Mødedato: 04.12.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Slutevaluering af socialrådgivere i daginstitutioner

Se alle bilag

I 2012 blev der udarbejdet en midtvejsevaluering af udviklingsprojektet Socialrådgivere i daginstitutioner. Der foreligger nu en slutevaluering af projektet, som måler på effekterne af at tilknytte socialrådgivere til daginstitutioner i forhold til at sikre en tidlig indsats overfor udsatte børn og familier.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,

  1. At Socialudvalget tager slutevalueringen af projektet Socialrådgivere i daginstitutioner til efterretning.

Problemstilling

Forskning viser, at mistrivsel, manglende forældreomsorg og adfærdsproblemer i den tidlige barndom markant øger risikoen for at blive socialt udsat i ungdommen og i voksenlivet. Jo tidligere og mere relevant der handles på begyndende vanskeligheder, jo lettere er det at afhjælpe vanskeligheder, inden de vokser sig store.

 

Blandt andet derfor vedtog Socialudvalget i 2009 at udføre et to-årigt udviklingsprojekt, hvor en række daginstitutioner fik tilknyttet en socialrådgiver. I 2013 blev udviklingsprojektet udvidet, så det nu dækker 1/4 af alle institutioner i København. Allerede ét år efter implementeringen af projektet blev der foretaget en omfattende midtvejsevaluering baseret på fokusgruppeinterviews, en spørgeskemaundersøgelse samt aktivitets- og forløbsregistreringer. Slutevalueringen er foretaget efter, at projektet har været i gang i to år. Evalueringen er gennemført som et lodtrækningsforsøg for at kunne sige noget mere præcist om den statistiske effekt af at tilknytte socialrådgivere til daginstitutioner. Lodtrækningsforsøget går ud på, at man ved tilfældig lodtrækning udvælger to grupper: 1) En gruppe af institutioner, som får en socialrådgiver og 2) En gruppe af institutioner, som ikke får en socialrådgiver tilknyttet. De to grupper er udtrukket, så de er statistisk sammenlignelige ud fra, hvor socialt belastede de er. I begge grupper foretages en før-måling inden projektet sættes i gang og en efter-måling efter to år. Ved at sammenligne resultaterne fra de to grupper kan man dokumentere en effekt af projektet.

Løsning

Projektet består i, at socialrådgivere tilknyttes daginstitutioner. Socialrådgiverens arbejde er fx socialfaglig rådgivning og sparing med det pædagogiske personale om udsatte børn og familier og derudover socialfaglig rådgivning af udsatte familier. Projektet har til formål at skabe en tidligere identifikation af og mere målrettet støtte til udsatte børn og familier i daginstitutioner. Slutevalueringen dokumenterer effekten af projektet ved hjælp af resultater fra lodtrækningsforsøget og derudover aktivitets- og forløbsregistreringer.

  Ved at sammenligne gruppen af børn fra institutioner, som ikke har en socialrådgiver tilknyttet, med børn fra de institutioner, som har en socialrådgiver, kan det konkluderes, at socialrådgiverstøtte i daginstitutioner har medført…:
  1. …at dobbelt så mange børn er blevet identificeret af Socialforvaltningen. (dvs. at dobbelt så mange børn har fået en sag i Socialforvaltningen).
  2. …at børnene i gennemsnit er ca. 4 måneder yngre ved første § 50-undersøgelse.
  3. ... at der er blevet iværksat sociale foranstaltninger for en væsentlig større andel børn i 0-6 års alderen end tidligere.
  4. …at børnene i gennemsnit er 7,5 måneder yngre ved iværksættelse af første sociale foranstaltning 

Slutevalueringen dokumenterer således, at socialrådgiverordningen har medført en tidlig indsats ved, at flere børn er blevet set og støttet, og dem som er blevet set og støttet, er blevet det i en yngre alder end ellers. Dette skal samtidig ses i lyset af midtvejsevalueringens resultater, som udbygger denne konklusion. I midtvejsevalueringen tilkendegav både daginstitutionssocialrådgivere og institutionspersonalet, at projektet ikke blot har medført, at flere børn bliver identificeret, men også at projektet har afhjulpet en del af familiers problemer i en sådan grad, at en sag i Socialforvaltningen tilsyneladende helt har kunnet undgås. I forlængelse heraf viser socialrådgivernes aktivitets- og forløbsregistreringer, at kun 59 ud af 303 registrerede forløb resulterede i en underretning til børnefamilieenheden. Det betyder, at de øvrige bekymringer er blevet håndteret i institutionen og/eller sammen med andre faglige samarbejdspartnere.

 

 

Evalueringen viser endvidere, at daginstitutionssocialrådgivernes bekymring falder i de forløb, som de er gået ind i, fx ved at yde direkte socialfaglig rådgivning til familien eller personalet eller ved at koordinere indsatsen mellem institution og den lokale børnefamilieenhed.

 

På baggrund af resultaterne fra både lodtrækningsforsøget og aktivitets- og forløbsregistreringerne kan det konkluderes, at projektet har bidraget til…

 
  • …at der er sket en tidligere identifikation af børn med sociale vanskeligheder i daginstitutionerne. (dvs. at flere børn har fået en sag i Socialforvaltningen, og at børnene er yngre).
  • …at der er igangsat en hurtigere og mere målrettet indsats overfor barnet.
 

Slutevalueringen af ordningen med socialrådgivere i daginstitutioner underbygger således pointerne fra midtvejsevalueringen, men udbygger samtidig de tidligere konklusioner ved nu at dokumentere en konkret statistisk effekt af at tilknytte socialrådgivere til daginstitutioner.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

2 mio. kr. ud af bevillingen på 5,8 mio. kr., til socialrådgivere i daginstitutioner, udløber med udgangen af år 2014. I forbindelse med budgetforhandlingerne 2015 vil udvalget skulle tage stilling til en evt. videreførelse af ordningen med socialrådgivere i daginstitutioner.

Anette Laigaard

            / Ane K. Christensen

Beslutning

Kontorchef Ane K. Christensen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.

Til top