Indstilling til Socialudvalget om Kontaktudvalget
Socialudvalget skal tage stilling til den politiske repræsentation i Kontaktudvalget for frivilligt socialt arbejde.
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,
1. At stillingtagen til reduktion af politiske repræsentanter i Kontaktudvalget for frivilligt socialt arbejde sendes i høring i de øvrige udvalg
eller
2. At Socialudvalget tager til efterretning, at der påbegyndes en evaluering af Kontaktudvalget for frivilligt socialt arbejde, og derfor afventer evalueringen, før der tages stilling til den politiske repræsentation i Kontaktudvalget for frivilligt socialt arbejde
Problemstilling
Socialudvalget behandlede på mødet den 30. oktober 2013 en sag om repræsentation i Kontaktudvalget for frivilligt socialt arbejde. Indstillingen blev udsat til et kommende møde.
Det bemærkes, at der til Kontaktudvalgets fire årlige møder generelt er et begrænset fremmøde, hvilket indikerer, at der er behov for at se på sammensætningen af udvalget.
Løsning
Kontaktudvalget blev oprettet i 1998. Formålet er at være samarbejdsorgan mellem Københavns Kommune og det frivillige sociale arbejde og dets organisationer. Udvalget består af 30 personer, hvoraf de 19 er valgt blandt de frivillige sociale organisationer, 6 er politikere udpeget af Borgerrepræsentationen og 5 er embedsmænd fra fem forskellige forvaltninger. Følgende politiske udvalg er repræsenteret:
- 2 medlemmer fra Socialudvalget
- 1 medlem fra Kultur- og Fritidsudvalget
- 1 medlem fra Børne- og Ungeudvalget
- 1 medlem fra Sundheds- og Omsorgsudvalget
- 1 medlem fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
Socialudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget, Børne- og Ungeudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget har i relation til den aktuelle udpegningsproces mulighed for at ændre på den politiske repræsentation herunder antallet af medlemmer repræsenteret i Kontaktudvalget.
Aktuelt er følgende BR politikere medlem af Kontaktudvalget:
Socialudvalget | Marialise Rømer (F) |
Henrik Appel Esbensen (A) | |
Sundheds- og Omsorgsudvalget | Susanne Møller (C) |
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget | Susan Hedlund (A) |
Kultur- og Fritidsudvalget | Birthe Skaarup (O) |
Børne- og Ungdomsudvalget | Rikke Lauritzen (Ø) |
Frivilligt socialt arbejde går på tværs af de forskellige fagudvalg: Socialudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget, Børne- og Ungeudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget.
Der er frivillige organisationer fra 11 forskellige områder: Ældre, sygdom, handicap, misbrug, generelle sociale organisationer, børn og unge, forældre, rådgivninger, frivilligformidlinger og selvhjælpsgrupper, væresteder, menighedsplejearbejde og indvandrere. Se endvidere bilag 1 om Kontaktudvalgets vedtægter. Det bemærkes, at medlemmerne fra de frivillige organisationer ikke er på valg i år.
Kontaktudvalgets årsberetning for 2013 giver udtryk for et behov for og ønske om at revitalisere Kontaktudvalgets virke og konstruktion:
”Derfor bør der arbejdes på, at Kontaktudvalget omdannes til et organ, der får indflydelse, der kan handle, der opsamler viden og ideer, og som inspirerer til innovation og udvikling på det frivillige område. Københavns kommune står foran en revision af kommunens frivillighedspolitik, og det vil være naturligt at indtænke ændringerne i denne proces. Men det kræver åbenhed og vilje til at tænke anderledes og uden skelen til hidtidig praksis - og fordomme.
Sprogligt skal der ske en opgradering af samarbejdet. Kontaktudvalg lægger sprogligt en dæmper på forventningen til, hvad der kan komme ud af kontakten. Det gør sammensætning, mødeform og mødefrekvens også. Måske er det rådsbegrebet, der skal anvendes, således at Kontaktudvalget omformes til et frivilligråd, som kommunen skal spørge, høre på, lytte til og ikke mindst forvente initiativer fra”.
Kilde: Årsberetning for Kontaktudvalget, oktober 2013
De forvaltninger, der er repræsenteret i Kontaktudvalget vil indgå i processen vedrørende evaluering af Kontaktudvalget og forslag til revidering af Kontaktudvalget. Dette arbejde vil pågå i 2014.
Økonomi
Nærværende indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Socialudvalget tiltræder 1. at punkt vender Socialforvaltningen tilbage til Socialudvalget med en indstilling primo 2013.
Såfremt Socialudvalget tiltræder 2. at punkt vender Socialforvaltningen tilbage med en indstilling medio 2014.
Anette Laigaard /
Gitte Bylov Larsen
Beslutning
Kontorchef Gitte Bylov Larsen deltog under punktets behandling.
Indstillingens 2. at blev tiltrådt.