Status på de politiske pejlemærker 2010-2013

Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,

1. at Socialudvalget godkender udvalgets pejlemærketestamente – til brug for det nye udvalg (Bilag 1).

2. at Socialudvalget tager status for pejlemærkerne til efterretning (Bilag 2)

Udvalgets erfaringer med pejlemærkerne

Samlet set har arbejdet med de politiske pejlemærker været med til at sætte retning for forvaltningens arbejde, når nye indsatser udvikles og prioriteres på de forskellige områder. Som det fremgår af pejlemærketestamentet (bilag 1), oplever flere udvalgsmedlemmer, at det er positivt med indikatorer, der gør det muligt at få indblik i udviklingen på forvaltningens forskellige områder.

Det er oplevelsen hos både politikere og forvaltningsledelse (se bilag 1), at pejlemærkerne i særlig grad har bidraget

• til tydelig politisk ledelse af en kompleks og stor forvaltning
• med en pejling af, hvilke resultater forvaltningen skaber for borgerne
• med reflekterede fortællinger i den offentlige debat om: Hvad vi gør og hvorfor vi gør det

Pejlemærkerne tilbyder nogle klart definerede og politisk fastsatte målsætninger for udvalgte områder. Det vedvarende politiske fokus på udvalgte indsatsområder har ved flere lejligheder bidraget til en gentænkning af eksisterende indsatser for at sikre, at det er de bedst mulige og mest virkningsfulde tiltag, der arbejdes med.

Som en integreret del af børne- og ungestrategien har pejlemærkerne eksempelvis bidraget til at sætte strategisk retning og øget fokus på bestemte indsatser. Blandt andet har pejlemærke 3 (Flere udsatte børn får en tidlig indsats) været med til at sætte politisk og ledelsesmæssig fokus på området, hvilket blandt andet har resulteret i indsatserne socialrådgivere på skoler og i daginstitutioner samt et styrket samarbejde med sundhedsplejen.

På voksenområdet har pejlemærkerne i forskellig grad haft indflydelse på udformningen af strategierne. Eksempelvis har den politiske og ledelsesmæssige opbakning gennem pejlemærke 10 (Flere hjemløse får og fastholder egen bolig) bidraget til at implementere metoderne i Housing First og skabt opbakning til at ændre fokus fra herberg til bolig.

Selvom pejlemærkerne opleves som retningssættende, så nævner flere udvalgsmedlemmer samtidig, at det har været svært at få pejlemærkerne i spil i processen med ønskeforslag. Der peges på, at partipolitik og budgetudløb i flere tilfælde, er blevet prioriteret over de fælles pejlemærker. Derudover oplever forvaltningen udfordringer ved at arbejde med pejlemærker, der også påvirkes af de generelle samfundskonjunkturer og derfor ikke udelukkende afspejler forvaltningens indsatser. Eksempelvis påvirkes pejlemærke 5 (flere borgere med handicap og sindslidelse kommer i beskæftigelse) også af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens indsatser samt virksomhedernes udbud af eksempelvis skåne- og fleksjobs.

Status på pejlemærkerne

Det samlede billede er, at tre af de ti pejlemærker har vist en udvikling svarende til det man stilede efter da man satte målet i 2010 (grøn), mens udviklingen for fem pejlemærker ikke er gået helt så hurtigt som forventet (gul). For to pejlemærker er status på nuværende tidspunkt under baseline fra 2009 (rød). Se tabel 1 for en oversigt over pejlemærkerne.

* Baseline = 5, mål 2013 = 10. For nogle indikatorer er status ikke opgjort for 2013, da der ikke er valide data for hele 2013 endnu.
** Baseline blev fastsat pba. af tidligere registreringspraksis og er derfor kunstigt lav. Status er udtryk for en mere præcis registreringspraksis, der giver forvaltningen et mere retvisende billede af antallet af elever med fravær.
*** Status er især udtryk for den stigende opholdstid på herberger (indikator 10a). Indikatoren går således i rød, selvom betydelig flere fastholder egen bolig.

Forvaltningen har fremskrevet status til ultimo 2013, selvom året endnu ikke er gået. For alle pejlemærker gælder det, at opgørelsen er baseret på de senest tilgængelige tal på de enkelte områder. Bilag 2 giver et detaljeret overblik over status for hvert enkelt pejlemærke. Her findes således beskrivelser af hvilke aktiviteter der har været sat i gang for at nå målet samt øvrige årsager til udviklingen.

Pejlemærkerne påvirker udvikling af indsatser
Selvom målsætningerne på flere områder ikke er nået, har pejlemærkerne gennem måling, drøftelse og faglig refleksion bidraget til at bevare fokus på udvikling af indsatserne.

Vedrørende pejlemærke 9 (Flere borgere med misbrug kommer i behandling), arbejdes eksempelvis løbende med at gøre behandlingen relevant, tilgængelig og kendt for målgruppen. Der er blandt andet blevet igangsat et samarbejde med læger, lavet reklamespots og digital markedsføring samt temadage m.m. Den tætte og fokuserede opfølgning har imidlertid vist, at alle aktiviteterne ikke har været lige effektive. Erfaringerne bruges nu i den fremadrettede udvikling af indsatser, der skal skabe opmærksomhed omkring, at forvaltningen er til for alle med et misbrug og ikke blot dem, der netop nu har søgt og er i behandling.

Pejlemærke 4 (Flere borgere med handicap får en tidssvarende bolig) har ført til et øget fokus på modernisering af bofællesskaber og etablering af opgangsbofællesskaber i ældreboliger, samt til at få etableret tidssvarende boliger til unge, der har et handicap. Arbejdet med pejlemærket har ligeledes ført til øget opmærksomhed omkring, hvorfor nogle borgere siger nej til relevante botilbud. Det viser sig, at dette især sker på grund af utidssvarende boligforhold, særligt på bofællesskabsområdet, eller som følge af et lavt rådighedsbeløb.

Pejlemærkerne sætter kursen
Som det fremgår af testamentet (bilag 1), er det nævnt, at flere af pejlemærkerne også har påvirket den offentlige debat, både kommunalpolitisk og landspolitisk. Der har været stor interesse for arbejdet med pejlemærker fra andre kommuner samt fra regeringen, der nu selv har lanceret deres sociale 2020 mål.

Pejlemærke 7 (Færre i fattigdom) er et konkret eksempel på et område, hvor der er udviklet dokumentation til at følge udviklingen på området og igangsat konkrete indsatser, herunder gælds- og boligrådgivning målrettet udsættelsestruede borgere. Yderligere er forvaltningens målinger af fattigdom anvendt i den nationale debat om fattigdom.

Endnu et godt eksempel er pejlemærke 2 (Færre udsatte børn og unge ender i kriminalitet). Selvom det kriminalitetsforebyggende arbejde også eksisterede før pejlemærket blev introduceret, har det politiske fokus sikret forvaltningens tætte opfølgning på området. De sidste år er der blandt andet kommet fokus på 18+ målgruppen, og der er udviklet indsatser som kigger på tværs af sektorer og faggrupper, så der skabes helhedsorienterede løsninger for både den unge og familien via eksempelvis EXIT, KIV og Ungesamråd.

Det er også forvaltningens oplevelse, at der de sidste år er blevet sat en tydelig retning med pejlemærke 6 (Sindslidende flytter til mere selvstændig boform). Blandt andet er det gjort tydeligere hvilke forudsætninger, der sikrer en glidende overgang fra socialpsykiatriske botilbud til egen bolig, og projekt den gode flytning er eksempelvis blevet igangsat.

Den løbende opfølgning på indikatorerne giver et godt grundlag for drøftelse og vurdering af, om indsatserne har den ønskede effekt. Derudover er pejlemærkerne retningssættende i forhold til de indsatser, der prioriteres. Derfor ser forvaltningen også frem til arbejdet med nye politiske pejlemærker. Før disse fastsættes, er det forvaltningens anbefaling, at de mange erfaringer som udvalg og forvaltning løbende har gjort sig i løbet af de sidste år, inddrages i det fremadrettede arbejde med beslutning om nye pejlemærker i det næste udvalg.

Kontorchef Dorte Bukdahl, kontorchef Gitte Bylov Larsen og kontorchef Ane K. Christensen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.