelt vurderingen på Kofoedsminde, at 15 nuværende borgere kan udsluses herfra. Derved vil presset på Kofoedsminde mindskes.
Styregruppen foreslår således i afrapporteringen:
- Trin 1: en udvidelse af sikrede pladser på Kofoedsminde
- Trin 2: en udvidelse af kapaciteten ift. åbne pladser målrettet borgere med domstype 2 fordelt i hele landet.
Der er helt essentielle præmisser og forudsætninger, som ligger til grund for styregruppens løsningsmodel:
- Styregruppen foreslår, at der kigges nærmere på de økonomiske incitamenter, der knytter sig til placeringen af borgere med domstype 2 på Kofoedsminde. Kofoedsminde finansieres i dag via en objektiv finansiering. Styregruppen foreslår, at alle borgere med en domstype 2, fremover skal være takstfinansieret. Det er forventningen, at det kan understøtte flowet.
- Styregruppen anbefaler, at staten skal afsætte puljer til finansiering af etablering af de nye pladser, og byggeriet skal friholdes fra anlægsloftet. Derudover skal kommunerne tilføres økonomi til drift af det øgede antal domsanbragte (domstype 1).
- Styregruppen anbefaler også, at der indledes en dialog med staten om udviklingen i antallet af borgere i varetægtssurrogat på Kofoedsminde. Denne målgruppe har været i kraftig vækst i perioden. Det er styregruppens vurdering, at en alternativ placering af disse borgere kan være i tilknytning til statsfængslerne. Hvis Kofoedsminde ikke skal rumme borgere i varetægtssurrogat mindskes presset selvsagt tilsvarende.
Idet Social- og Boligstyrelsen helt konkret har bedt kommunerne beskrive, hvordan et vestdansk sikret tilbud kan etableres, har styregruppen i tillæg hertil udarbejdet et sådant forslag i afrapporteringen. Det er styregruppens anbefaling, at et eventuelt nyt sikret tilbud i Vestdanmark skal finansieres på samme måde som Kofoedsminde, hvilket indebærer objektiv finansiering gældende for beboere med en domstype 1 og i varetægtssurrogat, mens det anbefales, at beboere med en domstype 2 overgår til takstfinansiering. Styregruppen anbefaler, at et eventuelt vestdansk sikret tilbud bygges til 40 borgere for at sikre et fagligt og økonomisk rentabelt tilbud. Der estimeres en samlet anlægsudgift på 200-250 mio. kr.
Styregruppen anbefaler en løbende tværkommunal evaluering af området i samarbejde med styrelsen og Region Sjælland, der er driftsherre for Kofoedsminde.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv.
Alt efter beslutningerne i det videre forløb med Social- og Boligstyrelsen kan de være forbundet med merudgifter for Københavns Kommune. Det skyldes bl.a. objektiv finansiering af pladser på Kofoedsminde og i yderste konsekvens et driftspålæg om etablering af et tilbud i Vestdanmark.
Videre proces
Afrapporteringen skal behandles politisk i alle kommuner. Den godkendte afrapportering skal fremsendes til Social- og Boligstyrelsen senest den 31. december 2024.
Mikkel Boje
/ Eva Stokbro Jensen