Mødedato: 04.12.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Ansøgning om økonomisk støtte til Hjælpeløs.dk

Se alle bilag

Socialudvalget skal behandle en ansøgning fra Hjælpeløs.dk om økonomisk støtte.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,

  1. at Socialudvalget meddeler afslag til ansøgning fra Hjælpeløs.dk med henvisning til, at der ikke kan anvises ledige midler til formålet.

Problemstilling

Hjælpeløs.dk har i d. 19. september 2013 ansøgt Socialforvaltningen om økonomisk støtte. Foreningen skrev i sin henvendelse, at den befinder sig i en økonomisk trængt situation, da Albertslund Kommune har besluttet at standse støtten til foreningen i forbindelse med den nationale hjemløsestrategis udløb pr. 1. september 2013.

Hjælpeløs.dk oplyser i sin henvendelse (Bilag 1 – Ansøgning fra Hjælpeløs.dk), at foreningen har årlige udgifter på 1,1 mio.kr., og derudover søger 0,2 mio.kr. som engangsbeløb (Bilag 2 – Budget for Hjælpeløs.dk).

Løsning

Foreningens arbejde består i indsamling af møbler og lignende til etablering af hjemløse borgeres indflytning i eget hjem. Af ansøgningen fremgår det, at foreningen siden juli 2012 har støttet 158 tidligere hjemløse i indretning af deres nye hjem, og at de har fået stor ros af de kommunale medarbejdere, som ser Hjælpeløs.dk, som en vigtig indsats, når hjemløse borgere skal etablere sig i egen bolig.

 

Foreningen samarbejder med følgende kommuner: København, Albertslund, Frederiksberg, Høje-Taastrup, Glostrup, Rødovre, Brøndby, Hvidovre m.fl.. Københavnerne udgør 48 pct., af foreningens målgruppe, hvilket svarer til en indsats for 76 tidligere hjemløse i København i 2012.

 

Etableringsstøtten til hjemløse borgeres indflytning i egen bolig understøtter Socialforvaltningens arbejde med Housing-First princippet fra den nationale hjemløsestrategi. At arbejde med Housing-First indebærer kort fortalt, at der tidligt i indsatsforløbet etableres en permanent boligløsning til borgeren, hvori den efterfølgende bostøtte foregår.

 

Socialforvaltningens bostøttemedarbejdere beretter om at have brugt Hjælpeløs.dk flittigt, og ser det generelt som et godt tilbud til forvaltningens borgere. Både fordi borgerne kan få nogle gode møbler og andre ting ved indflytning, og fordi det giver den enkelte borger mulighed for selv at vælge egne møbler og indrette egen lejlighed.

Socialforvaltningen har de seneste år haft fokus på, at den enkelte borger selv skal spare op, når vedkommende bliver godkendt til bolig. Det beløb, som borgeren selv har sparet op, vil ved indflytning blive fratrukket det berettigede beløb til dækning af etableringsudgifter, hvilket ofte er til stor frustration for borgerne. Såfremt borgeren ikke har penge til at dække etableringsudgifterne ved indflytning i bolig, kan vedkommende søge om dækning af etableringsudgifter efter Aktivlovens § 81, der muliggør hjælp til betaling af rimeligt begrundede enkeltudgifter.

Det er Socialforvaltningens overordnede oplevelse, at Hjælpeløs.dk understøtter forvaltningens arbejde for at få borgere ud af hjemløshed.

 

Socialforvaltningens vurdering

Socialforvaltningen anbefaler, at der på baggrund af henvendelsen af 19. september 2013 ikke ydes tilskud til Hjælpeløs.dk, idet Socialforvaltningen ikke kan anvise ledige midler på budgettet til drift af tilbuddet. Socialforvaltningen har dog gode erfaringer med foreningens arbejde for at understøtte hjemløse borgeres indflytning i egen bolig.

 

Socialforvaltningen kan oplyse, at Hjælpeløs.dk ikke har søgt §18-midler til frivilligt socialt arbejde i 2014, og anbefaler derfor, at foreningen opfordres til at søge frivilligmidler for 2015. Ansøgningsfristen for 2014-puljen var 28. august 2013, og da Hjælpeløs.dk’s henvendelse først indkom herefter, henvises der til §18-puljen for 2015. Ansøgningsfristen herfor vil ligge i august/september 2014.

 

Derudover anbefaler Socialforvaltningen, at Hjælpeløs.dk opfordres til at tage kontakt til Projektværkstedet under Kultur- og Fritidsforvaltningen. Projektværkstedet er et gratis rådgivningstilbud til foreninger, som har lyst til at opstarte eller videreudvikle ikke-professionelle projekter i København. Projektværkstedet hjælper bl.a. med foreningsrådgivning, fundraising, økonomi og budgettering samt PR og pressearbejde.

Af Bilag 3 fremgår et udkast til Socialudvalgets svar på ansøgning fra Hjælpeløs.dk.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

 

         Anette Laigaard

                                                                  /Gitte Bylov Larsen

 

 

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylov Larsen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.

Til top