Mødedato: 04.12.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Orientering om valg af leverandører af personlig og praktisk hjælp

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen har gennemført et fælles udbud af personlig og praktisk hjælp. Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget orienteres her om valg af leverandører.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller,
  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget tager orientering om valg af leverandører af personlig pleje og praktisk hjælp til efterretning.

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget bemyndigede henholdsvist den 4. og den 22. april 2013 deres forvaltninger til at gennemføre et fælles udbud på personlig og praktisk hjælp.  

Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget har på møder den 19. september 2013 fået forelagt udbudsmaterialet til efterretning.

Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget forelægges nu valg af leverandører af personlig og praktisk hjælp til orientering.  

Løsning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen gennemførte i oktober 2013 et lokalområdeopdelt udbud af personlig og praktisk hjælp dækkende for begge forvaltninger. På baggrund af udbuddet vælges der nu 2 private leverandører som erstatning for de tidligere 25.

Baggrund
Ialt 11.607 borgere modtager personlig og praktisk hjælp i Københavns Kommune i august 2013. Heraf modtager 3501 borgere helt eller delvist hjælpen fra private leverandører.  Det samlede budget på området er 120 mio pr. år. Der er i dag 25 private leverandører af enten både personlig pleje og praktisk hjælp eller kun praktisk hjælp i Københavns Kommune.

Som følge af de nye regler om frit valg har kommunerne fået friere rammer til at tilvejebringe borgere det frie valg af personlig og praktisk hjælp. Med udbuddet sker der ingen ændringer i serviceniveauet for borgerne. Serviceniveauet fremgår fortsat af forvaltningernes borgerrettede kvalitetsstandarder, som leverandørerne fortsat er forpligtet til at yde hjælp efter. De kommende leverandører skal leve op til en række egnethedskrav, der sikrer en høj kvalitet i opgaveløsningen for borgerne.

Tildelingskriterier
Tilbuddene er vurderet ud fra tildelingskriteriet økonomisk mest fordelagtige tilbud med underkriterier vedrørende kvalitet.

Kriterierne er vægtet med:

  • Pris (50 %)
  • Kvalitet (35 %)
  • Implementering og samarbejde (15 %)  

Udbudsmaterialet indeholdt krav til tilbudsgivers egnethed, fx krav til erfaring og økonomiske formåen. Herudover bestod udbudsmaterialet af tildelingskriterier, der gav mulighed for en individuel vurdering af de enkelte tilbud. I udbuddet blev der endvidere oplyst om, at mindre firmaer kunne rette henvendelse til Københavns Erhversservice med henblik på etablering af konsortier mellem flere firmaer. Endelig indgik Københavns Kommunes Sociale klausuler i udbudsmaterialet.

Valg af leverandører
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen modtog i alt 15 tilbud. En gennemgang viste, at kun 13 af disse tilbud opfyldte de formelle krav til tilbuddet som eksempelvis vedlagt årsregnskab og underskrevet tilbud. Af de 13 tilbud blev kun 10 af leverandørerne fundet egnede.

Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har sammen gennemgået de 10 tilbud og foretaget en vurdering dels af kvaliteten i opgaveløsningen og dels af kvaliteten i forhold til implementering og samarbejde. I alle disse tilbud havde tilbudsgiver tilkendegivet at ville leve op til Københavns Kommunes Sociale klausuler og at ville stille praktikpladser til rådighed. Ved vurdering af kvaliteten blev der lagt vægt på bl.a. om tilbudsgiverne ville være i stand til at udføre såvel praktisk hjælp som personlig pleje og mindre komplekse sygeplejeydelser, hvordan tilbudsgiver ville arbejde med hverdagsrehabilitering, om der blev arbejdet overbevisende med kvalitetssikring, og om de redegjorde tilfredsstillende for, hvordan de ville gribe opgaven an med at overtage mange nye borgere. Der henvises til det vedlagte bilag 1, Pejlemærker for kvalitet.

Disse vurderinger er sammenholdt med tilbudsgivernes pris for opgaverløsningen, og ved en samlet vægtning af pris, kvalitet og implementering og samarbejde (som nævnt ovenfor) opnåede Hjemmehjælpen A/S og Kærkommen Aps henholdsvis flest og næstflest point i alle lokalområder.

Det skal bemærkes, at det ved egnethedsvurderingen af leverandørerne indgik om de, bl.a. ud fra størrelsen af egenkapitalen, måtte antages at kunne magte opgaven i de bydele, som de afgav tilbud på. Begge de nævnte leverandører levede op til dette krav.
 
Forvaltningerne har derfor til hensigt at indgå kontrakt med disse to firmaer i alle 5 lokalområder med henblik på start 1. april 2014. Begge firmaer er i forvejen leverandører til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen.

Implementering
Der nedsættes en styregruppe med deltagelse fra de to forvaltninger til at forestå implementeringen af de nye kontrakter med de to leverandører. Implementeringen vil ske i et tæt samarbejde mellem de to forvaltningers visitationer og de nye leverandører.

Der er planlagt en række møder med både de nuværende og de kommende leverandører for at sikre en god overgang mellem de nuværende og de fremtidige leverandører. De borgere, der i dag modtager hjælp fra andre leverandører end de to valgte, vil få valget om at skifte mellem enten en af de to valgte leverandører eller den kommunale. Disse borgere vil blive orienteret medio december.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Det er i budget 2014 forudsat, at udbuddet vil reducere Københavns Kommunes udgifter til personlig og praktisk hjælp og sygepleje med 10,6 mio. kr. i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og 5,0 mio. kr. i Socialforvaltningen.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget forelægges en status på implementeringen medio 2014.
Katja Kayser                                            Anette Laigaard

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylov Larsen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.

Til top