Mødedato: 04.12.2024, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Genkonstituering af Frivilligrådet primo 2025

Se alle bilag

Resumé

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, hvilke organisationer der skal være repræsenteret i Rådet for Frivilligt Socialt Arbejde (Frivilligrådet) i perioden 2025-2028 og udpege en forperson. Baggrunden er, at det nuværende Frivilligråds funktionsperiode udløber ved årsskiftet 2024.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,
  1. at følgende organisationer fortsat er repræsenteret i frivilligrådet: Røde Kors Hovedstaden, WeShelter (Fonden Missionen blandt Hjemløse), Red Barnet Ungdom, Kirkens Korshær København, LAVUK, Sind Ungdom København, Settlementet, Muhabet og Diversity Works. Hertil at organisationerne FAKTI og Kringlebakken deler en plads i rådet, samt at Frivilligcentrene i København deler en plads i rådet.
  2. at organisationerne Fonden For Socialt Arbejde, Headspace og Bedre Psykiatri tilbydes en plads i rådet.
  3. at Pernille Scheel (Røde Kors Hovedstaden) udpeges som forperson for frivilligrådet.
  4. at der i Frivilligrådets vedtægter § 6 tilføjes et krav om, at en organisation skal deltage i minimum et rådsmøde i løbet af en etårig periode, og minimum tre rådsmøder i løbet af en toårig periode for at opretholde sin plads i rådet.
  5. at der i rådets vedtægter gives mulighed for, at rådet kan konstituere en forperson, hvis den udpegede forperson fratræder posten.
  6. at Frivilligrådets vedtægter § 7 ændres, så funktionsperioden fremover følger den kommunale valgperiode samt de øvrige råds funktionsperiode, samt at Frivilligrådets kommende funktionsperiode udvides så den dækker 2025-2029.

Problemstilling

Frivilligrådet udpeges for fire år ad gangen og har til opgave at være et samlet talerør og en formel indgang til medindflydelse på de kommunale indsatser på socialområdet, som indebærer samarbejde med civilsamfund, NGO’er og frivillige foreninger. Herudover kan rådet bidrage til en kvalificering af kommunens arbejde med civilsamfundsinddragelse indenfor hele det sociale område. Rådet skal repræsentere viden og erfaring om frivilligt arbejde og samarbejde mellem civilsamfundsorganisationer og kommunale medarbejdere og enheder i København fra et frivilligperspektiv såvel som et fagligt perspektiv.

Det er Borgerrepræsentationen, der efter indstilling fra Socialudvalget, udpeger Frivilligrådets medlemsorganisationer og forperson. Rådet udpeger selv sin næstforperson.

Frivilligrådet udpeges for fire år ad gangen. Dermed skal Borgerrepræsentationen i starten af 2025 udpege de organisationer, der skal repræsenteres i Frivilligrådet i perioden 2025-2028, samt en forperson.

Frivilligrådet i København består på nuværende tidspunkt af følgende organisationer der hver har én plads i rådet: Røde Kors Hovedstaden, WeShelter, Red Barnet Ungdom, Kirkens Korshær København, Lavuk Entertainment, Værestedet Linie 14, Sind Ungdom København, NABO Østerbro, Settlementet og Muhabet. Derudover deler organisationerne FAKTI, Kringlebakken og Diversity Works en plads, ligesom Frivilligcentrene i København deler en plads.

Løsning

Sammensætning af Frivilligrådet

Når Frivilligrådets medlemmer udpeges, skal det tilstræbes, at rådet repræsenterer erfaringer med konkret arbejde som frivillig såvel som faglig viden om samskabelse, civilsamfundsinddragelse, frivilligt arbejde, brugerinddragelse og samarbejde ml. forskellige aktører i København jf. Frivilligrådets vedtægter.

Socialforvaltningen lægger desuden vægt på, at medlemmerne repræsenterer mangfoldigheden indenfor det frivillige sociale område, fx ved at de deltagende organisationer og foreninger tilsammen favner alle typer udsathed såvel som alle typer frivilligt arbejde. Socialforvaltningen lægger derudover vægt på, at medlemmerne repræsenterer mangfoldighed i forhold til etnicitet, køn, alder mv. og/eller gennem viden om betydningen af spredning i etnicitet, alder mv. indenfor det frivillige sociale arbejde. Ligeledes jf. Frivilligrådets vedtægter.

Frivilligrådets anbefalinger

Frivilligrådet har drøftet sin genkonstituering og har følgende anbefalinger til rådets sammensætning samt vedtægtsændringer.

  1. Frivilligrådet anbefaler, at Pernille Scheel (Røde Kors) fortsat varetager posten som forperson i den kommende funktionsperiode.
  2. Da Kofoeds Skole er udtrådt af Frivilligrådet i denne funktionsperiode, anbefaler Rådet, at Fonden for Socialt Ansvar tilbydes en plads i rådet. Fonden for Socialt Ansvar har tilkendegivet, at det også er fondens ønske at indtræde i Frivilligrådet. Fonden har ligeledes deltaget på et Frivilligrådsmøde som gæst.
  3. Da Linie 14 og Nabo Østerbro ikke ønsker fornyet plads i Frivilligrådet, anbefaler rådet, at organisationerne HeadSpace og Bedre Psykiatri tilbydes hver en plads i rådet. Frivilligrådet har ikke været i kontakt med de nævnte organisationer om en repræsentation.
  4. Frivilligrådet anbefaler ligeledes, at Diversity Works overgår fra at have en delt plads i rådet til at have en selvstændig plads, men at FAKTI og Kringlebakken fortsat deler plads.
  5. Frivilligrådet anbefaler, at der indskrives et krav om deltagelse i rådets vedtægter. Dette er formuleret således, at en organisation skal deltage i minimum et møde i løbet af en etårig periode, og minimum tre møder i løbet af en toårig periode for at opretholde sin plads. Rådet afholder fire ordinære møder årligt. Rådets vedtægter fremgår af bilag 1 og heri er fremgår rådets ønske til vedtægtsændring under § 6.
  6. LAVUK Entertainment har fremsat ønske om, at det fremover er hele organisationen LAVUK der opnår repræsentation i Frivilligrådet. LAVUK består af 6 afdelinger hvoraf LAVUK Entertainment er én af disse.

Socialforvaltningen indstiller, at Frivilligrådets ønsker imødekommes med forbehold for, at organisationerne Head Space og Bedre Psykiatri selv ønsker at deltage i Frivilligrådet. Organisationerne Head Space og Bedre Psykiatri vil bidrage til rådets vidensgrundlag vedr. frivilligt arbejde på det psykiatriske område samt vedr. ensomhed, pårørende samt målgruppen af unge med sociale udfordringer.

Fonden for Socialt Ansvar er involveret i en bred vifte af indsatser, herunder Baba, Bydelsmødre, Natteravnene mfl. Fonden for Socialt Ansvar vil dermed kunne bidrage med erfaringer fra mange former for frivillighed på tværs af flere målgrupper.

Ift. punkt 3 har Socialforvaltningen været i kontakt med Linje 14 og Nabo Østerbro som har bekræftet, at der i organisationerne ikke er den nødvendige kapacitet til at indgå i Frivilligrådet, hvorfor de ønsker at udtræde.

Funktionsperiode, forperson og vedtægter

Socialforvaltningen indstiller til, at rådets funktionsperiode rykkes, så den følger den kommunale valgperiode. Denne forskydning vil ensarte Frivilligrådets funktionsperiode med de øvrige råds samt med Socialudvalgets. Hvis dette godkendes, vil det bevirke, at den kommende funktionsperiode udvides med ét år, og dermed løber fra 2025 til og med 2029. Ændring af rådets funktionsperiode fremgår af bilag 1 under § 7.

Den nuværende forperson for Frivilligrådet Pernille Scheel (Røde Kors Hovedstaden) har meddelt, at hun ønsker at fortsætte som forperson. Socialforvaltningen indstiller, at Pernille Scheel bliver udpeget som forperson for Frivilligrådet i perioden 2025 til og med 2029.

I forslaget til udpegning af forperson har Socialforvaltningen lagt vægt på Frivilligrådets ønske om fortsat at have Pernille Scheel som forperson og derudover på, at det vil give Frivilligrådet et godt afsæt for at arbejde videre med de initiativer, rådet har sat i gang.

Socialforvaltningen indstiller herudover til, at der under § 6 i rådets vedtægter tilføjes muligheden for, at rådet kan konstituere en forperson, hvis den udpegede forperson fratræder posten. Denne mulighed figurerer allerede i Udsatterådets vedtægter. Vedtægtsændringerne fremgår af bilag 1 under § 6.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, vil den blive forelagt Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse, hvorefter det nye frivilligråd vil konstituere sig primo 2025.

 

Mikkel Boje                      

                                            / Eva Stokbro Jensen

Til top