Medlemsforslag stillet af Socialistisk Folkeparti om vurdering af det private dagbehandlingstilbud Behandlingsskolerne Aps - FÆLLES FORSLAG I BUU OG SUD
Indstilling og beslutning
Pernille Gaarde Bendix og Sisse Marie Berendt Welling har på vegne af SF anmodet om at følgende forslag behandles i Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget:
Det foreslås,
1. at Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget beslutter, at Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen pålægges at fremlægge en samlet vurdering af det private dagbehandlingstilbud Behandlingsskolerne Aps for udvalgene, herunder en redegørelse for kommunens tilsyn med de seks institutioner under Behandlingsskolerne Aps.
MOTIVERING
Der er den seneste tid fremkommet ubehagelige historier om det private dagbehandlingstilbud Behandlingsskolerne Aps, som er privat leverandør af dagbehandlingstilbud for Københavns Kommune via følgende seks institutioner: Fyrtårnet, Polaris/Projektskolen, Karlsvognen, Kompasset, Egelygaard og Stuskolen. Mest foruroligende er det store antal af magtanvendelser, der er indberettet fra institutionerne, som af eksperter og i sammenligning med lignende institutioner forekommer unaturligt højt.
SF foreslår derfor, at vi fra kommunens side gør, hvad vi kan for at få klarlagt kvaliteten af Behandlingsskolerne Aps som dagbehandlingstilbud samt ikke mindst, at kommunens eget tilsyn med institutionerne gennemgås.
Behandlingsskolerne er videre som nævnt privat leverandør af dagbehandlingstilbud til Københavns Kommune, hvorfor tilsynet med børnene i dagtilbuddet er fordelt imellem Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen. SF foreslår, at udvalgene pålægger forvaltningerne at redegøre for, om denne opdeling af tilsynet med institutionerne er hensigtsmæssig.
Såfremt nærværende forslag vedtages, pålægges Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen derfor at forelægge for udvalgene:
- En gennemgang af Børne- og Ungdomsforvaltningens tilsyn med institutionerne under Behandlingsskolerne Aps de sidste to år, herunder en redegørelse for antallet og retmæssigheden af samt omstændighederne omkring magtanvendelserne fra institutionerne. Har disse været lovlige, og stemmer indberetningerne overens med børnenes beretninger? Hvordan har institutionerne håndteret magtanvendelserne, og kan antallet af disse nedbringes?
- En redegørelse for, hvordan Socialforvaltningen igennem deres tilsynspligt (det personrettede tilsyn) følger institutionernes kvalitet og metoder over for børnene.
- En samlet vurdering af kvaliteten af institutionerne under Behandlingsskolerne Aps som dagbehandlingstilbud for Københavns Kommune.
- En redegørelse for, om det er hensigtsmæssigt, at der når der er tale om private leverandører af dagbehandlingstilbud er en opdeling i kommunens tilsyn imellem Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen således, at magtanvendelser i undervisningsdelen, pædagogik, kvalitet og undervisning ligger under Børne- og Ungdomsforvaltningen, mens magtanvendelser i behandlingsdelen, det personrettede tilsyn, herunder barnets trivsel og kontakt til forældrene, ligger under Socialforvaltningen. Er det fornuftigt, at fordi der er tale om en privat leverandør uden driftsoverenskomst med kommunen, så har man en todeling af det tilsyn, der føres med institutionen og med de børn, som kommunen selv placerer i tilbuddet?
Beslutning
Kontorchef Ane K. Christensen og kontorchef Gitte Bylov Larsen deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt.